1879, d. 23. Oktober, fra Provsten til Lund:
„Kjære Hr. Pastor Lund!
„Under den 9. d. M. har De — som Svar paa mit Spørgsmaal, hvorvidt De ved sidste Foraarskonfirmation har taget Deres Konfirmander til Alters paa selve Konfirmationsdagen — meddelt, at De i de to sidste Aar har sat de konfirmeredes første Altergang i umiddelbar Forbindelse med Konfirmationshøjtiden ; og De har i den Anledning paaberaabt Dem saavel den i Hertugdømmet Slesvig indtil Fredsslutningen 1864 efter Deres Formening gjældende Praksis, som ogsaa det Faktum, at der inden for Kongerigets Grænser findes Menigheder, hvor Forholdet imellem Konfirmation og Altergang allerede i længere Tid skal have været ordnet paa samme Maade som hos Dem de to sidste Aar, ligesom De ogsaa har henvist til den Omstændighed, af mange af Deres Konfirmander bor saa fjærnt fra Kirken, at der ikke kan være Tale om, at deres Forældre kan være til Stede baade ved deres Konfirmation og første Altergang, naar der skal ligge otte Dage imellem disse to Højtider. Jeg skal i den Anledning tillade mig at bemærke følgende:
„Hvorledes Forholdene i Sønderjylland har været ordnede, er mig ikke bekjendt; jeg véd, at det der ikke var ualmindeligt, at Konfirmandernes Overhøring var henlagt til en andens. 4Dag end den egentlig Konfirmationshandling; derimod har jeg aldrig hørt, at det var almindelig Skik, at den første Altergang skete umiddelbart efter Konfirmationen. Men det forekommer mig imidlertid, at, selv om dette har været Tilfældet, har det ingen Betydning i den foreliggende Sag, da den kirkelige Lovgivning i Hertugdømmet Slesvig og Kongeriget i saa mange Henseender afveg fra hinanden. Derimod véd jeg, at i Følge den danske Lovgivnings Bestemmelser er det ikke blot ikke tilladt at holde Altergang paa Konfirmationsdagen, men endogsaa paa det bestemteste forbudet. Det hedder nemlig i Konfirmationsforordningen af 13. Januar 1736, § 5: at ingen Kommunion maa finde Sted paa de Dage Konfirmationen forrettes, undtagen i Kjøbenhavn og paa de Steder, hvor Menighederne er store, hvor da Kommunionen, hvis det er nødvendigt, at den holdes, vil være at henlægge til Froprædiken i Stedet for til Højmesse; og denne Bestemmelse fremtræder netop i det paagjældende Lovsted som foranlediget af det Hensyn, at Gudstjenesten ellers vilde blive for lang. Og dette synes mig ogsaa fuldt indlysende. Skal der først prædikes og derpaa holdes en ordentlig grundig Katekisation, forinden den egentlige Konfirmationshandling finder Sted, vil der næppe blive nogen Plads til overs til Skriftemaal, Absolution og Distribution af Nadverelementerne, med mindre baade de ældre og i Særdeleshed Konfirmanderne trættes og overlæsses. Og navnlig vil den aandelige Spænding let for de sidste blive for stærk, naar to saadanne store og betydningsfulde Handlinger som Konfirmationen og den første Altergang paa samme Dag skulle foretages. I Konfirmationsforordningen forbydes det som sagt, dog uden at der her findes nærmere fastsat nogen bestemt Dag, paa hvilken den konfirmerede Ungdom for første Gang skulde gaa til Herrens Bord. Derfor var det heller ikke ualmindeligt i den første Tid efter Konfirmationens Indførelse, at der kunde hengaa et halvt Aars Tid eller mere, forinden de konfirmerede gik til Alters. Dette Forhold blev imidlertid forandret ved Forordningen af 25. Maj 1759, i hvis § 4 det med Henvisning til den forskjellige Praksis i saa Henseende udtrykkelig fastsættes, „at naar Børn ere konfirmerede, de straks næste Søndag efter deres Konfirmation skulle søge Alterens Sakramente“. Og det er saa langt fra, at denne Lovbestemmelse er antikveret, at det endogsaa i Kirke- og Undervisningsministeriets Skrivelse af 4. Juni 1873 udtrykkelig bemærkes, „at den fremdeles staar ved Magt og navnlig ikke er afskaffet ved Lov om Kirkernes Brug af 25. Marts 1872, samts. 5at Afvigelser fra denne Bestemmelse i Reglen maa tilstaas af Ministeriet, men at det selvfølgelig maa overlades til Biskoppen efter Omstændighederne at meddele Tilladelse dertil, naar Forholdene ikke tillade at indhente Ministeriets Resolution“. I Overensstemmelse med denne Betragtningsmaade har Ministeriet derfor ogsaa ved forskjellige Lejligheder, i alt Fald saa vidt mig bekjendt ikke mindre end tre Gange i den senere Tid, nemlig i Skrivelser af 19. Marts 1862, 11. Marts 1870 og 15. Februar 1876, paa Grund af, at Paasken i disse Aar indtraf temmelig sent, bemyndiget Biskopperne til efter nærmere Andragende at give Tilladelse til, at de konfirmeredes Altergang maatte finde Sted paa en Søgnedag