Danmarks Breve

Vilhelm Marstrand. Født Juleaften 18...

s. 1

Vilhelm Marstrand.

Født Juleaften 1810, død Natten til den 25de Marts 1873.

Ved Budskabet om, at Vilhelm Marstrand var død blev der Sorg eller Beklagelse i vide Kredse. Danmark havde i ham mistet en høitbegavet Kunstner, der blandt danske Malere søger sin Lige. Kunstacademiet holdt hans Gravfest, hans Lig blev baaret til Jorden af Kunstnere, Ligfølget var Mænd og Kvinder i de forskielligste Livsstillinger i tætte Skarer og saaledes vistes der Kunstneren, hvad der kaldes den sidste Ære; men han vil ikke glemmes med den.

I Anledning af nogle Linier, som jeg dengang skrev om Marstrand i Bladet „Fædrelandet“ yttrede en af hans ældste Venner, som havde holdt Ligtalen over ham, for mig Ønsket om, at jeg, som han skrev, vilde ,,gaae videre, fordi jeg jo havde kiendt Marstrand og forstaaet ham saa godt som kun Faa“. Der var maaske noget Sandt deri og Tanken om at „gaae videre“ var ialfald ogsaa opstaaet hos mig, der fra Marstrands tidlige Ungdom havde staaet ham nær i et Venskab, som vedvarede.

s. 2 Det kunde dog ikke blive Marstrand som Kunstner til livem min Pen turde vove sig. Billedet af hans rige Kunstnerliv har han jo selv givet os i Malerier og Haandtegninger, som næsten alle ere i Fædrelandet. Ved dem har han selv skrevet og det maa nu blive Kunsthistorien, som kan forsøge sig i at tyde ham, i at bedømme ham efter Maneer og Malemaade, mulig inddele ham i Perioder derefter, stille ham i Paraleler eller uden disse og deslige. Men jeg har dog troet imod Slutningen af disse indledende Ord at burde give en factisk Oversigt, Saameget, som i Forbindelse med den tilføiede Fortegnelse over de af Marstrand udstillede Arbeider kunde tiene til et Slags Veiledning. Den vil derhos indeholde ialfald enkelte Ting, som vedkomme Kunstnerens Udvikling i hans Drengeaar i Hiemmet, ere høist characteristiske for ham og bør ikke være ukiendte af dem, der med Interesse ville følge og lære Marstrand og hans Udvikling at kiende igiennem denne lille Bog.

Til en Levnetsbeskrivelse i almindelig ydre biographisk Forstand frembyder Marstrands Livsskiæbne just ikke noget fyldigt Stof. Han var en stille flittig Kunstner, sig selv tro, vistnok meget betydelig og fremragende, men lidet fremtrædende; han stræbte ikke efter at gjøre sig giældende, men holdt sig snarere tilbage; han maatte søges og det var alene hans udmærkede Dygtighed som Kunstner og Meningen om hans Begavelse og Klarsyn iøvrigt, der allerede under hans første Ophold i Italien gav ham en fremhævet Stilling iblandt hans derværende Kunstbrødre og senere førte ham frem til gientagne Gange at blive valgt til Directeur for Kunstacademiet og til adskillig ydre Ære ; men s. 3 hans Liv var egentlig uden særlige ydre Begivenheder. Dets Omvexlinger betegnes væsentlig kun ved de for Kunstnere sædvanlige Reiser og Studieophold i Udlandet, navnlig i Italien, som han besøgte 4 Gange, de to første Reiser med flere Aars Ophold hvergang. Dagbøger eller Reiseoptegnelser har han ikke efterladt og der foreligger iøvrigt Intet, af hvilket det kunde fremgaae, at han paa sine Reiser har oplevet særlige Ting, eller, som man ellers seer at være skeet Andre, er kommet i i interessante Forhold til betydeligere Begivenheder eller Personligheder, selv ikke i Kunstverdenen. Men deels reiste han i Almindelighed hurtig, deels laae det ikke til hans Personlighed, at søge saadanne Forhold eller Relief af dem for sig Selv. Her hiemme var hans Liv snarest noget tilbagetrukket, offret til hans Kunst, et lykkeligt Familieliv, Læsning og Musik, hvilken var det bedste Middel, naar ofte en noget mørk og mismodig Stemning kunde gribe ham.

