Danmarks Breve

Vilhelm Marstrand. Af Docent Jul. La...

s. 124

Vilhelm Marstrand.

Af Docent Jul. Lange.

Tale ved Kunstakademiets Aarshøjtid den 31te Marts 1873.

— — — Der er ingen Tvivl om, at en saa. overordenlig begavet Figurmaler som Marstrand maa have havt mange fortrinlige Betingelser til en akademisk Lærervirksomhed; og der er vel heller ingen Tvivl om, at han som Lærer tidt har virket frugtbart og gavnlig. Men hans Betydning som Lærer stod dog ikke i Forhold til hans Betydning som udøvende Kunstner. Naar man vil sammenstille Marstrand med de to ældre danske Figurmalere, hvis Virksomhed har været mest bestemmende for vor Kunstudvikling, Abildgaard og Eckersberg, vil man finde, at disse to Mænd, hver paa deres ejendommelige og indbyrdes højst forskjellige Maade, Abildgaard som Klassiker, Eckersberg som Naturalist, have udøvet en langt mere gjennemgribende Indflydelse paa den yngre Kunstnergeneration fra deres Samtid. Marstrand har ingenlunde i samme Betydning som de dannet en Skole. Man har ogsaa sagt, at Marstrand, naar han blev kaldet til Raad med Hensyn paa sine Kunstbrødres, navnlig de Yngres, Arbejder. s. 125 hyppig røbede mere Tilbøjelighed til at omarbejde Billedet efter sit eget Hoved, end han forstod at gaae ind paa den anden Kunstners Standpunkt, gaae ind paa, hvad han havde villet give, og give Raad og Vejledning ud fra Forstaaelsen af dette.

Thi det, som laae dybest i Marstrands Væsen, og som fuldstændig beherskede hele hans Virksomhed, var en ren produktiv Evne. Han havde en skabende Genialitet, et Væld, et Fond af Ideer, som hverken Abildgaard eller Eckersberg i nogen Maade havde kjendt Mage til. Han hørte ikke til de forberedende, men til de fuldbyrdende Kunstnere. Om end vor Malerkunsts to ældre Høvdinger have havt større Betydning med Hensyn paa vor Kunsts indre Husholdning, for andre Kunstnere, saa var Marstrand i langt højere Grad end de en Kunstner for os, som ikke ere Kunstnere, for hele den danske Nation. Der findes i denne Forsamling forenet meget Kjendskab til dansk Kunst, der findes i den Mænd, som have fulgt Marstrand som Venner lige fra Ungdommen af. Og dog findes her maaske ikke En, som vilde være i Stand til i Tankerne at samle og overskue mere end Brudstykker af hans Kunstnervirksomhed. Naar hans Navn nævnes, træder frem for Mindet hans store monumentale Arbejder i Roeskilde Domkirke eller paa Universitetet, hans stolte Række af Malerier paa Christiansborgs Galleri, eller hvad han har leveret til de aarlige Udstillinger, eller den Mængde af Billeder, som Kobberstikket eller Litografien have mangfoldiggjort, og som ret ere blevne populære, ret ere blevne den danske Nations kjære Ejendom. De Fleste kjende ogsaa hans Frugtbarhed og Genialitet som Tegner; men hvo kan maale hele den uendelige Skat, som han har nedlagt i sine Pennetegninger! Det Ejendommelige for disse Tegninger er det, at de maaske aldrig ere Studier, men altid Skizzer, Udkast, at der kunde gjøres et helt Billede ud af enhver af dem. Naturligvis s. 126 Lar ikke Alt, hvad lian saaledes har hentegnet, samme Betydning; men det giver Altsammen et nyt Træk af Livets Skjønhed eller Lune, et nyt Bidrag til Indtrykket af en Produktivitet, en Lethed og Sikkerhed i Kompositionen, som saare sjelden, om nogensinde, er overgaaet. Der er heri en Spirekraft, som er et Naturens Vidunder. Ikke alene den uhyre Mængde af Udkast, men ogsaa den store Mangel paa — tegnede eller malede — Studier er her mærkelig. Der gaaer igjennem hele Marstrands Kunst et Træk af Sikkerhed og Overlegenhed; Ingen kunde være mere fjern fra Dilettanteri eller Famlen end han. Hans fine Øje for Form, for Lys og Farve, kunde i hans Billeder tidt være overraskende selv for det mest udviklede Malerøje. Men Ingen vidste, naar og hvor han havde gjort disse skjønne Iagttagelser; han malede i alt Væsenligt „ud af Hovedet “, med et overordenlig ringe Apparat. Selv om der nu i hans Formgivning efterhaanden havde udviklet sig noget vist Tilsnitsagtigt, selv om en større og mere æggende Konkurrence havde kunnet gavne ham ved at tvinge ham til at gjøre bestandig nye og eftertrykkelige Naturstudier, saa bliver dog hans Hukommelse for Naturens Virkninger, hans geniale, instinktmæssige Følelse for dem i høj Grad beundringsværdig. Der gives Kunstnere, fortræffelige Kunstnere i vor Tid, over hvem Virkeligheden hviler tungt, for hvem dener som et haardt og gjenstridigt Emne, som kun det strengeste og taalmodigste Arbejde kan faa Bugt med ; for Marstrand var den et blødt Vox, som formede sig villig og lydig under hans Kunstnerhaand.

