Marstrand, Wilhelm BREV TIL: Fibiger, Johannes Henrik Tauber FRA: Marstrand, Wilhelm (1851-05-16)

Kbhvnd. 16. Mai 1851.
Til Pastor Fibiger.

— Grethe har den 13de faaet sig en rask Dreng med deilig Næse, god Røst og øvrige gode Qvaliteter saavidt skiønnes kan, en Drukkendiderik af første Skuffe, som jeg dog haaber, at Moderen for det Første nok skal kunne stille Tørsten paa. Grethe befinder sig overmaade vel til Dato og er paa sin stille Maneer meget lykkelig, saavelsom jeg da. Ja ! det var en Begivenhed, naar det er lykkelig overstaaet, og den vil bære stadige Frugter, om Gud vil, for Hiertet. Det er mærkeligt, hvad Naturen i sine Grundtræk er bred, og sikker i sine Yttringer, hvor ingen Vrøvl eller Vaklen af menneskelig Viden og Villen eller Conveniens kan snakke med, velgiørende og beroligende. Saadan en Fyr, det er en s. 65Realitet, det veed man hvad er, Moderen er ligesaa — og jeg maa tilstaae, at min aandige Natur ikke er stærkere, end at den trænger til stærke sandselige og vexlende Udtryk, for at føle Livet i sin Fylde. Man føler først da Ægteskabets Væsen og Hensigt. Det er nu min Mening.

— Bliver den politiske Horizont renset af en frisk Nordenvind, saa kan det blive mycke brá her i Landet. Apropos, Høyen reiser til Norge med Studenterne. Du maa forresten ikke troe, at jeg er Ultraskandinav, det lader jeg Tiden om, men gode Venner kunne vi godt være. Vi have saaledes faaet en heel Mængde Billeder fra Norge og Sverrig herned paa Udstillingen, og det er ganske interessant at see, hvor forskielligt Nationaliteten deri yttrer sig. Nordmændene have allerede lavet dem en færdig Kunsttheorie — hvilket er et forunderligt Phænomen; de ligne alle hverandre og Ingen Naturen — have en stor Virtuositet, men intet indre Liv at udtrykke, intet Gemyt. De staae endnu kun paa Effectens Standpunct, men komme de videre? Tør man slutte til noget Eiendommeligt deraf i den nationale Characteer. Der vare naive Begyndere ifior som iaar ere routinerede Mestere? — Der er vist en halv Snees Landskaber, mere og mindre Efterligninger efter den fortydskede Gude, for ikke at sige de forgudede Tydskere. Dog Tidemanns Billede, en Skolelærer der overhører Børnene i Hitterdalskirke, er meget smukt og livligt. Svenskerne ere Imitatorer af moderne og gamle Flamlændere — Walbom og afdøde Wickenberg med Held; de giøre megen Virkning, have ogsaa meget Godt, Glands og Flothed i Foredraget , saa de ville vist faae vore Blade til at svulme af Henrykkelse. Forresten indtager paa. s. 66vor Udstilling Sonnes Istedslag vel den første Plads; det er kiøbt til Galleriet. Frue Jerichau bliver meget rost, skiøndt det er løse Sager. Hun har skildret os Danmark i en allegorisk Figur, en Slags Jeanne d’Arc med en Dannebrogsfane og en rød Trøie var den grøn var det vel Rusland. Bissens Landsoldat er god. Han skal giøre en Moses og Jerichau en David, der i Bronce skulle pryde Facaden af Frue Kirke. Jeg har seet en Skitse af Jerichau til David som Konge støttende sig paa Harpen, som han er sluppen godt fra. Skiøndt Compositionen just ikke er hans stærke Side, opvarter han igjen med en af disse allegorisk dybsindige Grupper, som Adam og Eva, der kun tiener til, at enhver superklog Tænker kunde lægge sine egne fine Tanker deri, — det er 2 siddende qvindelige Personer, hvoraf den Ene er bedrøvet og den anden glad, opadseende med en Basun i Skiødet. — Det skal forestille Sorgen over Døden og Trøsten. Overhovedet er det Kunstens Sag at give det Eviges Udtryk i det jordiske Stof, men ikke forsøge paa at paanøde det Ufattelige en sandselig Form. Allegorien hører kun hiemme i bestemt Forbindelse med Architecturen. Men jeg roder mig ind i Vidtløftigheder, hvortil egentlig ikke dette Papir er bestemt. —

5

Jeg agter at reise nogle Maaneder i Sommer paa Landet for at faae frisk Stof til Billeder — det Italienske er nu muggent. — Goldschmidt siger, at jeg er bleven træt af formegen Virak, jeg maa oppe mig for ikke at blive distanceret af Frue Jerichau. Samme Goldschmidt er forresten bleven en sygelig Idealist — det er Modsætningen til Corsaren — les extrêmes se touchent.