Men en Biographi vil jeg dog forsøge. Jeg vil forsøge, at stille Mandens Characteristik, et aandeligt Livsbillede af ham i korte Hovedtræk, som en mulig ønskelig Forberedelse, ialfald for dem, som ikke have kiendt ham personlig, men ville offre nogen Opmærksomhed paa de Breve eller det Uddrag af Breve fra Marstrand, som er denne Meddelelses Hovedsag. Gid det maa lykkes mig nogenlunde.

Vilhelm Marstrand var Mand i Et og Alt, kraftig og selvstændig. Der var hos ham en eiendommelig Blanding af Alvor og Lystighed, af Melancholi og glad Begeistring. Hans Lune var rigt paa Modsætninger, det var et Carneval af Ideer og Fremstillinger — hans Haandtegninger vise det — s. 4 hans Livsphilosophi og særlige Evne til at opfatte det Latterlige førte ham henimod Carricaturen, i mange af hans Billeder med stor Finhed; der var Humor, Paradoxer, men altid festivitas.

1*

Han var et ædelt høisindet Menneske, god- hiertet og medfølende. Der var intet Søgt hos ham, han var aldrig lagt tilrette, men ligefrem og diærv. Han havde sine ofte mismodige og forunderlig utaalmodige Timer, men den Flinkhed og Aandrighed, der ellers saa ofte kunde være i hans Væsen og Samtale, hans Characteers Dygtighed og Adel, hans Hengivenhed for dem, som han havde kiær, vil ikke glemmes.

Saa elskværdig og fortræffelig han derfor kunde være i Samværen med sine Venner, med dem, som behagede ham, saa taus og distrait kunde han paa den anden Side unægtelig vise sig imod Folk, der indgiød ham nogen Modvillie, eller som ikke behagede ham eller kiedede ham, saaat, medens det med de Første lykkedes ham med Lethed at vinde deres Interesse for sig og erhverve deres Tillid, giengiældte de Sidste ham ofte med en vis Uvillie.

Af hvad der kaldes Personsanseelse var han ikke berørt, og det blev saaledes næsten en Selvfølge, at i Selskabslivet, af dem, der ikke kiendte ham nøiere, Nogle maatte finde ham aaben og imødekommende, Andre, at han havde et noget overmodigt og frastødende hensynsløst Væsen og ganske vist kunde han efter sit melancholske og lunefulde Temperament vise sig paa begge Maader og han var lidet istand til at skiule hvorledes han havde det i Øieblikket og skarptunget kunde han være. Men det maatte dog altid behage hos ham, at han Intet skiulte af sine Følelser og Ideer, at han var fuldkommen naturlig, thi der ere dog faa s. 5 Mennesker, som blive upaavirkede af freidig Aabenhed, naar den er forbunden med Aandfuldhed og Eiendommelighed.

Det er sagt om ham, at han var noget tilbøielig til Paradoxer. Det var han maaskee ; men han troede dog altid at være paa Sandhedens og det Rigtiges Side. Han gav ofte sine Tanker en eiendommelig Iklædning og der kunde være noget Ustadigt i hans Raisonnement, som kunde bringe dem til at misforstaae ham, der mere paavirkes af Formen end søge Sagens Grund, og man kan dog vist sige, at hans saakaldte Paradoxer ofte kun vare et Resultat af en Overdrivelse, hvortil Modsigelse uformærkt kan bringe den noget Heftige.

Han var en afgiort Børneven og Børnene giengiældte ham det rigelig. De paavirkedes ikke af hans ofte meget alvorlige eller noget mørke Mine, men søgte ham, kunde man sige og sluttede sig til ham, der ogsaa altid var beredt og til Tieneste for dem. Lotteri eller et Gnavspil i en Kreds af Børn var Noget han ikke let modstod. Han havde en fortræffelig og begavet Hustru og efterlod kraftige og dygtige Børn, for hvem han var en trofast og omhyggelig Fader.