Jeg har en Gang fra en meget paalidelig Kilde hørt, at man i Marstrands Ungdom var tilbøjelig til at vente sig en Hogarth af ham. I hans tidligste Tid var virkelig ogsaa det komiske Geni fremherskende hos ham, om det end ingenlunde var eneraadende. Med et ægte ungdommeligt, sprudlende overgivent Lune, med s. 127 en sejrrig komisk festivitas gik han løs paa sin kjøbenhavnske Samtid. Satiren og Karrikaturen over det Liv, der omgav ham, laa ham den Gang ikke fjern. Da han 1836 første Gang kom til Italien, synes først Skjønheden ret at være gaaet op for ham. Fra den Tid af fik hans Billeder et Skjønhedens Adelspræg, en klassisk Holdning og Stil. Hvilken Skjønhedsglæde, hvilken Jubel svulmer der ikke i hans tidligste Billeder fra Italien. Det er træffende blevet sagt om Marstrand, at Mismodet hyppig og længe kunde hvile over hans Pande; han kunde føle den Trængsel af Ideer, som stormede ind paa ham, mere som en Lidelse end som en Nydelse; men i hans Kunst mærker man ingen Lidelse: Tankerne, Ideerne selv vare Glæde over Livet. Det Bæger, som den skjønne romerske Pige paa hans store Billede rækker frem mod Beskueren, idet hun byder ham tage Plads ved Bordet, har han grebet og tømt. I Rom følte han sig først hjemme; han fandt Alt, hvad han søgte, i det gamle pavelige Rom med dets aabne, naive Liv paa Gader og Torve eller i den dejlige Omegn, med de skjønne og karakterfulde Skikkelser blandt Mænd, Kvinder og Børn, med det jublende Karneval og den miserable Regjering, med de luvslidte Præster og barfodede Munke, som gjeme give de komiske Roller, fordi de kun faae Lov til at skotte til Livets Bæger, som de have aflagt Løfte paa at forsage. Senere fandt han i Neapels Omegn det fuldt sydlandske Liv, hvor den blomstrende Ungdom samles saa nemt til Dands om Aftenen. Paa senere Rejser fik atter Venedig en høj Stjerne for ham; ikke alene den dejlige By i Lagunerne med det ejendommelige Folkeliv, men maaske endnu mere de gamle venetianske Malere. Tid efter anden har han studeret og vel endog dannet sig efter andre store Malere, ogsaa Nederlænderne som v. d. Helst eller Rembrandt; men jeg troer dog ganske sikkert, at ingen af Fortidens store Kunstnere s. 128 have været Det for ham, som de venetianske Kolorister, Tizian og Paolo Veronese, og især den Sidste. Hos ham fandt han Italien fra dets bedste Tid, og endda et forherliget Italien. Han beundrede ikke alene hans maleriske Pragt, hans Storhed som Kolorist, men ogsaa hans rene Naivetet, hans dybe og ædle Følelse.

