Danmarks Breve

BREV TIL: Peter Engel Lind FRA: Rasmus Lund (1881-09-27)

Altergang for Børn under den sædvanlige Alder.
1881, d. 27. September, fra Lund til Biskoppen:

„Jeg skal tillade mig at meddele Deres Højærværdighed, at jeg har givet en lille Pige her af Menighedskredsen Nadveren, uagtet hun først gaar i sit niende Aar. Og ligesom jeg selv har været fuldt overbevist om, at jeg ikke turde handle anderledes og rigtig glad ved at opfylde den lille herlige Piges bestemte Begjæring, saaledes haaber jeg ogsaa hos min Biskop at finde et aabent Øre og et kjærligt Sind til at modtage min Beretning. Det er meget langt fra, at jeg, selv om jeg magtede det, kunde ønske en almindelig Børnealtergang. Jeg tror endog, at det under Menighedens nuværende Livsvilkaar hos os vil høre til de sjældnere Tilfælde, at Børnene i en meget yngre Alder end s. 37 den nu sædvanlige, jævnt og naturligt, vil kunne begjære at delagtiggjøres i Nadveren. Men jeg har ikke tvivlet om, hvad jeg ogsaa i dette Tilfælde har set saa underlig bekræftet, at Guds gode Aand, maaske mest under særegne Førelser, kan give en Vækst, som sædvanligst kommer langt senere.

„Lille Kristiane har haft den Lykke at færdes i et Hjem, hvor Kristenlivet leves alvorligt men ogsaa jævnt og sundt, saa hendes Forældre paa ingen Maade har drevet hende fremad til det Ønske, der kom saa stærkt op hos hende. Men hun har fra helt lille af været et livligt og fremmeligt Barn og har nu i lang Tid, vel 4—5 Aar, lidt af Kirtelsygdom, der legemlig har gjort hende til en Stakkel. Hun ligger nu gjærne den halve Dag i ulidelig Smerte, og det kan ej andet end haabes, at hendes Udgang snart maa være for Haanden. Men det er skjønt at se, hvorledes hun har udviklet sig under Trængselen, og hvordan Vorherre har lagt sin Pris paa hendes Barnelæber. Saaledes sagde hun for nogle Dage siden til mig, da jeg havde fortalt hende en bibelsk Historie: „Ja Vorherre er god og stor og kan alle Ting“. Og da vi sang for hende Slutningen af Ingemanns Barnesang: Du lærte os til Gud vore Øjne opslaa, — udbrød hun: Det har han ogsaa lært mig!

„Ønsket om, med sine Forældre, at faa Del i Vorherres Gave paa Nadverbordet, var ikke just nyt hos hende. Men da hendes Forældre omgikkes hende varligt i det Stykke, var det i længere Tid ikke kommet til Orde, saa jeg halvvejs ventede, at det ikke vilde fastholdes. For faa Dage siden sagde hun imidlertid til sin Fader, at hun ønskede hver Dag at komme til Vorherres Bord; men hun vilde ikke forlange det, før hun vidste, at hun skulde, saa fik hun nok Lov. Og da hun kort efter ret barnligt og inderligt bad mig derom, turde jeg ikke nægte at opfylde hendes Ønske.

„Det blev ogsaa en underlig velsignet Stund, da jeg efter at have talt med hende og bekjendt Troen sammen med hende og hendes Forældre, som sædvanlig under Haandspaalæggelse forsikrede dem om Guds Naade og derpaa meddelte dem Nadveren. Hun var meget bevæget, og Kræfterne havde ondt ved at slaa til, men hun sagde os, at hun var rigtig glad og fik nok Lykke til at holde ud, og det opfyldte Gud Fader.

„Jeg har nu givet Dem som en gammel kristen Mand og som min Biskop en Beretning om det, jeg i dette Stykke som Gudsordets Tjener i Menigheden har været vis paa at burde gjøre, og jeg vil bede Dem om, at bevare baade min lille Veninde s. 38 og mig selv og min Gjerning i et kjærligt Hjærte og have os med i et godt Ønske for Livets sunde Fremvækst, som Gud Fader vil give Lykke til.“