Romd. 17. Januar. 1837.
Til Eckersberg.
Kiære Hr. Professor. Hvor ofte har jeg ikke allerede havt i Sinde at skrive Dem til, men den Uformaaenhed til at kunne yttre mig om Alt det meget Herlige, som jeg har seet og hvorom jeg saa gierne vilde underholde mig med Dem, har hidtil været den Grund, som har afholdt mig og det Samme vilde for Øieblikket være Tilfældet, dersom jeg ikke var overbeviist om, at mine, skjøndt endnu næsten ligesaa umodne, Yttringer vilde finde en overbærende Dommer i Deres faderligsindede Hjærte og i denne Tanke er det mig usigelig kiært at vide, at De vistnok først og fremmest deler min Glæde over at jeg er kommet til denne herlige Stad, dette Skatkammer for Kunstnerne. Ja den hele Reise er en Lykke man ikke noksom kan paaskiønne; hvor velgjørende for Sindet og hvor frugtbringende for Forstanden; jeg tør næsten paastaae dens Nødvendighed for Kunstneren, thi han, som vil fortælle Noget om Mennesket og dets Færd, maa kiende det og dets Forhold og det har da et ganske andet Udseende ved nærmere Betragtning end seet fra det eensidige Standpunct, hvorfra man sædvanlig i s. 23Hiemmet troer at kunne bedømme det. At kiende denne Mangfoldighed i Menneskets Stræben efter eet Maal er saa vigtigt i kunstnerisk som philosophisk Henseende, at man maa see det med egne Øine. Ingen kan fortælle En det. Jeg har alt seet Meget, næsten formeget, thi man overfyldes af Ideer og det Ene fortrænger det Andet, uden at Siælen faaer Tid til at bearbeide dem. Phantasien bliver derved uvirksom og hvad min angaaer har den nu først rømmet de af de gamle Beboere opfyldte Værelser og de Nye, der flytte ind, rumstere saa frygtelig inden de finde deres Plads, at jeg naturligviis er ganske uskikket til at faae et ordentligt Syn paa Tingene og komme lidt til rigtig Besindelse om, hvad jeg egentlig først skal tage fat paa. Her er jeg Alt over en Maaned og gjør Intet, ja! jeg seer mig træt paa alle de udødelige Minder om Fortidens Storhed og saa lever jeg et ret fornøiet Liv med alle mine Landsmænd, men Længselen efter igjen at komme til at arbeide piner mig ofte og jeg kan det ikke endnu, som sagt, Phantasien staaer stille. Godt er det, at jeg er kommet her om Vinteren, thi saa kan jeg berede mig lidt til at at tage imod Sommerens Herligheder med mere Rolighed. Min Reise hertil var langvarig og i Sidstningen trættende, jeg var i 18 Dage i Qvarantaine f. Ex. og dyr som en Ulykke; jeg længtes derfor meget efter Ro, men den skal man i aandelig Henseende, i det Mindste i Førstningen, forgjæves søge i Rom; her er alt for Meget, der tager alle Ens Evner i Beslag.
I Tydskland har jeg seet Adskilligt af nyere Kunst, som var godt, især da i München, hvor der bliver gjort en Deel og hvor Kunstnerne virkelig leve et meget behageligt Liv for Øieblikket under s. 24Kong Ludvigs Ægide. Det synes at være en overmaade klog Mand, thi foruden den Smag og Pragt han forskiønner sit Land med, styrer han de andre Grene af Staten saa godt, at Bairerne selv skatte dem meget lykkelige under hans Scepter, Alt, Universitetet og det Militaire, skal være fortrinligt, kun Embedsmændene faae en lille Gage — han synes at vurdere deres Tjeneste rigtigt. Derved spares de Penge, hvorfor alle de herlige Bygninger reise sig og hvad for en Mængde Malere han beskjæftiger ! Der er nu først Cornelius og hans Anhang. Han har ikke i den Grad interesseret mig som hans store Renommée skulde lade formode, især nu siden jeg har seet Michel Angelo, af hvem han synes at være en affecteret moderniseret Efterligner. Dog er der enkelte af hans Compositioner, som man maa lade vederfares den Ret, at de vidne om en tænkende Kunstner. Af alle Historiemalere i München har Ingen interesseret mig saaledes som en ung Mand, Kaulbach, der for Øieblikket arbeidede paa et stort Maleri til Raczinsky, som har været hiemme. Det var i mine Tanker overordentlig skiønt. Det forestillede det Sagn om Slaget imellem Hunnernes Konge Alarich og Romerne, hvor Aanderne af de Faldne paa begge Sider om Natten i Forbittrelse fortsatte Kampen fra Dagen iforveien. Man saae dem kæmpe i Luften og svæve op fra Valpladsen, vækkende hinandeu og opmuntrende hverandre til Hævn. Det er saa skiønt tænkt og tegnet, at jeg var ganske henrevet deraf, og ædelt og naturligt og frit for denne Stilisering, som de tydske Historiemalere have saa travlt med. Han studerer sine Gestalter umiddelbart i Naturen og søger kun at hente det skiønneste Stof, som den tilbyder. Jeg saae ogsaa Compositioner af det daglige s. 25Liv af ham, flere Scener af Schillers Verbrecher ans verlorener Ehre, saa mesterlige, charakteristiske. og rørende sande, at jeg glædede mig over den Triumph, som derved det saa tvetydig ansete Genremaleri vandt. I München er dette ikke synderlig anseet, men hvorfor? fordi det er Snavs, alt det de sædvanlige Genremalere