Han havde ogsaa et Aandsslægtskab med saadanne Kunstnere. Jeg veed vel, at i samme Øjeblik, som dette siges, træder Modsætningen skarpt frem mellem vor Tid med dens mere reflekterede, spredte og forgrenede Væsen og det sextende Aarhundredes storartede, naive og hele Kunstbegejutring, dets Livsnydelse, som vor Tid staaer halv beundrende og halv forlegen lige overfor, og som den finder halv henrivende dejlig, halv upassende eller undertiden uanstændig. Marstrand har ikke heller malet noget enkelt Billede, som i malerisk Fuldkommenhed kan maale sig med hine Kunstneres. Og dog var der Noget ved ham af en stor Kunstner i gammel Stil; hans Kunstnernatur gik langt ud over hans Tidsalders Gjennemsnitsnaturer. Andre Tider, andre Sæder! Marstrands Kunstnerliv blev ikke baaret af en Luftning som den i Italien i det sextende Aarhundrede; han kunde ikke faae saa megen Vind i Sejlene. Men naar vi i Tankerne gjennemgaae hans Produktion, saa kunne vi vel faae en vis Erstatning i den rige Mangfoldighed, som er udpræget i den. Det mere omfattende og fleersidige Repertoire er netop et Fortrin, som hører vor Tids store Kunstner til.

Han havde sin Tids Dannelse, dens Læsning og Interesser. Han havde læst sin Don Quixote altfor godt, han havde leet altfor sundt af den vandrende Ridder, til at han skulde falde paa at ville spille Helten fra gamle Tider eller ikke vide, hvor han var. Han havde sin Bolig paa Kongens Nytorv; og end ikke den mest taagede Drømmer kunde falde paa at forvexle Charlottenborg med et venetiansk Palads eller Nyhavn s. 129 med en venetiansk Kanal, endsige da et saa lyst og frit Hoved som Marstrand. Der var desuden i hans Natur noget godt Dansk, endog noget godt Kjøbenhavnsk. Da han atter fæstede Bo i Hjemmet og efterhaanden fandt sig mere hjemme der — thi han var hyppig paa Rejser — gjenvandt han ogsaa sin Interesse for Norden og sin Fødeby. Men de, som havde ventet sig en Hogarth af ham, fandt ikke deres Forventninger opfyldte; hans Kunst gik i en anden Retning. Hans komiske Genius allierede sig med Holberg; men han blev heller ikke i sin Tids Kunst, hvad Holberg havde været i sin Tids Litteratur. Holberg skabte sine komiske Motiver og Figurer i satirisk Interesse; han vilde „ moralisere‟, aandelig opdrage sin Samtid ved at stille den dens egne Daarskaber for Øje. Marstrand greb disse Motiver og Figurer, som ere ægte kjøbenhavnske af Herkomst, og som dog staae fjernt fra vor Tid som dens komiske Grundtyper og Heroer, han greb dem med genial Forstaaelse af Holberg og fremstillede dem med en kunstnerisk Fantasi, en plastisk Rundhed og en malerisk Glands, som Holberg selv maaske kun havde anet. Men fra Marstrands Side ere disse Figurer ikke satiriske ; han tog Holberg fra den ideal komiske, den rent kunstneriske og digteriske Side. Naar han i sin senere Tid en Gang imellem skildrede det virkelige Liv i Hjemmet, tog han det mest med Varme og Venlighed; derom vidner hans store Billede af „ Besøget‟ paa Christiansborg eller et Billede, som jeg har seet, af hans eget smukke og hyggelige Familieliv.

