Danmarks Breve

BREV TIL: Louise Lange FRA: Julius Henrik Lange (1868-01-08)

TIL SAMME.
Parma, 8. Jan. [1868].

Min Elskede!

I Morges var jeg saa fornuftig at begynde med at gaa mig en Tur lidt uden om Byen, som ligner lidt København, og da alt laa bedækket med Sne, kunde man for Indtrykkets Skyld ligesaa gerne tænke sig, at man var et Par Hundrede Mile Nord som Syd for København. Kl. 10½ gik jeg til Domkirken og kom op i dens Kuppel — der er ikke nogen hel indre Omgang om Kuplen, men fire smaa Døre med Jernrækværk, hvorfra man ser saa meget af Kuplen, som man bedst kan. Jeg vil ikke rose mig af at have faaet alle disse Hundreder af Hoveder og Par Hundreder af Arme og især Ben, hvoraf den egentlige himmelske Herlighed ved denne Kuppel bestaar, redt nøiagtig fra hverandre — Gud véd, om Correggio selv nøjagtig har vidst, hvilke Hoveder der hørte til hvilke Ben! — men jeg har faaet et klart Billede af den hele s. 25 Sammenhæng og Mening med denne famose Komposition og naturligvis sét nøje paa mange Enkeltheder som Exempler. Jeg véd ikke, hvordan jeg har det med Correggio; jeg maa først paa nogen Distance fra ham. Vist er det, at der er Ting ved denne Kuppel — og ved alle hans Malerier —, som ere saa grænseløst forbavsende, i rent kunstnerisk Henseende, at det intet Under er, der er Folk, som have forskrevet sig til ham. Man véd — i ganske bogstavelig Forstand — ikke, hvad der er malet og hvad der er virkeligt, naar man staar nedenunder: virkeligt Lys og malet Lys, virkelige Skygger og malede Skygger se ud, som om begge Dele vare lige virkelige. Det allermest uforskammede er, at han imellem selve Kuplens Vinduer, hvorfra Vorherres eget Dagslys strømmer ind, maler Ting og Figurer i et paradisisk Lys ovenfra og endda faar dem til at staa saa rundt og frit og virkeligt, som om man kunde spasere oppe imellem dem. Det havde jeg ikke troet, at nogen kunde være faldet paa; man skulde i alt Fald tro, at sligt Vovestykke maatte glippe. I Grunden holder jeg meget mere af det lille Camera S. Paolo (Abbedissens Spisestue); det forbavsende er dér ikke sat saaledes paa Spidsen, men alt er forresten skønnere, sundere og yndigere. Af Billederne i Galleriet, som man ser i den herligste Ro og i udmærket Lys, lærer jeg meget, hvad Farve angaar. Der er et af dem, som forestiller to Helgeners Henrettelse: den hellige Placidus har allerede faaet et drabeligt Hug i Siden af sin Hals; men Bøddelen, som maa være en Stymper i sit Fag, staar og svinger Sabelen til et nyt. Imidlertid benytter den hellige Mand det sidste Øjeblik, medens hans Hoved dingler ved en Stump Hals, til at kaste et Par gruelig smægtende Øjne og et allerkæreste Smil op til Vorherre. Det er græsselig umenneskeligt. Der er mig saa meget gaadefuldt ved Correggios Sjæl. Jeg kender ham nok, forsaavidt jeg har en tydelig Følelse af Slægtskab mellem alt, hvad jeg har set af ham, enten det saa gaar i den ene eller den anden Retning; men det skulde være mig meget vanskeligt at faa fat paa Traadene i ham. Her i Parma dyrkes han som en Gud. Jeg har gjort et Slags Bekendtskab med en ung Kunstner fra Turin, der rigtignok kopierer, men ellers er ganske skikkelig; for ham kan intet i denne eller den anden Verden s. 26 lignes ved Correggio. Det kan nok være, at jeg engang kommer til at afsky denne store Mand; men her i Parma kan jeg endnu ikke, og der maa maaske gaa nogle Aar først.

I Eftermiddags var jeg atter lidt forsét, skønt jeg ikke havde begyndt saa tidlig som igaar, og i Aften har jeg for at forslaa Ensomheden været henne til de 3 første Akter af »I Vespri Siciliani«, der bliver opført med stort Halløj og Spektakel i et ellers stort og smukt Theater. Der var en Primadonna, som var højere end alle Skuespillerne, sikkert sine gode 3 Alen, og med en, om jeg saa maa sige, 4 Alen høj Stemme. Prægtige Dekorationer, Dans osv. Jeg kedede mig alligevel og gad ikke se det færdigt.

Jeg var inde paa Postkontoret idag og spurgte om Brev, men der var intet. Jeg haaber, at dette i alt Fald er Tegn paa, at du ikke er syg, da du vel véd, det er din Pligt at lade mig vide, hvis du fejler nogetsomhelst. Det er egentlig en Skam, at jeg har taget Rejsetæppet fra dig. Jeg haaber, du tager et Tæppe fra min Seng.

Din
Julias.