Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Louis Ussing FRA: Julius Henrik Lange (1867-07-07)

TTL PROF. J. L. USSING.
Paris, 7. Juli 1867.

Kære Hr. Professor!

Min yngste Broder skriver til mig, at han har besøgt Dem, og at De har begæret Brev fra mig. Jeg burde s. 16 vistnok ikke have ventet med at skrive, da De ogsaa for denne Rejses Vedkommende har gjort saa meget for at aabne mig Veje. Men paa Rejser tager det ene Øjeblik det andet; det Øjeblik, da man kan aflægge en ordentlig Beretning, er ikke saa let at vælge, at man ikke kan trænge til et Stød udenfra for at skrive. Saa meget til en daarlig Undskyldning.

Jeg skal først give Dem et Skema, kortfattet og tørt, over vor Rejserute. Den 2den April over Kiel til Altona, Hannover (½ Dag — Byen fortjener virkelig ½ Dag) til Köln (1½ Dag), Antwerpen (2½ Dag); derfra direkte til London (7 Uger). Fra London over Ostende, Brügge (nogle Timer), Gent (1 Dag, vel anvendt til at se van Eyck), Brüssel (nogle Timer), Mainz (½ Dag), til Zürich. Der havde jeg med min Hustru i min Broders og Svigerindes Selskab et idyllisk Alpeliv i 14 Dage og tog saa efter 2 Dages Ophold i Basel — et Ophold, som jeg er glad ved — alene til Paris, hvor jeg nu har været i 14 Dage. Min Hustru fulgte mig ikke til Paris, men blev i Zürich; selv havde jeg faaet for meget Blod paa Tanden til at slaa mig længere til Ro der og holde Sommerferie. Jeg trængte til at faa meget at se og vilde ogsaa nødig gaa helt udenom Paris. Nu fortryder jeg heller ikke min Beslutning.

De vil af selve Rejseruten omtrent kunne slutte Dem til, hvad det er, jeg har set, og vide, at jeg med Hensyn paa at se Kunst har ført et sandt Herreliv. I Köln var det naturligvis Kirkerne, i Antwerpen Malerierne i Museet og Kirkerne, som jeg saa’ paa. Man kan dér lære Rubens at kende paa en storartet — skønt forresten noget ensidig — Maade; man ser ham næsten kun som kirkelig Maler. Skønne v. Dyck’er, v. Eyck’er osv. og en Tizian faar man i Tilgift. — I London begrænsede jeg mig temmelig stærkt til Antikerne. Jeg tik mig ved Gosch’s — middelbart altsaa ved Deres — Hjælp en »students’ticket« til Skulptursamlingen og til »the reading room«. Denne herlige Adgang til Museet har, tror jeg, havt stor og varig Betydning for mig. De véd, at jeg ser langsomt; men jeg bestræber mig for at se grundigt, og jeg haaber ogsaa, at jeg ved dette mit Ophold i London har faaet Karakteren af de forskellige arkitektoniske Skulpturer fra Grækenland — de atheniensiske, figaliske, halikarnassiske, s. 17 lykiske osv. — saaledes ind i Hovedet og i Øjnene, at jeg ikke skal glemme dem. Jeg er ogsaa meget glad over at have set grundig de ægyptiske og især de assyriske Ting. Jeg kom rigtignok daglig paa tusinde forskellige Maader til at føle, at min Konferens-Afhandling om Relieffet vilde være kommet til at se noget anderledes ud, hvis den var skrevet efter i Stedet for før mit Besøg i British Museum; men jeg kom ogsaa til at føle, at baade den og mit Forfatterskab til Katalogen over Akademiets Afstøbninger hjalp mig meget til at sætte Tanker i Bevægelse og til at fæstne og klare Indtrykkene. Naar man har skrevet om en Ting — det være nok saa ufuldkomment —, føler man sig meget mere interesseret i at opfatte rigtigt. Imidlertid var min Interesse ogsaa dér, skønt jeg fik det altsammen ret godt set, temmelig ulige fordelt; Parthenonstingene, især Østgavlen og Frisen, maatte jeg atter og atter tilbage til. De fortræffelige Sager i 2den Etage, Bronzer, Terrakotter, Vaser, Malerier osv., fik jeg set — enkelte Ting med Opmærksomhed; men af meget fik jeg kun et Indtryk af den umaadelige Rigdom. Det lille gehejme Kabinet med Kostbarhederne (Portlands-Vasen, prægtige skaarne Stene fra Blacas’s Samling) fik jeg aflagt et opmærksomt Besøg. De udstoppede Dyr lod jeg ganske i Fred. Af Mønter saa jeg ikke en eneste; Prof. Müller sagde mig, inden jeg rejste, at Kabinettet i København havde i Original eller Afstøbning alt af Interesse. Jeg glæder mig til engang at se dem, men glæder mig ogsaa ved, at jeg ikke fordybede mig i dem ved mit Ophold i London: der var nok at gøre alligevel. — Gosch præsenterede mig for Dr. Birch 1 , som var særdeles forekommende og indladende imod mig, hver Gang jeg traf ham i Museet. Vi rørte ikke ved Politiken, der jo (efter hvad De fortalte mig) skal være et farligt Æmne, naar man taler med ham, men jeg blues ved at tilstaa, at jeg for det meste talte Tysk med ham; det er uheldigvis det eneste fremmede Sprog, som jeg taler med Sikkerhed og Frejdighed. Han forestillede mig for Mr. Newton, Mausoleets Opgraver og nu »keeper« af Museets arkæologiske Afdeling. Det førte imidlertid ikke til noget videre; s. 18 Mr. Newton er en smuk Mand og slet ikke uhøflig, men paa ingen Maade indladende.