Hvad han var som Kunstner, i hans store Historiemalerier, hans Genrebilleder, hans Portraiter og Haandtegninger, derom ere vi alle enige, men han var ofte ikke enig med os derom; thi var han ydmyg i noget Forhold saa var det i dette. Han satte ikke forfængelig Priis paa sine Arbeider eller Rosen over dem, men gav dem som det Bedste han formaaede, medens han stadig med higende Uro kæmpede for at naae, hvad der, som han ofte med Mismod udtalte, var hans Evne nægtet. Som han i det Hele var stræng imod sig s. 6 Selv, saa var han det navnlig hvor det gialdt hans Kunst; overbærende imod Andre, ofte maaskee formeget , kun ikke hvor det gialdt Kunsten. Mangen en skarp Yttring af ham om Kunstnere og deres Arbeider var begrundet i hans storskaarne Opfattelse af Kunstens Krav; men han blev ofte misforstaaet. Det var ikke Overmod, men Ydmyghed under hvad han saa fuldstændig bøiede sig for, der bevægede ham; men de Paagiældende saae det ofte ikke. Han undervurderede i Sandhed aldrig nogen virkelig alvorlig Stræben, men Kunsten som Haandværk eller som Legetøi var ham en Vanhelligelse, som han ikke skaanede, saaledes stillet overfor, hvad der for ham blev næsten som en personlig Krænkelse.

Han var en af de Kunstnere, for hvem det lykkes at see deres aldrig tilfredsstillede urolige Higen lønnet med at være i stadig Udvikling og Fremgang og saaledes vedblev det for ham indtil hans Død i hans 63de Aar. Hvilke Forventninger opfyldtes ikke eller bleve maaskee overtrufne ved de af ham i hans sidste Leveaar udførte store historiske Malerier i Roeskilde Domkirke og Universitetet, det Ene bedre end det Andet, og med hvilket Liv og Længsel tænkte han paa at udføre de store Billeder i Universitetet, paa Altertavlen til Poulskirken, paa Billedet til Børsens Forhalle m. fl., da Døden giorde Ende paa denne høitbegavede Kunstners dygtige og hæderlige Liv.

Fra Marstrands 13—14 Aar see vi ham allerede som Skoledrengen, der just ikke var nogen synderlig Ynder af Latin og Græsk, med fuld Lyst at beskiæftige sig med billedlige Fremstillinger uden s. 7 anden Veiledning end den indre Impuls og naturligt Anlæg og disse første Billeder, af hvilke ikke faa ere opbevarede og eies af hans Børn, ere ikke Eftertegninger, men i fuldeste Maade frihaands, ikke enkelte Figurer eller Sligt, men Compositioner paa Halvark eller Ark med indtil 20—30 Personer frit henstillede og grupperede i Rummet med Humor og den tydeligste Fortælling. Saaledes et Billede fra 1824, da han var 14 Aar gammel, som forestiller et Aften-Selskab af Damer og Herrer. Lysekronen er tændt og Theen budt om, men Husmoderen staar endnu ved Thebordet med fyldt Thepotte, da en Spradebasse træder ind, iler hen imod hende og griber hendes Haand for at kysse den. I det hun vender sig imod ham, for neiende at modtage denne Hyldest, glemmer hun, at hun har Thepotten i den anden Haand, lader denne synke og Potten skienker nu sit Indhold ud paa Gulvet (ret et Thema for en Dreng). Grupperingen om Thebordet er livfuld og vexlende, Pladsen er vel benyttet og hvor udtryksfulde ere ikke de Personer, som tilhøire staae i Samtale, den Ene af dem med Tobakspiben i Munden eller de to Figurer under Lysekronen, af hvilke den Ene peger paa Spradebassen og giør en Bemærkning om ham, som den Anden skiænker al Opmærksomhed eller den ældre Mand med Calotten tilvenstre, som fører sin Kop til Munden. Selskabet bestaaer af 16 Personer. Et andet Billede, der bærer Aarstallet 1825 forestiller en Fælled, hvor en Samling unge Mennesker more sig med Boldspil, med at lade en Drage gaae iveiret, et Par brydes m. m. Rummet er meget godt benyttet. Afstandsforholdene godt iagttagne. Grupperingen og de forskjellige Stillinger mangfoldige, livfulde og i det Væsentlige rigtige. Det er udført i Tusch, s. 8 24 Figurer. Dette maa være nok. Han var dengang 15 Aar gammel. Man var bleven opmærksom og nu begyndte han først at lære at tegne. Fra Aaret 1826 har jeg saaledes flere af ham med Pen til Øvelse tegnede enkelte Figurer efter Pinelli; saa kom i samme Aar hans Optagelse som Elev i Eckersbergs Skole og Kunstacademiet. Han udstillede førstegang i 1829 „en Kanefart med Fakler“. Imellem 1829 og 1836 da han førstegang reiste til Italien falder i 1835 en Reise til Norge, hvis Resultat var Maleriet „Reisendes Ankomst til en Bonde i Telemarken“. Iøvrigt udstillede han i Tidsrummet 1829—1836 „Kildereisen“, „Flyttedagen“, „Skiult i Kiælderen“, „Konen med Skinken og Hunden og Consumtionsbetienten“, „Gadescene i Hundedagene“, „De fulde Matroser“, „En Auctionsscene“ og flere andre for hans daværende Standpunkt maaske mindre betegnende Billeder, skiøndt de ikke ere uden fremtrædende Spor af hans Lune og drastiske Skiæmt, som f. Ex. „et Familiebillede“, livor han giør den smukke Bondeamme til Hovedpersonen, ialfald til den meest fremtrædende Person i Billedet. Der er i Almindelighed i disse Billeder fra hans første Tid heldig Composition, Livfuldhed, skarp Iagttagelse, Lune, meget Characteristisk, men som dog kunde siges undertiden at grændse vel meget til det Karikerede.

