Danmarks Breve

BREV TIL: Carl Christian Constantin Hansen FRA: Wilhelm Marstrand (1847-06-26)

Romd. 26. Juni 1847.
Til Constantin Hansen.

Dit sidste forkiølede eller noget forkiølende Brev har jeg modtaget saavelsom det foregaaende, paa hvilket jeg sendte Svar med Petersen, som underligt nok endnu ikke er kommet. Mine Skrivelser due aldeles ikke til at ligge en Maaned over, dertil ere de altfor meget Udtryk af et Moment, mangengang flaut, kleinlaut, mangengang uklart og vrøvlagtigt, altid vexlende. Ja, Dit sidste Brev var i mange Stykker ret skikket til at lade mig føle Trækvind fra Norden i denne sydlige Soltid og for Trækvind er jeg sky, hvorimod en ærlig Storm ikke skal ængste mig. Hvad har alt det Politiske, Nationalitet og Korntold med malerisk Virkning og Skiønhed i Linier at giøre? Hvad menes der med, at Kunsten skal være national? vil det sige politisk dansk fra Kongeaaen til Nordsøen med det til Grienstand, som findes deri ? vil det sige nordisk, indbefattende Nordens Historie og Sagaer? — hvad vil det da sige at Kunsten skal træde ud eller ind i Livet — leve da Sagaerne? er vor Historie, Danmarks, det vil sige den der endnu virker og har bevirket vor Tid, ikke mere værd at søge at glemme eller allenfals kun at fortælle for at advare? Nei, ligesom den samme Sol skinner over hele Verden, saaledes er Kunsten ikke bundet; den er kun i Skiønhedens og Sandhedens Tieneste. Nu skal det ikke nægtes, at det Skiønne ogsaa findes i Norden og det er min Trøst, da jeg ligesom Dyret dog trives bedst i Hiemmet; men Du vil dog ikke nægte, at Naturen her er rigere og skiønnere og vil kunne giøre Striden imellem en Kunstners Siæl og Mave vanskelig. Dine Sammenligninger med Hollænderne forstaaer jeg heller ikke. Det var efter min Formening ganske s. 57 andre Ting end det at ville frembringe en hollandsk Kunst, der skabte den. Hollands store Rigdom, Forbindelser med Italien, hvorfra Kunstens Straale dog udgik, dernæst Reformationen, der frembragte andre Genrer med Kirkemaleriet osv. og saa havde den Tid et ganske anderledes malerisk Costume end vor, see v. d. Helsts Skyttebilleder, v. Dyck etc. — hvor vil vor Snipkioletid hen? og det bliver dog efter min Mening det vi have at giøre, hvis Kunsten skal leve og florere som den giorde i Holland, at male vor Tid med al den Sandhed som Hollænderne deres. Flere af dem hævede sig over det sumpede Fladland og bevægede sig i en ideal Verden, Rembrandt, Rubens navnlig i Farvernes Poesi ; om disse kan man da ikke navnlig fremhæve som Fortieneste, at de vare Hollændere. Er Thorvaldsens Kunst dansk eller er en Venus af Titian venetiansk ? paa samme Tid I tale om national Kunst giør Bindesbøll et hedensk Mausoleum Bissen græske Guder og Du Selv maler den græske Mythe i Danmarks Universitetsbygning. Nei! hvor der er Sol, der er Farve og hvor det Nøgne mest sees, fortrinsviis Form. Hos os skinner Solen noget sparsomt, dog kan Malerne glæde sig, Billedhuggerne har det værre. Nu, uagtet vi Stakler ere undergivne disse Vilkaar, er man dog bedst der hvor man har hiemme og derfor kommer jeg og de fleste Kunstnere bestandig hiem og saa giver Tingen sig af sig selv, at man maler hvad Øiet bringer for Siælens Lys ; men det vilde dog vel heller ikke være uvelkomment, om en Kunstner benyttede sin Evne til at lade tidligere Indtryk træde frem for Lyset. Jeg lader mig ikke forvirre af disse forbigaaende Historier om Skandinavisme, Constitution etc. thi de komme ikke de evige Naturlove for Skiønhed, Harmoni og s. 58 Trangen for Mennesket til at leve i