Danmarks Breve

BREV TIL: Louise Lange FRA: Julius Henrik Lange (1867-07)

TIL HUSTRUEN (i
Zürich
).
Paris, Torsdag [Juli 1867].

Min elskede Louise!

Imorges vaagnede jeg ved, at min Ven Jean, der af en »garçon« at være er temmelig skaldet, kom ind i Kam- s. 14 meret med min Kaffe og med sit sædvanlige Spørgsmaal: »Monsieur a bien dormi?« og da jeg trøstede ham med, at jeg havde sovet meget godt, svarede han filosofisk: »Ah, la jeunesse dort toujours bien!«

Derpaa gav han mig to Breve, som jeg — til min Forfærdelse, havde jeg nær sagt — saa’, vare begge fra dig. Ét Brev havde jeg ventet, helst saa langt som muligt; men to er blot til at gøre Folk bange for, at der er hændt noget overordentligt. Jeg lukkede det tyndeste op først, som jeg rigtig sluttede, maatte være det seneste, og saa’, at der ikke var noget i Vejen …

Igaar var jeg i 8 Timer ude i den store Udstilling. Tiden smelter paa en foruroligende og forbavsende, men meget behagelig Maade bort for En, naar man er derude. Jeg saa’ egentlig blot paa de franske Malerier og gjorde en Spaseretur gennem den østerlandske Afdeling (Kina, Japan, Siam, Persien, Ægypten osv.); det var overordentlig interessant. Den franske Malerkunst interesserede mig ikke mindre; ingen i Verden vil kunne nægte, at den glimrer og funkler af Talent og Dygtighed, og at den, netop hvor den er allerbedst, virkelig er fransk. Figurmalerne bryder jeg mig endda mindre om, eller rettere sagt, jeg har ikke saa megen rigtig Sympathi med deres Figurmaleri, der forresten indbefatter ganske udmærkede Kunstnere; men du skulde se deres Landskaber! Jeg forsikrer dig til, at der er en Følelse, et Sværmeri for Naturen, den simple, upyntede Natur, tidt i meget beskedne Motiver, som ganske kan fortrylle En. Der er en af dem, en yngre Kunstner, Daubigny, jeg har ikke engang kendt hans Navn før, som helt indtog mig, især ved et Landskab: en Eftermiddag i Forsommeren, en aaben Mark med et Hegn til venstre og nogle blomstrende Kirsebærtræer paa Marken. Deres mest fejrede Figurmaler, M. Cabanel, derimod gør en lignende Virkning paa mig, som om jeg fik en stor Skefuld Syltetøj i Munden. Men nu er du vel ked af den Snak om Ting, som du ikke kender.

Idag i Louvre, da jeg stod foran Venus fra Milo, traf jeg et Menneske, jeg gerne vilde træffe, en ung Nordmand, Bætzmann, ansat ved Universitetsbibliotheket i Kristiania. Da han var hensunken i Beskuelse og ikke mærkede mig, gik jeg hen og tiltalte ham ved Navn. Vi talte lidt sammen og besluttede at gøre noget Følgeskab s. 15 med hinanden; saa du kan dog trøste dig med, at jeg ikke er ganske mutters ene. Forøvrigt hænder det ikke saa sjælden, at jeg i Forbigaaende hører mit Modersmaal tale af Mennesker, jeg ikke kender, især paa den store Udstilling. Forleden hørte jeg de gode danske Ord, der rørte mig saaledes, at jeg nær havde aabenbaret mig: »Død og Pine, det er mageløst«. Ellers hører man alle mulige Sprog og ser alle mulige og umulige Slags Ting …

Din
Julius.