Danmarks Breve

BREV TIL: Peter Engel Lind FRA: Rasmus Lund (1882-01-23)

1882, d. 23. Januar, fra Lund til Biskoppen:

Højærværdige Hr. Biskop Lind!

„I Anledning af Deres Højærværdigheds mig gjennem Provsten tilstillede Forlangende om nærmere Oplysninger, forinden De til Ministeriet fremsender Valgmenighedens Andragende af 21. Oktober f. A. angaaende de unges Konfirmation og første Altergang, skal jeg tillade mig at meddele:

„Naar den hos os brugte Fremgangsmaade i Andragendet er nævnet, da har jeg troet, det fulgte af sig selv, at dermed var ment Forbindelsen mellem Konfirmationen og den første Altergang paa én Dag, i det Spørgsmaalet om Tilsigelsen af Syndernes Forladelse var behandlet for sig selv neden for.

„Med Hensyn til dette 3kal jeg tilføje, at der vistnok i Sønderjylland var stor Forskjel paa Skikkene i den Henseende. Den Frihed, der ved den saakaldte „Adlerske Agende“ var indrømmet, benyttedes saaledes, at f. Eks. en meget bekjendt dansk Præst, hos hvem jeg under min Tjeneste i Haderslev Provsti oftere søgte Alteret, nøjedes med at slutte den saakaldte Skriftetale med en almindelig Forsikring om Syndsforladelsen under Pagtens Vilkaar, uden at den henvendtes særlig til den enkelte eller nogen Haandspaalæggelse fandt Sted.

„Kort førend jeg efter den ulykkelige Fredsslutning drog s. 21 fra Sønderjylland ind i Kongeriget og begyndte Præstegjerningen her, hørte jeg en af Landets ældste Præster i et stort Møde sige, at han troede ikke en Gang, at det var udtrykkelig forbudt i Loven at tage nogen til Alters uden at han havde været til Skrifte. Det var sjælden truffet ham, men han havde forbudt Kirkebetjenten at forhindre nogen. Denne Udtalelse findes trykt i en offentlig udgiven Beretning om Mødet (det kirkelige Vennemøde i Kjøbenhavn 9.—10. September 1863 ved L. Wagner, Side 35), og jeg véd ikke af, at dette blev angrebet eller den nævnte Præst dragen til Ansvar derfor. Jeg er mig alligevel bevidst intet at have villet foretage mod den sædvanlige folkekirkelige Ordning i det Stykke. Jeg har personlig ønsket Skriftemaalet bevaret i dets nuværende Skikkelse, indtil de skiftende Tider maatte medføre en noget anden Indledning til Nadveren. Og jeg har handlet derefter. Da jeg for 10 Aar siden modtog min nuværende Tjeneste, fandt jeg enkelte alvorlige kristne besværede over deu faste Forbindelse mellem det saakaldte Skriftemaal med Tilsigelse af Syudernes Forladelse og Nadveren. — Jeg har da baade i Samtale og offentlig i de saakaldte Skriftetaler omtalt det som Folkekirkens Skik og fremhævet det bedste, jeg selv havde fundet deri. Jeg har heller ikke skjønnet nogen Bevægelse derimod før nu i de allersidste Tider. Og Biskoppen vil vist let fatte, at Spørgsmaalet, hvor det nu kommer frem, faar en særegen Tyngde ved den Vægt, baade De og den øverste folkekirkelige Styrelse har lagt derpaa, da det jo ikke kommer til at angaa Styrelsens formelle Ret lige over for en eller anden Præst, men den dybere Berettigelse til at spærre Nadverbordet for alle, der ikke har taget Del i denne Skik. Jeg vil derfor aabent udtale overfor Biskoppen, atjeg ingenlunde turde nægte et kristent Menneske, der ej havde modtaget den saakaldte Absolution, Adgang til Nadverbordet. Og skulde dette virkelig fordres som en Følge af mit Ordinationsløfte, da havde jeg intet andet at gjøre end at vente Berøvelsen af den kongelige Anerkjendelse, som af Ministeren er stillet mig i Udsigt.

