Danmarks Breve

BREV TIL: Peter Engel Lind FRA: Rasmus Lund (1880-03-13)

1880, d. 13. Marts, fra Lund til Biskoppen:

„Højærværdige Hr. Biskop Lind!

„Da jeg véd, at Deres Højærværdighed er bekjendt med den Brevveksling, der har fundet Sted mellem Hr. Provst Cederfeld de Simonsen og mig angaaende Konfirmationen og de unges første Altergang, tillader jeg mig at henvende disse Linjer til Dem. De véd, at jeg i de senere Aar har stedet de unge til Nadveren paa selve Konfirmationsdagen, selvfølgelig efter at Konfirmationshandlingen var afsluttet. Jeg troede saaledes at kunne tale med Konfirmanderne til større Gavn og Glæde, og jeg og mange i Menigheden med mig bar fundet, at der var Velsignelse derved, og at det kunde gjøres til Opbyggelse, uden at nogen derved blev overanstrængt. Det kommer jo heller ikke an paa Handlingens Længde.

„Saa har denne Fremgangsmaade ogsaa næsten paanødt sig os, da der saa at sige aarligt og atter i Aar er flere Børn, hvis Hjem ligger saa langt borte, at der aldeles ikke kan være Tale om, at Forældrene kan være med deres Børn baade paa Konfirmationsdagen og ved den første Altergang, naar der skal ligge otte Dage imellem. Rejsen er for lang og bekostelig til, at den kan gjøres to Gange i saa kort Tid. Og være saa længe borte fra Hjemmet især paa en saadan Aarstid, formaar ie færreste. Jeg vilde være saa meget mere ængstelig ved at ændre den Fremgangsmaade, vi er blevne glade ved, som jeg har stor Grund til at være taknemmelig for den store Opmærksomhed og Kjærlighed, hvormed saavel Konfirmationen og de unges første Gang til Nadverbordet har været fulgt, som ogsaa Forberedelsen dertil, saaledes som den gives hos mig. Der møder ofte ikke faa baade af dem, der i de senere Aar er konfirmerede, og af Konfirmandernes Forældre og Slægtninge eller andre ældre i Menigheden, naar jeg har de unge for mig og samtaler med dem i mit Hjem.

„Jeg tror ogsaa, det vil indrømmes, at jeg ikke kunde bave nogen Betænkelighed ved at optage den oven nævnte Skik. Jeg var ingenlunde meget kjendt med Lovgivningsbestemmelserne paa dette Omraade. Og det stod ikke blot for mig, at vor Regering havde indført denne Sæd i Søndrjylland i de sidste Aar før den ulykkelige Krig. Men jeg vidste ogsaa, at den allerede længe havde været brugt paa nogle Steder i den danske Folkekirke, medens paa andre Søgnedage har været benyttede ved de unges første Altergang, og atter andre Steder disse i Pastorater s. 11 med flere Kirker har søgt denne sammen med deres Fort ældre ikke al Tid paa den anden Søndag efter Paaske, men naar Højmessetjenesten faldt i deres egen Sognekirke.

„Naar det har været sagt mig, at det kunde befrygtes, at Konfirmationens Karakter som selvstændig Handling kunde lide ved den Opfattelse, der kunde følge af den os brugte Fremgangsmaade, da kan jeg vist vente venligt Øre for den Betragtning, at da Konfirmationen blev indført som Led i den folkekirkelige Ordning hos os, blev dens Karakter som selvstændig Handling lykkeligvis ikke anderledes hævdet, end det kunde bestaa med dens bestemte Forbindelse med Daaben som Vedkjendelsen af dens Naadepagt, og med Nadveren, hvortil den just derfor giver Adgang. Og det vil jo vistnok billiges, om der lige saa varligt vaagedes over, at Konfirmationen ikke fik en saadan Selvstændighed, der vilde stille Herrens Naadegjerning i Daaben og Nadveren i Skygge.

„Dog tør jeg vist forudsætte, at Hovedhensynet ved den Indvending, der er gjort mod mig, er Forholdet til den folkekirkelige Lovgivning i det Stykke, der ikke skal tillade nogen anden Tid for de unges første Altergang, end den ottende Dag efter Konfirmationen. Jeg vil slet ikke søge at modsige dette, men kun i al Ærbødighed henstille, at Bestemmelsen derom jo ikke er fremkommen for at hæmme en Fremgangsmaade, som den, der hos os er brugt, og det er mit gode Haab, at den heller ikke vil blive anvendt derimod; men meget mere er den given for at hindre, at den første Altergang udsættes. Men navnlig tør jeg vist ogsaa minde om, at Bestemmelsen stammer fra en Tid, da Kirkestyrelsen fastsatte Tidsfrist baade for Børnenes Daab og første Nadvere, hvad jo i Folkekirken nu ikke kan eller vil hævdes. Der vilde jo ikke, hverken for Samvittighedens Skyld eller med Lovens Billigelse, kunne lægges den Fader eller Moder nogen Hindring i Vejen, der kom med sit konfirmerede Barn ikke Søndagen efter Konfirmationen, men en senere Søndag og begjærede Adgang til Nadverbordet. Det er derfor min ærbødige og kjærlige Henstilling til Biskoppen, om De ikke maatte anse den af mig brugte Fremgangsmaade for at være i saa lidt virkelig Strid med det folkekirkeligt fastsatte, at De vilde kunne undlade at lægge nogen Hindring i Vejen for det, der er mange kristne til Gavn og Glæde“.