Italien nobiliterede ham. Det var nu ikke mere „Auctionsscenen“, „de fulde Matroser“ etc. Fra hans første Ophold der (1836—1841) have vi Billeder som „Fængselsscenen i Rom“, „St. Antonius-Festen“, „Scene af det neapolitanske Folkeliv“, „romerske Borgere forsamlede til Lystighed i et Osteri“, det deilige Billede „Scene af Octoberfesten i Rom“ og flere.

s. 9 Medens han derpaa var hjemme (1842—1845) malede han en Mængde Portraiter, flere mindre Billeder af det italienske Folkeliv samt de første Billeder til hans Holberg Cyclus, nemlig: Scenen af Erasmus Montanus som Medlemsbillede til Kunstacademiet og et Genremaleri, Motivet af Holbergs Barselstue, som er i den Kgl. Malerisamling.

I 1845 gik han andengang til Italien, livor han forblev til 1848. Disse Aar vare af afgjørende Betydning for hans Udvikling og Fremtid som Kunstner.

Det havde tidlig staaet for ham, at blive Historiemaler ; den Kgl. Malerisamling eier hans i 1832 udstillede, dog mindre betydelige Billede Svend Estridsen og Biskop Vilhelm efter Saxos 11te Bog. I 1838 skriver han „Æmnet ,,den forlorne Søn“ har jeg componeret om, uden dog at have isinde for det Første at udføre det, da det deels er for stort for mit nuværende omflakkende Liv og dels fordi megen Tvivl er opstaaet hos mig, om det egner sig for mig at male den Slags Ting. Jeg har ikke den vedholdende Alvor, som hører til at male historiske Gjenstande. Imidlertid opgiver jeg ikke denne Leilighed til at forsøge mig, naar Tiden tillader det“. Men først i 1846 synes Sagen at være modnet og at skulle blive til Virkelighed. Han har nemlig dengang taget fat paa en Række Compositioner til Anvendelse i Kjøbenhavns Universitets Solennitetssal, skjøndt, som han i den Anledning skriver, „det maaske vilde være rigtigere for mit Talent at beskiæftige mig med det Humoristiske i Folkelivet end i det høiere historiske Gebet; idetmindste, føier han til, spørger Alle hvorfor jeg ikke fortsætter det, som de sige, at jeg saa eiendommelig har viist at due til; men, bemærker han s. 10 saa, jeg troer ikke, at det Alvorlige ligger mig saa fiernt“. Og det laae ham ikke fiernt. Det er interessant at lægge Mærke til hvorledes hans Hoved-Billeder samtidig og efter den Tid ligesom antage en mere almindelig og ideal Holdning, de blive roligere, alvorligere og mere storslaaede. Han forlod nu i dem, hvad han kalder „min sædvanlige Størrelse “.