Det forstaar sig af sig selv, at jeg aflagde adskillige Besøg i Kensington-Museet, der jo nu — foreløbig — gemmer Rafaels Kartoner. Den bedste Glæde af Bekendtskabet med Kartonerne havde jeg dog allerede taget forud ved at se saa godt, jeg kunde, paa Fotografierne, der ere i København, og der jo give alt, hvad det sjælelige Udtryk angaar. Derimod lærte jeg rigtignok adskilligt nyt med Hensyn paa deres maleriske og dekorative Virkning ved at se den milde, simple, lette Kolorit og ved at se dem i stor Maalestok. Jeg saa’ naturligvis ogsaa de nyere engelske Malere, dog ikke saa grundig, som jeg nu kunde ønske at have sét dem. Hvilket besynderligt Sammensurium er ellers ikke dette Kensington-Museum! Man kommer hvert Øjeblik til at tro, at man gaar i en Butik. Saadanne Ting som Rafaels Kartoner faa i disse Omgivelser næsten Karakter af gamle Sjældenheder, i Stedet for af mægtige Værker af Ide og Følelse, som de ere.

Nationalgalleriet, som — jeg havde nær sagt Gudskelov! — er temmelig lille, fik jeg ret godt og endogsaa temmelig fuldstændig set. Det egner sig ogsaa netop til at ses fuldstændig, fordi det er et saa instruktivt Galleri i kunsthistorisk Henseende, foruden at det ejer saadanne Vidundere som Tizians Portræt af Ariost, Rembrandts Selvportræt, v. Eycks Mand og Kone osv. osv. Her saa’ jeg mange Kunstnere repræsenterede, som jeg før kun havde kendt af Navn eller af en tarvelig Afbildning; det er netop et godt Galleri at begynde med. — I Krystalpaladset var jeg 3 Gange og havde god Gavn af at lade saa meget af den antike og moderne Skulptur passere Revue. — Til Slutningen var jeg ude i Hampton Court; især for Mantegnas Skyld; man kender ham vist ikke, uden at man har været der. Han overraskede i alt Fald mig ved at være en i mange Maader helt anden Mantegna end den, jeg hidtil havde havt Forestilling om; men det maa have været en meget kompliceret og mangfoldig Kunstnernatur, det kan man ogsaa lære i Louvre. — I Mr. Thomas Barings fortræffelige Samling bleve min Hustru og jeg førte ind af en fortræffelig Gentleman, som vi havde Adresse til; men som Fører var han for meget Selskabsmand og for lidt Kunstelsker, til at der blev Tid s. 19 og Ro til at se Tingene, som vi gerne vilde. Jeg saa’ ogsaa den aarlige Udstilling — eller rettere, jeg kunde ikke faa den at se for lutter Trængsel, og samme Udstilling forhindrede mig til min Sorg, uagtet jeg havde de bedste Anbefalinger, i at faa Kunstakademiets Samling at se; det bedrøvede mig især for Leonardos berømte Kartons Skyld. — Forøvrigt kan De forstaa, at jeg havde den største Glæde af Westminster og Temple og megen Morskab af at se Wellingtons Rytterstatue paa tværs af Triumfbuen ved Hyde Park — og af meget andet.