forinden den 1. Maj. Men der har i disse Resolutioner aldrig været den fjærneste Antydning af Muligheden af at holde Konfirmation og Kommunion paa en og samme Dag. At gjøre dette, vilde vistnok ogsaa stride imod vor Kirkes Opfattelse af Konfirmationens Begreb som en Handling, der paa en Gang i lige Grad staar i Relation til Daaben og Nadveren. Dens Betydning som Bekræftelse af Daabspagten vilde let efterhaanden komme til at vige i den almindelige Bevidsthed for den Opfattelse, at den kun skulde pege fremad mod Nadveren og være en Forberedelse til denne; og i Stedet for at den nu fremtræder som en selvstændig Handling, vilde den ved en saadan ensidig Opfattelse komme til at staa blot som en anden Form for den Overhøring forinden Nadveren, som tidligere fandt Sted forinden Anordningen af Konfirmationen. Selv i den svenske Kirke, hvor den Handling, der svarer til Konfirmationen hos os, i den Grad findes sat i Relation til Nadverens Sakramente, at Ungdommen, som indstiller sig, endogsaa kaldes Nattvardsbarnen, og ikke, som hos os, „ Konfirmander foregaar Altergangen ikke paa samme Dag som Daabsbekræftelsen har fundet Sted, men først paa den efterfølgende Søndag. Saa meget mindre vilde det da være passende, om man i vor Landskirke, i den danske Folkekirke, hvor der forefindes en virkelig „Konfirmation“, en Daabsbekræftelse med Haandspaalæggelse, vilde etablere en ny Praksis, hvorved denne Handlings Betydning i en væsentlig Grad vilde svækkes og afkræftes. At der gives Præster i vor Folkekirke, som allerede i længere Tid har ladet Ungdommens Konfirmation og første Altergang foregaa paa en og samme Dag, deri ligger der, efter min Formening, ikke noget følgeværdigt Præcedens, eftersom det naturligvis kun har været paa Grund af Ubekjendskab med den kirkelige Lovgivnings Bestemmelser, de have anvendt denne Fremgangsmaade.s. 6Og det forekommer mig derfor at være en Pligt for Tilsynet, overalt hvor man kommer til Kundskab om en saadan Uregelmæssighed, at gjøre vedkommende opmærksom paa det ulovmedholdelige i en saadan Fremgangsmaade; dermed maa jeg motivere min Optræden i den foreliggende Sag.
„Der er imidlertid endnu et Punkt i Deres Skrivelse til mig, som jeg ikke tør lade uberørt, og det er det ønskelige i, at Forældrene kan være til Stede baade ved Børnenes Konfirmation og ved deres første Altergang, hvad De mener, ikke vil kunne lade sig gjøre for saadannes Vedkommende, som bor mellem 10 og 20 Mil fra Kirken, hvis der skal ligge en hel Uge imellem Konfirmationen og Altergangen. Det stiller sig i denne Henseende ogsaa for mig som det ønskeligste og naturligste, at Forældrene ledsage deres Børn baade til Konflrmationsakten og til Herrens Bord, i Særdeleshed første Gang de komme der; og skulde jeg anbefale en Undtagelse fra det almindelige og ved Lovgivningen paabudne, saa vilde Hensynet hertil i en væsentlig Grad være bestemmende for mig. Dog, at dette Hensyn skulde kunne nødvendiggjøre en saa principiel Forandring, som den af Dem ønskede og nu i to Aar praktiserede, kan jeg ikke tænke mig. Det er f. Eks. vel for det første ikke hvert Aar, De har Konfirmander saa lang Vejs fra; og for det andet, naar dette er Tilfældet, er det vel ikke alle Forældrene, der har lige vanskeligt ved med en Uges Mellemrum at rejse to Gange fra deres Hjem til Kirken. Der er vel endogsaa mange i Deres Menighed af dem, der bor langt borte, som Søndag efter Søndag komme til Kirke hos Dem, og det vil vel saaledes i Reglen være faa Familier, for hvilke det kan være nogen væsentlig Gene at indfinde sig med deres Børn baade paa Konfirmationsdagen og ved Altergangen den paafølgende Søndag. Men ogsaa til saadanne faa bør der tages Hensyn; og jeg kan næppe tænke mig, at der fra Kirkeministeriets Side vilde blive lagt nogen Hindring i Vejen, hvis De i saadanne særegne Tilfælde ansøgte om Tilladelse til enten at holde en privat Altergang for saadanne enkelte Familier eller at udsætte Konfirmandaltergangen en Uge længere end foreskrevet i Loven.
„I Henhold til det her udviklede, som jeg haaber De vil optage i al Venlighed uden noget Spor af Fortrydelighed, ligesom det ogsaa fra min Side er fremsat saaledes, forventer jeg, at De for Fremtiden kun efter forudgaaende Ansøgning til Kirke- og Undervisningsministeriet afholder Konfirmation og Altergang for den af Dem forberedede Ungdom paa anden Maades. 7end foreskrevet i Konfirmationsritualet af 13. Januar 1736, § 5 og sammes Appendiks, nemlig Forordningen af 25. Maj 1759, § 4. Og undertegner jeg mig sluttelig med megen Agtelse o. s. v.“