Danmarks Breve

„ Da Gud byggede Himlen og tegnede K...

s. 111

„ Da Gud byggede Himlen og tegnede Kredsen henover Dybet, da Han gjorde Skyernes Borg i det Høie og Dybets Kilder brøde vældig frem, da Han satte Havets Grændse, at Vandene ikke skulde overskride dets Bred og lagde Jordens Grundvolde, da var den evige Viisdom en Kunstnerinde ved Hans Side og var Hans Hjertensglæde fra Dag til Dag, legede altid for Hans Aasyn og legede paa Hans Jords Kreds og havde sin Hjertensglæde af Menneskenes Børn“.

Salomons Ordsprog, 8, 27—31.

Disse Ord af Oldtidens Viismand faldt mig paa Sinde da jeg tænkte over den Mands Væsen, hvis henrundne Liv vi idag ere forsamlede for at hædre. Denne Guds grændseløs rige Kunst, som ikke sparer paa Former og Farver, paa Lys- og paa Skygge-Spil, men over al den faste Bygning og den skjønne Orden lader Livet bugne i uudtømmelig Vexel og henkaster alle de overraskende Træk i en Overflødighed, som vi ikke fatte Nytten af eller Maalet med, men undrende ikke kunne sige Andet om, end at Skaberen har havt sin Hjertensglæde deraf og har den fra Dag til Dag i denne Vrimmel af Mennesker med hver sit Sind og hver sit Aasyn, sin Skikkelse og sit Væsen, som Sindet former det enten de vide det eller ikke; al denne Overflødigheds s. 112 Rigdom, der seer ud som et uudtømmeligt Lune af den evige Fader, den havde ogsaa han sin bestandige Glæde, sin festlige Glæde af, og dette var hans Liv, var det fra Dag til Dag saalænge han kunde aabne sit Øie og see Livet paa denne Jord.

De han var ung strømmede det ind paa ham med overvældende Rigdom, og det var ikke hans Sag at forsøge paa at lægge det tilrette efter en regelmæssig Plan for hans Liv og hans Virksomhed. Han udstrakte rask sin Haand og tegnede og formede og lod Lysets Farvespil falde derover, altid fremad, alt som Synerne kom og gik, dreven af den Hjertensglæde han havde deraf, af Glæden over at hans eget Lune faldt sammen med Livets uudtømmelige Lune. Og han blev altid ung — saamegen Erfaring han end samlede, saamegen Sikkerhed han end fik i hvad han vilde, blev det dog altid hans Liv at kæmpe med Rigdommen der overvældede ham. Han var saalangt fra at maatte søge efter Emner for sin Kunst, at han snarere maatte haste for at kappes med de Syner der brød frem for hans Blik, at de ikke igjen skulde fordrives af nye inden han fik dem fanget. Og bestandig vendte og dreiede han sine Skikkelser i nye Stillinger og gik mellem dem, som i et Selskab han maatte betragte fra alle Sider. Endnu da han veemodig saae paa sin rystende Haand og paa sin egen korte Maade kunde yttre, at den ikke længer vilde træffe Linien, tvang han den dog frem, bestandig frem og den blev nødt til at træffe mere, end der kunde synes muligt, thi Synet, det indre Syn var saa levende og saa sikkert. Han malede meest efter Hukommelsen og brugte mindre Studier efter Naturen, sagde man. Ja, saa var han, dog var han mindst af de Kunstnere, der sætte deres eget og ikke det virkelige Livs Præg paa deres Billeder. Livet viste ham det Alt, og fordi hans Sind var saa rigt, gjemte han det Alt i sig og tog det inden fra, hvor det stod for s. 113 hans Syn, hans Tanker; hans Sind var som et overfyldt Rustkammer og det var hans Hjertenstrang at faae dets Fylde frem. Vi vide Alle, hvor uudtømmelig hans skabende Kraft var, saalænge han havde Pen eller Pensel i Haand standsede den ikke, man behøvede kun at lægge det hvide Blad for ham, saa var den der. Hvad Værd hans rige Kunst da havde, hvorledes den i meer end en Menneskealder er bleven vort Folks Glæde, og han selv en af dem vi see op til med Taknemmelighed for hvad vort Fædreland kan frembringe, derom skal jeg ikke driste mig til at tale; her i Kunstens Dommersal maa det afgjøres af kyndigere Stemmer.

