Danmarks Breve

BREV TIL: Just Mathias Thiele FRA: Wilhelm Marstrand (1869-06-12)

Subiacod. 12. Juni 1869.
Til Thiele.

I Haab om, at De og Deres ere raske og trocís den Kulde, som siges at være hiemme dog har tilstrækkelig af den indre Varme til at føle for Deres fraværende Venner, saa vil jeg i al Korthed meddele Dem vore fata til Dato. Efter et meget indholdsrigt Besøg i Florentz og Rom, hvor jeg forefandt Alt ved det Gamle, især i Rom og kun fandt, at jeg selv var blevet 20 Aar ældre og havde betydelig mere Vand i Blodet end før, saa sidde Skovgaard og jeg og Kittendorff her i Subiaco midt i Abruzzerne og nyde Sommerens Friskhed og deilige Luft uden at være trykkede af Hede eller plagede af de bekiendte Sorte. Vi bruge Benene og Øinene mere end Fingrene, thi det er meget vanskeligt i al denne Rigdom at lade sig nøie med det Lidet, man mulig selv kunde faae fat paa, saa at Udbyttet hidtil kun har været saa at sige til Kroppens Tarv, hvilket jo forøvrigt var min Hovedhensigt med Reisen, at samle nogle Kræfter til de Aars Arbeide, der forestaaer og hvad det angaaer, troer jeg allerede at have vundet adskilligt, thi jeg føler ikke længer den Træthed, som før saa ofte plagede mig og saa vil jeg vente paa Musernes Gunst, om det skulde falde dem ind at befrugte mig med en eller anden Idee til Billeder.

Her i Italien bygges og hugges i Marmor paa Kraft og der synes, trods Pengenød, at være en Trang fra gammel Tid tilstede til offentlig Prydelse. Pio den 9des Navn sees allevegne, men han har rigtignok ogsaa siddet længe paa Stolen, — Viaducter, Broer, Chausseer, Kirker, Monumenter o. s. v. I Florentz bygges meget.

s. 88 Det Syn har Italien havt i Vinter, at see samlede 6 danske Exministre — jeg troer i Neapel — med Wolfhagen har der i det Hele været 7. Krieger, Lehmann, Hall og Madvig traf jeg i Rom; nu ere de alle fløine hiem paa Madvig nær, som nyder sin Reise med ungdommelig Lyst.

Kunstnerne spille ikke mere første Violin i Rom som i gamle Dage. Nu kommer her altfor mange Fremmede og det gamle Liv, men som jo rigtignok havde sit naturlige Centrum i Thorvaldsen og de andre Grubber, er reent forsvundet. Det at sætte sig ned i Rom paa en længere Tid, 4 à 5 Aar, som tidligere, existerer ikke mere, maaskee er det heller ikke nødvendigt, nu kan hvert Land maaskee bedre uddanne sine egne Kunstnere, det vilde da idetmindste være naturligere.