gjør. Simonsen er en af de Bedste, hans Ideer ere temmelig simple, men han maler bedre end de Fleste. Men glædeligt er det, at see den Hæder, som Kunstnerne nyde i München og det gode Udkomme som de Dygtige have og det vil nok holde sig, thi München har vundet en Anseelse i Tydskland, saa det vist i lang Tid vil blive Centralpunktet for Kunsten der. Der giøres en uhyre Mængde Billeder, som sendes over hele Tydskland, og, naar jeg undtager hvad Kongen lader giøre, bliver der næsten Intet kjøbt i München. Høist gavnligt er det derimod for Kunstnerne selv at leve sammen med denne Mængde, thi Concurrencen vinder. Fra München reiste jeg igjennem det deilige Schweitz ; der maa man desværre reise som en Engelskmand med Fører og mange Penge i Lommen. Jeg var der da saa kort som mulig, gik over Turin, hvor jeg saae udført et i mange Henseender fortræffeligt Portrait af Kongen af Sardinien til Hest af Horace Vernet, til Genua, Livorno , livor jeg tabte 18 Dage af Livet i Arresten i Lazaretet, til Pisa, Siena og saa til Rom. Jeg vilde gierne have truffet Erling, * Eckersbergs) men da jeg vel snart faaer ham at see her, saa bliver Glæden dog større. Ja saa skulle vi gaae omkring og see paa disse guddommelige Folk, Michel og Raphael, hvilke man ei noksom kan kaste sig i Støvet for. Ja, vor Tid er kun lille mod deres, en St. s. 26Peter bliver nok ikke saa let bygget igjen og livad er saa den imod Colosseum og Keiserpaladserne, skiøndt Ruiner. Det synes som om der i den Henseende er en betydelig Dekadence. Naar vi saa med Vemod i vore Vennekredse tale om, livad for smaa Snustobaksdaaser man maa sidde og male, da vide vi desværre ikke at søge nogen Trøst i Fremtiden og vi føle da et ligesaa stort Tryk ved Synet af Roms Herligheder, som vi i andre Øieblikke svælge i Nydelsen af dem. Dog jeg deler ikke ganske de Andres Anskuelse med Hensyn til det daarlige Udkomme hjemme; det har dog forbedret sig betydelig og i det Hele taget vilde det, der anvendes til Kunst, ikke være saa ringe, naar det blev rigtig anvendt. For Kunstens Skyld er det vistnok det bedste, at der lever saa mange duelige Folk som mulig paa eet Sted: thi jo mere Folk seer, jo mere udvikles deres Sands og Trangen dertil fremstaaer. Man seer det i München ; Kongen har kaldt de bedste tydske Kunstnere til sig og Aar for Aar fremstaaer skiønnere og større Værker. Og hvor mange Gange trænge vi ikke hjemme til Folk; Kunstforeningen maa jo ofte af Mangel paa Malerier hiøbe høist middelmaadige Ting; i mange Fag, f. Ex. i Litographien have vi ikke en Eneste, der kan Noget; det er en Spot at see vore Hefter fra Galleriet i München, hvor denne Green af Kunsten er drevet meget vidt. Og hvorfor kunne vi ikke hjemme have det ligesaa godt som i Udlandet; i mange Henseender staae vi over dem, i rigtig perspectivisk Anskuelse og Tegning og Maling kan vi maale os med dem Alle og overgaae de Fleste, — det som vi have Deres Veiledning at takke for — det er endogsaa bekiendt nok i München. Jeg vil idetmindste bestandig arbeide med Hensyn paa de s. 27Fordringer, som Fædrelandet kan giøre paa min Tieneste og jeg glæder mig til atter at kunne følge i de Spor, som De, kiære Hr. Professor, saa kraftig har traadt i den Vei, som er den eneste rigtige at følge til Kunstens Tempel. Jeg vil nu fylde den øvrige Deel af dette Brev med Nyheder fra Landsmændene her, som maaskee kunne interessere En og Anden. — Thorvaldsen, den gamle kraftige og evig unge Kunstner, giør endnu de skiønneste Compositioner ; man forbauses ved den Rigdom af Ideer hos ham. Han taler nu igjen meget bestemt om at komme til Sommer til Kjøbenhavn, for at ordne sine Affairer med sit Testamente. Bindesbøll ✓ gjør efter hans Anmodning det ene Prospect efter det andet til Museet. Blunch og Küchler male Genrestykker ret vakkert. Constantin Hansen har et Parti af Rom i Arbeide med Figurer. Krohn giør Medailler og Rørbye maler tyrkiske Scener; han har giort mange smukke Studier i Grækenland og Tyrkiet, saavelsom Bindesbøll. Sonne og de øvrige male ligeledes de bekiendte italienske Scener; dog det er sandt, Koop har bedt mig skrive, at han nu maler paa den Copi, som nok, saavidt jeghusker, Kongen har bestilt. Cholera er her ikke og Frygten for den har tabt sig noget, „da Paven har forbudt den at komme.“ Naar De seer Købke, Roed, Eddelin, Adam og de andre Venner beder jeg Dem bringe min Hilsen. Petzholt havde jegglædet mig til at træffe, maaske kommer han igjen herned. Professor Møller haaber jeg lever vel. Til Professor Høyen skal jeg snart skrive. Hvis Lieutenant Normann er i Byen glæder det mig ogsaa at kunne hilse ham. Fra Rørby, Küchler og de øvrige Danske er jeg Overbringer af de bedste Hilsener og tilsidst bringer jeg min egen, den hjerteligste, s. 28med ded Bøn, at see engang ved Leilighed nogle Linier fra Deres kiærlige Haand.