Det Billede, som betegner denne Overgang, det første han malede med legemstore Skikkelser var „Pigerne i Osteriet“. Han skriver derom „jeg har faaet et Par gode Modeller og maler Alt efter Naturen saa godt jeg kan. Det koster mig megen Anstrængelse at male et Billede med Figurer i naturlig Størrelse ; man maa gjøre Rede for det Mindste og jeg beflitter mig paa at være saa redelig imod mig Selv og Andre som mulig“.

Et ikke ringe Antal Studier af Mænd og Qvinder i naturlig Størrelse (Halvfigur) haves fra samme Tid, samt, som han skriver, 2 Donquixotiader. Dansen i det Fri paa Ischia blev foruden flere mindre italienske Billeder udførte i de samme Aar, om hvilke han skriver, „jeg anseer dette Par Aar for meget lykkelige, da jeg aldeles kan overlade mig til Studeren“.

Efter i 1848 at være vendt hiem fra denne sin anden Reise til Italien og være bleven givt i 1850 foretog han samme Aar med sin Hustru en Reise til Sverrig, hvor han navnlig opholdt sig i Dalarne. Det var nye Former af Folk og Land, interessante Forhold, hvoraf han var meget paavirket og som Resultat af denne Reise have vi det betydelige Maleri „Dalfolket, som i Baade over Siljansøen begiver sig til Leksandkirke“, som tilhører det Kgl. Billedgalleri, samt en „Scene fra Dalarne s. 11 (Orsa Sogn)“, „Bønder fra Dalarne der kiøre til Kirke (Orsa Sogn)“ og „Reisende i Dalarne“.

Han blev nu hiemme indtil 1853, da han atter gik til Italien og tog Ophold i Venedig. Her synes han navnlig at være bleven meget paavirket af Paul Veroneses Billeder hvorom f. Expl. hans senere udførte Billede „Den store Nadvere“ utvivlsomt bærer Vidnesbyrd.

Aaret efter, 1854, vendte han tilbage, fik Bolig med gode Atelieer paa Kunstacademiet og fortsatte under lykkelige Forhold sin rige utrættelige Virksomhed, der bragte os de store Billeder „Christus i Emaus“, Alterbillede til Kirken i Faaborg, „Billedet af Hverdagslivet“, „Parablen den store Nadvere“, foruden flere til Holberg Gruppen hørende Billeder, flere Donquixotiader, en Mængde mindre Billeder af det italienske Folkeliv, hvoriblandt flere fra lians Ophold i Venedig i 1853—1854, de interessante Fremstillinger af den danske Personalhistorie, „Ewald ogAhrense“, „Guldberg og Wessel“, „Frederik den 5te og Dronning Louise med Kirsebærret“, en Mængde Portraiter og endelig mod Slutningen af hans Liv det store Resultat: de betydelige Historiemalerier „Christian den 4de paa Trefoldigheden i Slaget ved Fehmern“, „Christian den 4de dømmer Rosenkrantz“, Vægmalerier i Olie i Christian den 4des Capel i Roeskilde Domkirke samt „Christian den 1ste indstifter Universitetet“, Vægmaleri i Olie i Universitetets Solennitetssal, vel de største og dygtigste Historiemalerier, som dansk Malerkunst endnu har frembragt. Et Billede af det italienske Folkeliv blev dog hans sidste Arbeide, „en Abbat som skiæmter med unge Piger“. Det blev ikke fuldendt, tilhører nu Thorvaldsens Musæum.

s. 12 Det kan for en Fuldstændigheds Skyld endnu bemærkes, at han i 1861 foretog en Reise til Paris for at see de franske male med Oliefarver paa Muur. I 1869 opholdt han sig i Italien sammen med Landskabsmaler Skovgaard og Lithograph Kittendorff, en Recreationsreise. I 1871 foretog han sin sidste Reise til Udlandet, en Badereise til Carlsbad og Teplitz.

Iøvrigt ville Brevene, som nu følge, sige det Sandeste og Bedste om ham, hvis dybe Gemyt var giennemtrængt af Religiøsitet og Kiærlighed til Fædrelandet, for hvilket han blev en af dets bedste Sønner.