Danmarks Breve

BREV TIL: Osvald Julius Marstrand FRA: Wilhelm Marstrand (1846-06-05)

Romd. 5. Juni 1846.
Til hans Broder Oswald.

Hvad min egen Person angaaer, da befinder den sig vel nok, den giør ikke store Spring, hverken tilhøire eller venstre i denne quasi 30° Varme ; man arbeider i Studiet, der er kiøligt og friskt, med Tiberen lige under sine Vinduer og et fiint Landskab med fri Horizont ligefor dem og Nordhimlen over dem. Om Aftenen kan jeg giennem Nordstiernen directe sende Blikket imod Danmark, s. 52 hvilket jeg ikke undlader i mine sentimentale Øieblikke. Jeg arbeider paa mine Piger i Osteriet og Maleriet er temmelig avanceret; jeg har faaet et Par gode Modeller og maler Alt efter Naturen saa godt jeg kan. Det koster mig megen Anstrængelse at male et Billede med Figurer i naturlig Størrelse ; man maa giøre Rede for det Mindste og jeg beflitter mig paa at være saa redelig imod mig selv og andre i den Henseende som muligt. Et Andet, mere betragtet som Studie, har jeg ligeledes i Arbeide og saa et mindre 3die, hvilke jeg tilligemed Clausens Portrait (hvilket kunde være meget bedre) til næste Vinter tænker at sende til Kiøbenhavn. Saasnart jeg er færdig med disse Billeder, hvilket jeg tænker vil skee om et Par Maaneder, saa reiser jeg paa Landet, enten i Biergene eller maaskee til Neapel, men agter til næste Vinter at være her igien i Rom, for at male et Par Billeder, som jeg har i Hovedet og hvortil jeg paa Reisen giør Studier. Disse blive Sujetter af Livet her, Figurerne i min sædvanlige Størrelse og hvori jeg haaber, at kunne levere noget min Tilbøielighed og mit Talent gunstigere. Imidlertid anseer jeg bestandig disse Par Aar for meget lykkelige, da jeg saa aldeles kan overlade mig til Studeren. Samtidig med disse Ting har jeg taget fat paa en Række Compositioner til en mulig Anvendelse i Kjøbenhavns Universitetssal. Det er forresten ikke overdraget mig, men da en Idee om en saadan Decoration har sysselsat mine Tanker og jeg troer, at i Hovedsagen en Anvendelse deraf kunde komme i Betragtning, saa har jeg ikke undladt at prøve derpaa, skiøndt det maaskee vilde være rigtigere for mit Talent, at beskiæftige mig med det Humoristiske i Folkelivet end i det høiere historiske Gebet, s. 53 idetmindste spørge Alle, hvorfor jeg ikke fortsætter det, som de sige jeg saa eiendommelig har viist at due til og overlader det Andet til Andre ; men mine Grunde dertil have været: deels den Udsigt i Hiemmet at kunne mulig faae et betydeligt offentligt Arbeide at udføre og saaledes Noget, der dog drog hiem for Alvor, deels troede jeg heller ikke, at det Alvorligere laae mig saa fiernt og saa veed jeg heller Ingen hiemme, der vilde kunne give slige Billeder ved Siden af den strængere architectoniske Form en livlig og malerisk; om jeg kan det bliver nu Spørgsmaalet. Ialfald er min Idee ikke tabt, om ogsaa en Anden kommer til at arbeide. Constantin har engang giennemarbeidet en lignende, men da den var for vidtløftig og ikke havde det begrændsede Hensyn paa vor egen Culturudvikling og heller ikke er antaget til Udførelse, saa har jeg heller ikke frygtet at have til Hensigt at fortrænge ham, ligesaalidt som jeg befrygter, at han af den Grund vilde undlade at træde i en fri Concurrence med hvemsomhelst, der uden Opfordring vilde melde sig. Da dette Alt imidlertid endnu er i en embryonisk Forfatning, saa behøver Du ikke at tale om det til Nogen. Jeg tænker til Vinter at kunne sende Tegningerne til Kiøbenhavn og i saa Fald taler Sagen for sig selv. —

4*

Paven er i disse Dage død og nu ligger den balsamerede Herre paa Parade i Peterskirken. Der er ingen Sorg eller Deeltagelse. Det er et Skuespil. Med andre Malere her omgaaes jeg nu ei synderlig, deels boer jeg saalangt fra dem og deels interessere de mig ikke meget. Det er langt fra, at der er det Samliv, som jeg sidstegang her førte med alle mine Kammerater ; men saadanne Tider komme heller aldrig igien, man gider ikke giøre nye s. 54 Bekiendtskaber og de gamle forlade En ; dog befinder jeg mig ret vel ved mit eensomme Liv, Tid vindes. — Jeg kommer til at tænke paa Givtermaalssnakken og giør en Bemærkning med Hensyn til Valget af en Kone for Dig som for mig. Det er, at det maa være en munter Pige, der kan passe for vore trübselige Naturer. Det er min Erfaring, at kun de Fruentimmer, som jeg har truffet paa, der besidde en let og lystig Characteer, ledsaget naturligviis af ungdommelig Gratie, have i Længden bevaret Interesse for mig. Intet giør mig mere godt end hos Andre at see en kvik, sorgløs og modig Sindsstemning; det maa være, fordi jeg selv ofte trænger dertil, men saa kan jeg ogsaa strax slaae ind i samme Toner og det er som man atter aandede frit i sit egentlige Element. Nu nok om det. Kunstforeningen har jo giort Oprør imod gammel Skik og Brug, skriv mig lidt om den. Mine Malerier herfra kjøbes altsaa ikke mere, siden Folkene absolut skal have danske Klæder paa. Historien med Küchler og dansk Bøgebrænde falder mig derved ind.