„Med Hensyn til de unge, da har det været min Overbevisning, at den sædvanlige Bekræftelsesbøn efter deres „Ja“ maatte indeholde fuld Forsikring om Syndsforladelsen fra Daaben, °S jeg tror, det vil let forstaaes, at jeg har ømmet mig ved at paalægge dem temmelig umiddelbart efter at modtage en Forsikring under Haandspaalæggelse igjen. For at gjøre det klart, s. 22 hvad der stemmer med det virkelige Forhold, at jeg ikke har ønsket at udelade noget af det, der plejer at lyde i Folkekirken, er det i Henstillingen til Ministeriet fremhævet, at Forsikringen om Syndernes Forladelse var medtaget. Dette er sket ved i selve Bekræftelsesordene, der har været brugte omtrent som de i Alterbogen findes, at indføje: „som har forladt dig alle dine Synder“ umiddelbart før Ønsket eller Bønnen: han opholde dig o. s. v. Dette har, efter alt, hvad jeg mindes, fundet Sted baade i 1879 og 1880.

„Da jeg og mange af mine Venner her har den Overbevisning, at den første Nadvere helst maa slutte sig nær til Vedkjendelsen af Daabspagten og Bekræftelsen i denne, kan jeg ikke nævne nogen bestemt Tid, der efter mit Skjøn burde lægges imellem. Om Samtalen med Børnene kan jeg sige, at den har været lige saa lang som paa mange andre Steder, ligesom ogsaa, at der har været en længere Salme, jeg tror ogsaa to, lagt imellem Konfirmationen og Nadveren. Der har ikke været tænkt paa at ændre dette Forhold, uden at jeg ser mig i Stand til nærmere at bestemme enten Overhøringens Længde eller hvilke Ord og Salmer, der fremtidig kunde tænkes brugte som Overgang.

„At der i Valgmenigheden er holdt Konfirmation i 1881 og hvorledes dermed er gaaet frem, har jeg troet maatte være Biskoppen fuldstændig bekjendt af to Andragender til Dem fra sidste Foraar. Jeg skal imidlertid som Svar paa Deres Spørgsmaal i den Henseende meddele, at det ikke kunde falde mig ind at gjøre, hvad der af den øverste folkekirkelige Myndighed er mig forbuden, uden at give Underretning derom og da modtage den Afsættelse, der er stillet mig i Udsigt.

„Det er med stor Overvindelse, jeg har været med at fremdrage denne Sag paa ny. Jeg er mig ogsaa fuldt bevidst, at det ikke er sket for at holde paa mit eget. Men jeg har ikke turdet undlade det. Baade er det en Hjærtesag for mange af dem, jeg tjener, ikke mindst for dem, der bo saare langt fra mit Hjem. Men dernæst maatte det ogsaa ske for min egen Skyld. Naar Ministeriet for den Afvigelse, her har fundet Sted, under Henvisning til Ordinations-Løftet har stillet mig Berøvelsen af den kongelige Anerkjendelse i Udsigt, og dette er sket paa en Tid, hvorom der er sagt til mig med Rette, at de folkekirkelige Forskrifter udføres saa meget forskjelligt, ja om en Del af dem véd mange af os ikke en Gang, s. 23 hvilken der er den rette Brug, da kan det ikke undre Deres Højærværdighed, at jeg alvorligt har maattet overveje, om jeg ikke under de Omstændigheder var drevet til at henstille til mine høje foresatte, om det ikke vilde være rigtigst at virkeliggjøre denne Trusel. * Jeg har dog ikke turdet gjøre dette uden først at sørge for, at det blev oplyst ikke blot, hvad her er sket, men ogsaa mine Grunde derfor. Og jeg er glad ved den Lejlighed, Biskoppen har givet mig til fyldigere at gjøre dette. “