Danmarks Breve

BREV TIL: Rasmus Lund FRA: Carl Cederfeld de Simonsen (1882-08-17)

1882, d. 17. Avgust, fra Provsten til Lund:

„Fra Biskoppen har jeg under 16. d. M. erholdt Meddelelse om, at Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet under 15. dennes har tilskrevet ham som følger:

„„Med behagelig Skrivelse af 26. f. M. har Deres Højærværdighed tilstillet Ministeriet en af Valgmenighedspræst Lund i Øster Jølby afgiven Erklæring om, at han er villig til at erlægge den ham ved Ministeriets Skrivelse af 2. Juni d A alternativt paalagte Bøde af 100 Kr. til Statskassen, fordi han havde taget en tolvaarig Dreng til Alters, uanset at det af Deres Højærværdighed var blevet meddelt ham, at han derved vilde handle mod Kirkens Forskrifter, hvortil han har føjet den Udtalelse, at han, om et saadant eller lignende Tilfælde i Fremtiden møder ham, nødes til at handle paa samme Maade.

„„Ved at meddele Deres Højærværdighed Tilstaaelse for Modtagelsen af det med bemældte Skrivelse endvidere fulgte Beløb af den nævnte Bøde, skulde Ministeriet tjenstligst tilføje til Bekjendtgjørelse for Valgmenighedspræst Lund, at det for Tiden skal indskrænke sig til at tage det fornødne Forbehold med Hensyn til hans ovenfor anførte Udtalelse. “

„Hvilket jeg herved ikke undlader tjenstligen at meddele Deres Velærværdighed til fornøden Efterretning i Henhold til det mig i Biskoppens Kommunikation givne Paalæg.“

Spørgsraaalet om Børnenes Adgang til Nadveren var tildels kommen tidligere frem end Skriftemaalssagen. Hverken Menigheden eller jeg drømte om en almindelig Børne- Altergang. Vi ønskede kun at komme Trangen i Møde, hvor Livet selv havde fremkaldt den hos et Barn i kristne Forældres Huse. Meddelelsen om den lille niaarige syge Piges Altergang modtog Biskoppen saare velvilligt. Da jeg henvendte mig til ham for at høre hans Mening i Anledning af Begjæringen om det samme fra en Dreng paa henved 12 Aar og hans Forældre, havde han, som s. 47 det ses, intet Raad * ) at give. Privat anviste han mig kortelig at formane Forældrene til ikke at nære et saadant Ønske hos Barnet og berolige dette med, at det ikke kunde vente, hvad intet Barn i Danmark fik Lov til. Da jeg stod uden Vejledning fra Biskoppens Side, turde jeg ikke udsætte at opfylde Barnets Begjæring, men modtog det efter Samraad med kristne Venner ved Nadverbordet. Jeg kunde i Erklæringen til Ministeriet, da jeg indbetalte den idømte Bøde, frimodigt udtale, at jeg var vis paa at have handlet i Overensstemmelse med mit Præsteløfte, der først fæster os til Vorherres Ord og Ordning, og at jeg i lignende Tilfælde maatte handle paa samme Maade. Jeg havde ogsaa under den Sags Behandling udtalt min Villighed til, om det krævedes, at opgive min Stilling for da at handle, som jeg kunde forsvare det for min Samvittighed.