Jeg taler helst om min kjære, min beundrede Vens Liv og Væsen, som jeg har været saa lykkelig at kunne følge det fra min første Ungdom. Selv om man tog Kunsten fra, var det rigt nok. Han havde seet meget i den store Verden og hos os var han hjemme i de fleste af Byens Kredse, thi han var altid en afgjort og hædret Mand. Han læste meget, tænkte meget og talte meget, ikke heftig, men som en Mand, hvis grublende Tanker bestandig vare i Bevægelse. Ofte gjorde han det Indtryk, at han stred for at faae en Bygning reist, men kunde ikke bestemme sig for dens Grundrids, derfor heller ikke faae enhver Ting paa sin Plads. Dog gik han saa dybt i Alt hvad han tænkte over, og tænkte saa sundt og saa redeligt, at der var en egen overbevisende Magt deri, naar han talte om hvad der laae ham paa Sinde. Men han var altid overvældet af sine mange Tanker, følte det selv og kunde sige om en Ven: „Han er saa ordentlig og grundig, derfor gaaer Alt saa vel for ham“. Det var af de altid vexlende Blik, nu hid nu did, nu i dyb Alvor nu i let Spøg, nu i Evighedens Høider, nu i det flygtigste Væsen, at han havde sin Glæde fra Dag til Dag. Deri blev han en ny Aand, der drog som en Samler al Verden om, og her hjemme var med i alle s. 114 Tidens Bevægelser og ud af Historiens Bøger samlede de stærke Emner for sine Billeder og gjorde dem saa levende som vi have seet dem, som om han selv havde siddet og“ leet med Holberg og selv været til Hove hos Kong Christian. Som enhver sand Kunstner drog han sin Næring fra Oldtidens Herlighed og han elskede det gammeldags Folkeliv i Syden med al dets livfulde Friskhed og løierlige Naturlighed ; men det var ikke tilfældigt, at den samme Mand, som beklagede at Livet i Syden nu er ifærd med at støbe sig om i Nutidens vanlige Former, her hjemme viste sig som en Fremskridtsmand. Det var ikke tilfældigt, at han ogsaa saae ud mod Amerika og sendte sin Søn derhen, den dygtige, elskværdige unge Mand, som vi nu bede Gud styrke naar han modtager Budskabet om hvad vi her foretage os idag. Det var ikke tilfældigt, thi hans Aand var altid ung og i Udvikling, han saae Livet fra enhver Side bringe sig Nyt imøde og var altid beredt til med et Skuldertræk at kaste den gamle Verden af sig for at indgaae i en Ny.

8

Han saae paa Livet med et muntert, spøgende, undertiden spottende, men dog altid i Grunden venligt Lune, han saae det som en Leg for sit Aasyn. Deri havde hans Kunst en stor Deel af sin Styrke, dermed begyndte han gjerne, og arbeidede sig først igjennem sine Figurers loierlige Egenheder op til den høie Alvor. Dette have vi havt vor Glæde af, men vi maae ikke derover glemme hvor langt hans Lune var fra at være bittert. Han var ingen Satiriker, thi hans Hjerte var altid med. Hans Sind var saa omfattende, at ingen menneskelig Egenhed let gik forbi hans Blik, uden at han mærkede sig den; han var en stor Menneskekjender, men ingen streng Dommer. Naar han venlig kunde omgaaes de samme Mennesker han satte paa Lærredet som komiske Figurer, saa var det ikke Tvetungethed, men deres pudsige Egenskaber vare for ham en naturlig Ting, som hørte med til Livet.

