Danmarks Breve

BREV TIL: Ludvig Peter Fenger FRA: Julius Henrik Lange (1868-05-15)

TIL ARKITEKT L. FENGER (i
Siena
).
Rom, 15. Maj 1868.

Kære Ven!

Tak for dit Brev fra Siena, som det glædede mig meget at modtage og interesserede mig meget at læse! Det maa jo være en højst mærkelig og lærerig Tur, du har gjort nordpaa, og jeg frygter næsten for, at naar jeg engang imellem har opponeret mod din Methode at se saa mange Ting, saa har der været (ubevidst) en Slags Smag af den Syrlighed, som Rønnebærrene havde for s. 28 Ræven. Især vilde jeg give meget til at se Signorelli i Orvieto, og det vil jo maaske ogsaa lykkes. I Florents kan man nok faa et Billede af en ligeoverfor hans samtidige meget udpræget Ejendommelighed, men ikke noget Indtryk af hans egentlige, store Betydning; og i det Six-tinske Kapel ser man ham jo — i fysisk Henseende — ikke synderlig godt; eller ogsaa drages Øjet altfor stærkt hen imod Michelangelos Loft. — Det, som du fremsætter om den etrnriske Kunst, kan jeg jo kun i meget ringe Grad have selvstændig Mening om; dog forekommer det mig — i det, du meddeler her i Brevet, — ikke at være tilstrækkelig støttet. Det skal jo netop være de ældre (silhouetagtige) Malerier i etruriske Grave, som ikke alene i Stil (thi forsaavidt kunde man jo maaske tale om indbyrdes uafhængig, men analog Udvikling paa de to forskellige Steder), men ogsaa i Indhold forraade mest græsk Indflydelse, og denne Indflydelse kan da vel næppe være udgaaet fra Grækenland efter Aar 450 eller saa omtrent; thi kort efter denne Tid kan man vel antage, at den græske Malerkunst antog et fuldkommen reformeret Præg. Lignende Bevisligheder kunde vel hentes fra Skulpturerne. Men have de fra en tidlig Tid hentet én Art af Kunstindtryk, foruden meget mythisk Indhold og adskillig Sæd og Skik, fra Grækenland (eller om du hellere vil, fra græske Kolonier paa Sicilien f. Ex.), hvorfor da ikke ogsaa den doriske Bygningskunst? At de doriske Former, som findes i Etrurien, stemme overens med de yngre doriske paa Sicilien (og i Storgrækenland?), at de ere blandede med udoriske Elementer — kan man af denne Omstændighed slutte mere, end at de etrurisk-doriske Former have gennemgaaet samme Faser i Udviklingen som de øvrige italisk-doriske? At der ikke er fundet andre end saadanne doriske Former, kan dette ifølge en rimelig Sandsynlighedsberegning bevise, at slige ikke have været til? — Forøvrigt disputerer jeg ingenlunde imod dig for at faa Ret, men blot fordi Spørgsmaalet interesserer mig. Om du erindrer det, findes der ellers ogsaa i det etruriske Museum i Vatikanet Malerier, helt modellerede med Lys og Skygge. Jeg har været der engang senere og skal nok komme der nogle flere Gange, skønt jeg altid faar et ubehageligt Indtryk af de egentlig Skønhedssans manglende, paa Kunst tungnemme Etrusker. Jeg véd ikke, s. 29 om det er noget rent individuelt hos mig, at den etruskiske Kunst har et underlig hykkelsk Præg. Lune er den da aldeles blottet for; og det, som skal forestille Glæde ved Livet, Dans, Leg osv., forekommer mig at være saa underlig løjet. Og saa denne modbydelige Tilbøjelighed til at fremstille det rigtig rædselsfuldt-liglugtende, som i disse Dæmoner! Lærer man egentlig mere Kunst af dem, end man lærer Filosofi og Latin af en middelalderlig Munks slette Grammatik og Misforstaaelser af Cicero eller Aristoteles? Er der nogetsteds Spor af nogen kunstnerisk Primitivitet eller selvstændigt Initiativ? Og er ikke deres Kunst som Oversættelse fra Grækerne haandværksmæssig og aandløs i højeste Grad? — Dine Erfaringer om Burckhardt stemme forsaavidt med mine, som Burckhardt forekommer mig højst mangelfuld og ofte skammelig vilkaarlig, dér hvor jeg selv kan føle ham paa Tænderne. Han lader sig exi. gratia tydelig forstaa med, at han antager »Sliberen« i Uffizierne for et moderne Værk, og nævner Michelangelo som rimelig Fader til Barnet (!!!) Det kan man kalde at gaa paa sin egen Haand. Men der staar dog — synes mig — gode Ting i ham, og naar man tager hans Bog som æsthetisk Konversation om Tingene, kan man have adskillig Fornøjelse af ham ved Siden af Ærgrelsen .…

Siden vi skiltes, have vi levet ganske godt. Jeg har været meget i Vatikanet og begynder at føle mig godt hjemme dér, endog blandt Stumperne i Museo Chiaramonti. Jeg er begyndt at foretage en større Bevision af alle Satyrfremstillingerne i Bom. Jeg har nu ogsaa begyndt at give mig i Lag med Preusserne paa Capitolium og har Fornøjelse af deres Bibliothek. En gammel Karl, som hedder Odelli, har jeg været oppe hos; han har Svovltryk af saa godt som alle antike Mønter (og sælger dem for 4 Bajoc Stk.!) og af en stor Mængde Gemmer.

Vi blive hernede i Sommer. Midt i Juni gaa vi ud i Bjergene og midt i Sept., tænker jeg, til Neapel.

Hvis du træffer Ibsen i Florents, saa hils ham meget! Jeg var til et Afskedsgilde for ham paa en Knejpe, hvor han var meget aandrig og elskværdig. Hvis ikke Fanden stak i den Mand et eller andet Sted, vilde han være meget bedre, end han er. Hvis jeg maatte kurere ham, vilde s. 30 jeg ordinere græsk Litteratur eller Kunst, først i smaa Doser, for at han ikke skulde spytte dem ud, senere i større og større, indtil hans Sans for Maal og Form var kommet i Lave. — Louise beder dig meget hilse.

Din
Jul. Lange.