Danmarks Breve

BREV TIL: Michael Kiaer Raffenberg FRA: Wilhelm Marstrand (1838-10-24)

Romad. 24. October 1838.
Til Raffenberg.

Hvor deiligt her endog er, hvor interessant og lærerigt for Kunstneren og ihvor yppigt for den der vil nyde Livet her endog er, saa er dog Venskab og Fælledskab af Sprog, Sæder og Tilbøieligheder for mig et langt stærkere Baand, som trækker hiem. — Jeg har i Sommer været i Neapel og har der i Museet og ved de pompeianske Malerier fundet saamegen Interesse, at jeg vil haabe, at det ogsaa skal have havt Indflydelse paa mit Studium i Tiden. — I Vinter maler jeg et Stykke for Waage-Petersen. Til Foraaret gaaer jeg til Florentz, Venedig etc. næste Vinter vil jeg være i München og derfra over Paris og Holland hiem, hvor jeg formodentlig indtræffer i Sommeren 1840. Gid jeg nu ikke maa skuffes formeget i mine Forventninger om at finde mangen indre Trang afhjulpen i Hiemmet ; den, at kunne arbeide med alle Siælens Kræfter er ikke den ringeste — her bliver det mig dog altid fremmed ligesom ogsaa de Ting jeg har sendt hiem vist vidne om, at jeg dog egentlig ikke er i mit Es. Livet er vel lige interessant overalt, naar man blot kan see det, men — den, der vil beskiæftige sig med at give et Præg af det, bør bevæge sig der, hvor han bedst kiendt kan giøre bedst Virkning. Her hører man som oftest Genremalerne tale om smukke Costumer, smukke Motiver af Bygninger og Træer etc. ligesom det indre aandelige Udtryk af Menneskelivet laa i den tilfældige Skal. See hvad Holberg har kunnet see hos den danske Nation. s. 42 Nei! i den Henseende have vi Rigdom nok.

Constantin har fra Neapel valgt en smnk Gienstand, en Improvisator paa Moloen. Sonne en overordentlig deilig Composition, en Munk, der holder Messe for Høstfolk i Campagnen. Roed og Küchler male mindre Billeder; nok, det er det bedste Middel til at holde Concurancen vedlige, at der bliver giort noget Godt og i den Henseende staae de Danske Gudskelov ikke tilbage for de andre her i nogen Henseende, dog i Historiemaleriet, thi det er reent af Moden hiemme, thi det Concoursskidt vil jeg ikke tale om. Den Vei de gaae hjemme er smaalig og vrang. Kunstforeningen skal jo staae paa sine gamle Been hører jeg og alt mere og mere indskrænke sig til at kiøbe Smaasager, men jeg synes ikke, at den skal være en Forsørgelsesanstalt, men søge at virke for Kunsten og kun sætte dem i Arbeide, som kan giøre Noget; i modsat Tilfælde gives middelmaadige Kunstnere en Opmuntring , som kan smigre dem med Haab, som aldrig gaaer i Opfyldelse. — Saalænge man er ung har man Courage nok, men er man bleven ældre og seer, at det ei gaaer fremad, saa er det forsilde at vende om og saa kommer Fortvivlelsen. Der skal jo være opstaaet en Mængde Smaatalenter hiemme, hvad skal det blive til!