Marstrand, Wilhelm BREV TIL: Marstrand, Petra Ottilia FRA: Marstrand, Wilhelm (1836-11-13)

Quarantaine Lazareth i Livornod. 13. Novbr. 1836.

Til hans Moder.

Her er jeg da for mine Synders Skyld og for s. 20at blive øvet i den skiønne Dyd, Taalmodighed — jeg maatte dog bide i det sure Æble, for at komme til at smage Italiens søde Frugter. Da jeg kom til Genua sagde Alle, at Quarantainen i de første Dage vilde blive hævet, og jeg ventede i 8 Dage, men der kom ingen Ophævelse, og jeg maatte reise og med Taalmod underkaste mig den haarde Prøve.

2*

V i maae nu sandsynligvis blive her i 18 Dage, men Klage nytter ikke, og jeg vil nu see at lære noget Italiensk i denne Tid. Vi boe her 4 Personer sammen i et Værelse. Vort Selskab bestaaer af en Kiøbmand, som ved sine Bekiendtskaber forskaffer os alle mulige Fornødenheder, en portugisisk Gouverneur, Dürch og jeg. Idag er der holdt Messe i Gaarden. Alle Catholikerne knælede foran en Aabning i Muren, hvorigjennem man saae et lille Capel med et Alter, og en Præst holdt Gudstjenesten, jeg troer med et Tørklæde for Munden. Igaar er et Dampskib kommet fra Marseille med over 70 Personer, som skulle have 32 Dage, saa det er virkeligingen Spas, et formeligt Fængsel, man kan ikke see Andet end Himlen over sig. Nu er der maaske Snee i Kiøbenhavn og Kulde, men Moders Stue er varm, og Familien samlet om Søndagsbordet. Jeg længes meget efter Hiemmet, naar jeg tænker derpaa og glæder mig til at see mine danske Venner igjen ; thi imellem Fremmede bliver man dog aldrig rigtig fortrolig og glad. — Mine Ulykkeskammerater her fortælle, at jeg hver Nat taler Dansk i Søvne. Ja kiære Moder, det skal blive glade Dage, naar jeg kommer hjem igjen, hvis jeg da indtil den Tid har lært noget ret dygtigt NB. og kan vende tilbage med Ære, thi da er min Skiæbne afgiort i enhver Henseende ; dog jeg frygter ikke, mit Mod og mine Forhaabninger have rakt hinanden Haanden, dog, s. 21jeg er næsten bange for, at jeg lever formeget i Fremtiden og forlidt i Nutiden, og derved taber man saa let Øieblikket.