Anelsernes Verden det Mindste ved. De have vel stor Betydning ogsaa for os, som Borgere, men ikke som Kunstnere. Troer Du at Mozart havde componeret en bedre Don Juan, hvis han havde været den første Republicaner. Leve Italien for sin Skiønheds Skyld og jeg gientager, hvad Du foreholder mig, fordi jeg misforstaaes, at alle disse fremadskridende Bevægelser i Rom ere sørgelige for Kunstneren, fordi det primitive simple Liv daglig taber dets maleriske Former, alle Huse blive lidt efter lidt lig vore Muurmesterpaladser, Costumerne fortrænges af Englands Bomuldsfabricata, Kirkens Tilbagestaaen for det Verdslige giør at Lasten og Snyderier mindre nu end før skye Dagens Lys — kort med den Cultur, som snart kommer hertil paa Jernbaner, skeer den Forvandling, at Rom kommer til at ligne Berlin og det har man dog vel Lov til at sukke et lille Suk over. Men det var nu nok om den Trækvind — dog er der en anden, som ogsaa løber kold ned ad Ryggen paa mig; det er den evige Kiævlen mellem Kunstnerne hiemme, mellem Academiet og ikke Academiet og den uopdragne offentlige Mening i Bladene. Det er især ved den Sammenligning, at Livet her har noget Tillokkende — og dog vil jeg ikke nægte, at jeg mangengang føler mig ret stridbar stemt og havde Lyst til at være hiemme og slaae et Slag med; men naar jeg saa atter vender Tanken indad og føler mig saa utilfreds med det jeg med al Møie stræber at frembringe, saa synes jeg, at Alt dette Andet er ligegyldigt og saa tænker jeg mig at en Kunstners Lykke maa bestaae i, omgivet af et lykkeligt Familieliv, at leve stille i sin Virken og Færden med den frie Natur og give Døden og Diævlen til al Ærgierrighed. Saaledes forekommer s. 59 det mig, at Du i Din Opposition imod Academiet tillægger det en langt større Betydning end det fortiener. Academiet kan aldrig blive andet end en Læreanstalt og Forvalter af de Penge Staten giver til Kunsten. Dommen over det frie Aandsproduct kan ikke overlades til nogen Autoritet i vor Tid ; altsaa ! hvo der ikke vil have den verdslige Fordeel, som Anstalten yder, han lade den ligge og ærgre sig ikke over, at den udtaler Domme som virkelig i Realiteten ere magtesløse.

Det Du antyder, at Kunsten ikke skulde kunne naae til Norden, det kan jeg ikke indsee hvorfor — men min Mening er, at den der, som overalt, maa hvile paa den tidligere ; hos os har egentlig ingen været, vi maae altsaa søge Kilden andetsteds, men de Frugter vi ved dens Hiælp der opelske, kunne blive vore egne saagodtsom saa mange andre Cultivationsfrugter — hvorfor skulle vi lade os nøie med Hvidroer naar vi kunne have Ferskener? Hvor have vi lært den Smule vi kunne? — at anvende det maae overlades til Kunstnernes egen Følelse og Instinct; da han altid maa blive sin Tids Barn, saa faaer det nok Tidens Præg og vil giøre Virkning paa Samtiden i det Forhold han forstaaer den og efter de Kræfter, som hans Talent stiller til Raadighed. Jeg kunde aldrig troe, at Høyens Mening var nogen anden end den, dels at fremmane vor Naturs Skiønhed for Folket igiennem Kunsten og dels at bevirke en Revolte i Kunstforeningen, som jo aldeles er udskeiet og i Særdeleshed at give Kunstnerne Lyst til at blive hiemme; men jeg kunde aldrig forstaae, at Øiemedet gik ud paa, at indskrænke Gienstanden for Kunst og jeg kan endnu ikke troe, at det er hans Mening — jeg maae misforstaae Dig. Da Biblen vel kan antages at være Universaleiendom, s. 60 saa ville I vel klæde Fader Abraham som en gammel Bonde fra Skagen eller som en Jøde fra Læderstræde ? Hollænderne have vel giort noget