Fra Rejsen fra London til Zürich priser jeg især min Lykke ved at have set v. Eycks (halve) Alter i Gent. Ved gode Drikkepenge til Kirkebetjenten fik min Hustru og jeg Lov til at blive halvanden rolig Time i Kirken ved Billedet og kappedes om at gøre Opdagelser i den uendelige Mangfoldighed i dette fortræffelige Billede. I Zürich havde jeg i ledige Timer en meget god lille Afstøbningssamling i Polytechnicum at ty til, hvor jeg lærte adskillige nye Ting at kende.

Ja, nu er jeg i Paris, en By, som vel til dagligdags kunde give en kunstelskende rejsende nok at bestille, og hvor meget mere da nu, hvor man faar den store Exposition med og endda kan blive forstyrret i sin Ro ved Kejsere og Sultaner! Jeg skammer mig egentlig, da jeg med altfor megen Filosofi erklærede til Dem — saa vidt jeg mindes —, i alt Fald til Prof. Høyen, at jeg brød mig ikke synderlig om at komme der, især i denne Tid. Det er jo ganske vist, at hvad antik Kunst angaar, er her i Sammenligning med London ikke saa meget betydeligt, og hvad det asiatiske og ægyptiske angaar, faar jeg her vel næppe noget nyt Syn paa Tingene, naar jeg hverken vil være ægyptisk eller asiatisk Arkæolog. Tilmed forekommer Louvres Skulptursamling mig at være saa skammelig slet indrettet, hvad Belysning og Opstilling angaar, at Nydelsen ledsages af stadige Ærgrelser; det er næsten kun Venus fra Milo, der er betænkt med et godt Lys og en god Plads. Her er man dog ikke desto mindre bedre forsynet med Terrakotter og Bronzer end i British Museum. Men det, som aldeles har overvældet mig her og bragt mig foreløbig ud af det antike Spor, er den uforlignelige Malerisamling. Jeg tilstaar, at jeg ikke har moralsk Kraft til at modstaa de Snarer og s. 20 Fristelser, som stilles mig af Paul Veronese, Tizian, Rafael, Leonardo, Rubens, v. Dyck, Rembrandt osv. i det uendelige — lad mig da ikke glemme Correggio! Foreløbig har jeg ikke set meget andet end det, og jeg bestræber mig i det hele ved en fornuftig Inddeling af min Tid for ikke at blive altfor overvældet. Jeg har tilbragt en Dag i den store Udstilling og moret mig saa godt derude, at jeg skammer mig endnu mere over, at jeg saa villig søber den Kaal, jeg før spyttede i. Men der hører en solid Konstitution, stærke Ben og navnlig en god Hukommelse til at komme godt fra et Pariser-Ophold i denne Tid — foruden nogle Penge; thi billigt er her ikke, hvad nogle Folk saa sige.

For en 6 Ugers Tid siden blev jeg behagelig overrasket ved at erfare, at Universitetet havde givet mig Rejseunderstøttelse, og af et Par Breve fra København synes det, som om Ministeriet har fulgt dette prisværdige Exempel. Jeg er lidt spændt paa at erfare, om Rygtet vil bekræfte sig, og har skrevet til min Broder, at han skal lade mig det vide.

Jeg trænger hyppig stærkt til at tale med en kyndig Mand om alt det, jeg ser; det kan vel være sundt nok at være anvist til en tvungen Ensomhed (i videnskabelig Henseende); men meget vilde dog blive friskere og livligere ved en Tankeudvexling, foruden at man tidt kan trænge til en Oplysning. Jeg har nu f. Ex. set i Afstøbning (i Stockholm og Zürich) en Torso, Overkrop og Hoved af en ung mandlig Figur, skægløs, fyldig uden at være fed; og nu finder jeg i Louvre Originalen, angivet som en Flodgud, fundet paa Delos. Det er i mine Tanker et af de allerfortræffeligste antike Skulpturværker, saa bredt og livfuldt og mesterligt som noget. Der er adskillige andre enkelte Værker, som jeg gerne vilde udgyde mit Hjerte angaaende, og der er en hel Del Sammenhænge, som jeg særdeles gerne vilde have klarede. De maa i det hele ikke tro, at jeg, fortryllet af det moderne Maleris Herligheder, skal glemme at passe paa Traadene i den antike Skulptur.

Ja, jeg frygter næsten for, kære Prof. Ussing, at De vil finde, De har faaet mere, end De har begæret. Vil De hilse Deres Frue mange Gange fra mig; ligeledes Prof. Høyen og hans Familie, naar De ser dem. Hvis s. 21 De træffer Ploug, vil De da hilse ham. Jeg havde egentlig megen Lyst til at skrive til Prof. Høyen; men jeg vil helst vente, til jeg er kommet fra Paris.

Deres
Jul. Lange.