Wiend. 1. 3. 86.
Min kære Peter. Du blander i dit kærligt skrevne Brev meget sørgelige Sandheder med besynderlige Meninger. Alt hvad Pengene angaar — det er de sørgelige Sandheder. En horribel Tilstand (og tifold horriblere, end du tænker dig — ti — naa —) — men: Tilstanden kan vel bedres. Hos Schorer i Berlin har jeg beholdt min Stilling, som i Løbet af lidt Tid giver god Indtægt. I »Berliner Tageblatt« er man villig til at tage Artikler o. s. v.
Og Maalet — vil du sige? Min Ven — ogsaa der har du en af de sørgelige Sandheder. Maalet forsvinder for mine Øine.
Ja — hvis jeg nu kunde komme til Ro. Hvis jeg ikke plagedes af denne Dødsens Angst ogsaa her at blive udvist. Thi her er dog Wien. Du skriver tre Gange dette Navn — Navnet paa en Millionby ved Donau, Hovedstad i Østrig, bekendt for sin Damelyst og sine skønne, let s. 193færdige Kvinder — med to Udraabstegn. Wien er dog Verden — og er tysk. Ogsaa her findes store Blade, store Forlæggere, ogsaa her kan man arbeide, hvis man faar Ro — vente — hvis man faar Lov dertil. Altsaa — lad os foreløbig se, om jeg faar Ro og Lov.
Min første Gang var til Gesandten, som i en speciel Skrivelse anbefalede Herman de (!) Bang til alle keiserlige Myndigheder. Han var meget elskværdig og sagde, at om Udvisning herfra var der da ikke Tale. (Naar jeg vilde undgaa al Avissnak hjemme, var det for ikke at irritere paany i Berlin og maaske bevirke et »Ønske« fra sammesteds.)
Dernæst vil og maa jeg befæste mig ved Anbefalingsbreve. Hoffory vil sende mig nogle. Havde jeg blot et til Karl Emil Franzos — saa var meget gjort.
Du ser altsaa — at jeg ligesom Myren begynder at bære forfra. Og du tror, min egen Ven, at jeg har meget Mod? At jeg er lykkelig? At jeg slet ikke svimler, naar jeg ser ned ad Bjergsiden. Aa — jo … jeg lever i en stadig Fornemmelse som den, jeg havde i Sommer paa »Hohe Salve«, naar Muldyret behagede s. 194at attraa en Tot Grønt, der hang et Par Alen ud over Afgrunden.
Men — hvorfor jeg da bliver?
Sig mig, hvad er det for et lysteligt Billede, du kan vise mig derhjemme? En Fallit — enfin! Jeg lader det gaa. Men ellers! Jeg indlægger et Brev, som vil være dig interessant. At det er til dig og under Taushed, behøver jeg ikke at sige. Doktoren og Ottesen har dikteret det. Det er det gamle fra ifjor ved denne Tid. Hvad jeg har lidt ved at læse det — jeg saa igen for mine Øine alle dette Aars resultatløse Anstrængelser, mine Seire, som tomme Blærer, mine Forhaabninger kostumerede som Ligbærere. Og jeg skriver imorgen atter mit Nei.
Selv om ikke personlige Forhold gjorde mig en Stilling i dette Blad 1 umulig, vilde jeg — og derfor er mit Nei intet Offer — ikke passe mere hjemme. Eders Stridigheder er mig smaa; Eders Kamp frugtesløs, fordi den gaar imod Verdensstrømmen; Eders Ledere snart trætte … der er større Syn; jeg har set dem, der s. 195er store Aander: herude mærker man idetmindste Vingeslagene af deres Geni.
I »Politiken« — jeg kan skrive der, naar jeg er ude. Hvis jeg var hjemme, var en anden Stilling mig for lidt. Du ved, jeg staar svært under nogen. Og jeg tror, det var bedst — om jeg ikke tog nogen Plads ved »Politiken« hjemme.
Med alt det har du Ret i, at Stillingen er slem — foreløbig, selv om det viser sig, at jeg kan blive i Østrig (for at naa det, ingen stærke Ord om eller for mig — ikke engang til en Boldt 1); thi de nordiske Blade vil … ikke have mine Korrespondancer: »Dagens Nyheter« ikke, »Handelstidningen« sparsomt, »Aftenposten« ikke, Bergen betaler ikke. Ser du — det er egenlig Ulykkens Kærne. Thi vilde de Blade tage mine Artikler, kunde jeg jo vel igen om et Par Dage skrive løs — men nu! Nu maa jeg bare skrive paa min Bog, for hvilken A … skal have Pengene. Og hvordan bliver vel en Bog, skreven under saadanne Forhold.
s. 196Vil du, min Ven, strax sende mig et Exemplar af »Fædra« og »Hverdagskampe«. Det er mig meget vigtigt. Kan E. B. ikke anbefale mig nogetsteds?
Lev vel.
Din
Herman.