Lignende, men er det denne Side, hvori vi skulle ligne dem? Jeg er iøvrigt ikke blind eller dum nok til ikke i Meget at forstaae den Mening, at der kun kan komme noget Godt ud af Kunstnernes Begeistring, saafremt den er sand og varm og at Kiærlighed til Fædrelandet maa ogsaa kunne bære denne Spire i sig, som skal udtales i Kunstens Sprog, men — hvormeget (eller hvorlidet) hører der ikke til, for at denne Begeistring ikke skal kiølnes ved Sammenligning mellem et lille fattigt Folks Liv og Historie og et stort mægtigt. Vel er det lille os dyrebart, fordi det er vort eget, men ofte ere vi ogsaa af samme Aarsag let tilbøielige til at overvurdere dets Betydning — nok er det, der er hos ethvert Menneske en Tid, hvor Illusionerne maae giøre Plads for Realiteten, og da kan man være glad, hvis der endnu er Varme i Blodet. Hvad jeg herom forleden Dag har skrevet, har jeg først tænkt at rive istykker, da det først ikke staaer i min Magt at udtrykke mig som jeg vilde og fordi det jo ikke heller indeholder Andet end forsaavidt bekiendte Ting og saa fremdeles, fordi det egentlig kun er at ansee som en Opposition imod Ensidighed og aldeles ikke bør anvendes paa min personlige Tilbøielighed som om jeg vilde foretrække Rom eller noget andet Sted for mit Fædreland, thi jeg forsikkrer Dig, at min bestandige Tanke gaaer ud paa i Samfund med Eder at virke i Hiemmet for vor egen Kunst og at jeg kun anseer mit Ophold her som Middel til en roligere Udviklen i min Stræben — og i saa Henseende føler jeg, at det har været gavnligt, om jeg ogsaa paa den anden Side med Smerte daglig erfarer, s. 61 at Grændserne for mit Talent ere saare indskrænkede og at dette rige Liv, som her omgiver mig, kun lidt berører mit inderste Væsen — det være sig af Mangel paa den Ro i Siælen, som Du nu siger Dig i Besiddelse af eller af Mangel paa Friskhed i Gemyttet og Selvtillid, som de sidste Aars Vaklen imellem Dit og Dat og feilslagne Planer og Forhaabninger have fremkaldt. Jeg har det Haab, at det endnu i Hiemmet kan lykkes mig at erhverve den Sikkerhed i Siælen, som veed, hvad den vil, og ikke at ville, hvad den ikke kan naae; blev man bare ikke saa gammel under alle disse Forvildelser og Prøver ; men det gaaer da de Fleste ikke bedre. Jeg vilde alt iaar have været hiemme, hvis jeg var blevet færdig med mine Arbeider i rette Tid, men da nu Sommeren gaaer hen, saa lader jeg Vinteren gaae med, for at komme hiem, naar vor muntreste og lyseste Tid er bedst skikket til at styrke mine Forsætter og Forhaabninger. Det er Snavs at leve alene, og det giør mig sær ; ikke at være nødt til at tage Deel i Andre; thi enten bliver man en snæverhiertet Egoist eller et uvirksomt Hængehoved — paa Küchler er det at see, hvor hans ascetiske Fornægtelse af Livet i hans Kunst har frembragt en Flauhed og slaaet al Stræben ihjel, „fordi den er syndig, naar den gaaer ud fra Erhvervlyst af Ære eller Penge,“ „ja, selv Kiærlighed til Kunsten er forfængelig.“ „Jeg veed nu, hvorfor jeg lever, siger han, før vidste jeg Intet, og jeg er rolig og tilfreds ;“ men jeg takker for den Bo, som det maa forekomme mig ligner en levende Begravelse; tilsidst maa det ende med, at han stikker sig i en Capucinerkutte og deri drømmer sin Tilværelse ud. Han er glad ved at være udenfor alt det Vrøvl hiemme siger han og bryder sig hverken om det s. 62 Ene eller Andet, men det er denne Dovenskab i Siælen, denne egoistiske Sneglenatur, som de kalde Fromlied. Nei, slaaes maa man, saalænge man kar Kræfter med Fæiskheden, Dovenskaben og — Raalieden i de fine Circler. —