s. 115 Et Blik som hans var det, er overlegent, og det er den komiske Kunsts Natur, at der er et Overmod i den; dog har han viist os, at dette ogsaa kan forenes med sand Ydmyghed. Han havde Grund til at føle sit Værd og den levende Anerkjendelse, den Beundring, der har fulgt ham paa hele hans Vei, kunde vel friste ham dertil. Men i Intet var han dog saa beundringsværdig, som i den Maade hvorpaa han saae paa sig selv, i Intet var hans Blik saa klart, som naar det gjaldt hans egne Mangler. „Om Nogen er fornøiet med hvad jeg gjør, saa lad ham tage det som det er, men jeg selv er ikke fornøiet dermed. De Store kunne frembringe noget Stort, men jeg har ikke kunnet bringe det videre. “ Saadanne Yttringer vare altid paa hans Læber og fyldte hans Breve. Og som han var i sin Kunst, saa var hans Sind, bestandig en ydmyg Sjæl, som gav Gud Æren for hvad der faldt i hans Lod, men gav sig selv Skammen for hvormeget der stod tilbage. Forfængelige Indbildninger vare ham en Afsky. Hvorledes han er optraadt som Dommer i den Kreds hvor hans Dom skulde høres, veed jeg ikke; som Vedholdenhed i sin Overbeviisning ikke var hans stærkeste Side, kunne hans Udtalelser der maaske have været vexlende nok. Men af mangen fortrolig Samtale og en lang Aarrækkes Omgang veed jeg hvor billig han dømte og hvor venlig han tænkte om enhver Retning og ethvert Trin af Kunsten; thi at sætte sig levende ind i ethvert Menneskes Væsen, det var afgjort hans Styrke. Han var den oprigtigste Sjæl jeg har kjendt; det var mærkværdigt hvad han kunde sige til Andre uden Hensyn til Person eller Stilling, men det var ogsaa mærkværdigt, hvad han kunde sige om sig selv. Han var af Naturen djærv, og da han var lunefuld, kunde i et uheldigt Øieblik hans Djærvhed blive grov, men den gjemte aldrig paa Vrede, uden hvor han forudsatte Smudsighed. Han kjendte ogsaa selv sin Svaghed og s. 116 kunde bedrøvet klage over den, og hvad mere er, han har stridt en alvorlig og vedholdende Strid for at arbeide sig ud af det hensynsløse Væsen, for at lade sit gode Hjerte komme til sin Ret. Det var rørende for Enhver der stod ham nær, at være Vidne til, da den dybeste Sorg han har fristet, gik over ham, da hans elskede Hustru som med sin stærke og trofaste Characteer, sin rolige, klare og begavede Aand var bleven hans Livs Støtte, saa hurtig og af en saa forfærdelig Sygdom blev reven bort fra ham og hans Børn, hvorledes da hans Indre videde sig ud til idel Kjærlighed; hvorledes han søgte Lindring i sin Sorg ved at dele den med Enhver der havde kjendt hende, hvorledes han i samvittighedsfuld Følelse af, at han kunde have staaet tilbage i Kjærlighedens Opoffrelse, nu søgte Hjælp for sin Skrøbelighed og Naade for sin Synd i overstrømmende Hjertelighed mod ethvert Menneske han mødte, som om han var angst for at have overseet Nogen.

8*

Han bøiede sig for det Hellige, hvor han mødte det i sand og ærværdig Skikkelse, og han vilde helst modtage det i Kirkens strenge Form; han havde sin Bibel kjær. Sine vidtvirkende Tanker og sit stærktbevægede Hjerte kunde han vanskelig bringe til Ro under den Helligaands Fred, det følte han, men som et Barn der trænger til Overbærenhed, som en fattig Sjæl ved den store Nadvere tænkte han sig helst at staae for sin Gud. „Du siger jeg maa berede mig paa Døden‟, sagde han til mig, da jeg i de tunge Dage, da hans sidste Sygdom først havde grebet ham, sad ved hans Seng — „men jeg kan det, ikke, der er en Gjæring i mig, en Higen i mig, altid fremad, altid fremad, saaledes har det altid været!“ — „Ikke paa Døden“, svarede jeg ham, „den kan intet Menneske berede sig paa, den er Guds Gjerning, men paa Evigheden “ — og naar jeg talte til ham om den, gik intet Ord tabt for ham. Kun een Ting skjød han fra s. 117 sig, naar jeg mindede om, at ogsaa Kunstens skjønne Syner kunde i Evigheden komme igjen. I et saadant Øieblik var ogsaa hans rige Kunst med al dens Herlighed kun Verdens Væsen; han fæstede sit Blik paa dens sande Helligdom, paa Sjælens Frelse. Saa lad ogsaa det være den Velsignelse, vi i den hellige Evigheds Navn lyse over hans Liv, at vi troe, at dens fromme Ydmyghed og fromme Kjærlighed mildelig har bredet sin forsonende Kaabe over alt det, hans urolige Tanke ikke kunde komme til Fred med.

Det er et stort Livs Minde vi her opgjøre. Gud give, det længe maa leve og længe maa virke som en velgjørende Aand over vort Folk. Vilhelm Marstrands Navn skal ikke døe saalænge hans Billeder leve, det frygte vi ikke for, men heller ikke hans Liv som Menneske, hans sunde aabne Sjæl, hans rige og glimrende Aand og oprigtige velsignede Hjerte skal glemmes, saalidt som den ædle mandige Skikkelse, hvori hans underlig friske selvforglemmende Væsen var saa levende præget. Hans Børn ville hænge derved med deres Hjerte, som de altid have hængt om hans Hals og mange flere Børn end de, thi det var han Manden til hvor han kom frem; men vi Gamle ville ogsaa hænge med vort Hjerte derved. Gud styrke dem i deres Sorg og Gud hjælpe os alle ved Alt, hvad Aanden arbeider i og Hjertet hænger ved. Gud velsigne dette Huus, som i mere end een Henseende var hans Hjem, og give åt den evige Viisdom, der som en Kunstnerinde leger for Guds Aasyn fra Dag til Dag maa have sin Hjertensglæde af Alt, hvad her virkes, af Alt hvormed hun tjenes af sine Børn.

Amen!