Hvis det her kunde være Stedet at gjennemgaae Marstrands Produktion i alle dens Forgreninger, saa maatte vi tale udførlig om hans fortræffelige Portræter, hans Billeder af svensk Folkeliv, hans Billeder af Motiver fra Don Quixote, hans ypperlige Malerier af Anekdoter eller af historiske Træk fra Danmarks Fortid, s. 130 som kulminere i Kompositioner som den i Universitetssalen eller de to store Fremstillinger af Christian IV’s Manddomskraft og Heltemod i Roeskilde Domkirke, Værker som endog naae op til det Heroiske, og som maaske aldrig ere overgaaede i dramatisk Liv og Fylde. Vi maatte tale om hans store Altertavle i Faaborg Kirke og om hans Billeder og Udkast af Motiver fra de bibelske Parabler. Enhver, som med Opmærksomhed har gjennemgaaet Marstrands Udvikling gjennem hans Kunstnerliv, vil have mærket, hvor stort et Fortrin hans Værker fra den senere Tid have i Henseende til det Indholdsrige, Betydningsfulde, Mægtige, hvor meget hans Tanke har vundet i Dybde og hans Følelse i Varme. Et af hans senere Arbejder skal jeg her tillade mig særlig at fremdrage for Mindet, Maleriet af den store Nadvere, paa Gralleriet paa Christiansborg. Det er ikke min Mening at ville betragte dette Billede som Bibelillustration, som Fremstilling af Parablen om Kongesønnens Bryllup; jeg vil kun se det fra Kunstnerens Synspunkt, som Vidnesbyrd om hans Livsopfattelse. Thi i denne Henseende forekommer Billedet mig at have en særlig Betydning; Ideen har ogsaa sysselsat Kunstneren i længere Tid end nogen anden. Alt minder her om Syden, om hvad Kunstneren havde seet i Italien. Det er italienske Stoddere fra Gadehjørner, Kirketrapper og Veje, Børn, Kvinder og Mænd, som Kunstneren her har bænket i en stor og kiølig Hal af gammel italiensk Arkitektur, som han byder italiensk Vin og Frugter og lader høre god gammel italiensk Musik. Men her er en anden og dybere Aand end Livsglæden og Morskaben i de tidligere Billeder fra Italien. Kunstneren har her i Menneskehjertets Navn rakt Haanden til alle dem, som ere skubbede til Side af Livet, som ere plettede af Nød og Elendighed, og hvis Skikkelser ikke ere til særligt Velbehag for s. 131 Sandserne, til Krøblinger og Blinde. Marstrand holdt paa sin Maade af disse Lazzaroner, som hverken saae eller høste eller samle i Lader, der leve som et Proletariat i social Henseende, og hvis legemlige Nød endog tidt kan antage saa barokke Former i Syden, men som paa deres Viis kunne være uskyldige, godlidende og sorgløse, og som Naturens Børn med Velbehag slikke det varme Solskin under den mørkeblaa Himmel. Han fik Lyst til at gjøre Ære af dem netop i Modsætning til de Kloge og Travle, de Stive og Fornemme, de Mørke og Selvretfærdige, som aldrig give sig Stunder til med roligt Sind at nyde Livets Skjønhed, og han bød dem til et stort Gilde, hvor den sande og himmelske Viisdom er Vært og Engle Opvartere og Tjenere. Der er i denne Maade at se Tingene paa en dyb Humor, som minder om den store komiske Kunstner; men der er tillige en Humanitet, et medfølende Menneskehjerte, som vidner om den ædle Mand.

9

Naar jeg for min Tanke samler Billedet af, hvad Marstrand har været, gjennem Det, som han har givet os i sin Kunst, saa staaer han selv for mig som en rig og ædel Herre, der har samlet os Alle til en stor Fest, og som selv tømmer sit Bæger med Livets ædleste Viin til Bunds og byder os at følge sit Exempel. Der rummedes i dette Bæger ikke alene Livets sprudlende og perlende Nydelse, dets Karnevalsglæde, dets Latter og Lune, der rummedes ogsaa dets Vemod og Smerte — lige saa vel Ewalds Hjertesorg som Wessels sorgløse Vid; der rummedes Daadkraft og Begejstring. Enhver stor Kunstners Sjæl er som et Spejl, der gjengiver Billedet af Livet, vel paa en ejendommelig Maade, fra en bestemt Side, men dog Livet i dets Helhed. Marstrand har skildret os dets store Mænd som dets Daarer og dets Narre, Kvinder og Mænd, alle Aldere fra Vuggen indtil Graven, og Alting rører sig i den s. 132 efter sin Natur med Livets Sandhed, Klarhed og Sundhed. Han har selv en Gang, træt af de mange Maader, hvorpaa Tænkerne have forsøgt at bestemme Skjønhedens Begreb, sagt, at Skjønheden først og fremmest var Sundhed; og denne Bestemmelse er, om end ikke udtømmende, dog højst betegnende for Marstrand.