Danmarks Breve

BREV TIL: Lorentz Dietrichson FRA: Julius Henrik Lange (1875-01-09)

TIL PROF. L. DIETBICHSON (i
Stockholm
).
Kbhvn., 9. Januar. 1875.

Kære Dielrichson!

Tak for dit Brev! Iligemaade Tak for dit Tilbud om Exemplarer af min Afhandling 1 . Det er mig virkelig en Glæde, at der endelig engang kan komme en skandinavisk Diskussion om vore Sager (o: de kunstneriske). Jeg antager, at Stenersens Afhandling om Venus fra Melos er Svar paa Bydbergs; ogsaa mig har dette Æmne fristet noget. Hvis I til Afhandlingen skulde bruge en Profil-Fotografi af Figuren, har jeg en saadan paa Lager, udført efter vor Afstøbning; jeg fik den taget, da jeg altid har ment, at hun har været bestemt til at ses i Profil. Jeg tror, at Fotografien giver mig Bet. — At min egen Thesis 2 bliver gjort til Diskussionsæmne, glæder mig oprigtig; og det skal være mig en Fornøjelse at bryde en Lanse i al Agtelse og Venlighed med den gamle Hædersmand Professor Monrad ….. Det nye Tidsskrift burde levere en Drøftelse af de store Bestaurutions-Arbejder i Lund. Og dér bør de danske Forfattere ogsaa have et Ord med i Laget; de have maaske ogsaa flere Midler til Bedømmelse end Svenskerne, eftersom Kirken jo mere tilhører Danmarks Historie end Sveriges. Men de ville maaske ikke billige alt, hvad Zettervall gør.

s. 73 Til dit nye Hus ønsker jeg af Hjertet til Lykke. Quod felix faustumque sit! Gid jeg selv havde et lille Hus!

Din hengivne
Jul. Lange.

At Lange i øvrigt var lidet ivrig som Bidragyder eller efterrettelig som Korrespondent, ses af adskillige af hans Breve til Bedaktøren af Tidsskriftet; et (af 7/9 74) begynder: »Jeg er et Asen! Denne lidet gyldne Sandhed, som ikke er ubekendt for mig selv eller mine nærmeste Venner — skønt de ikke lade mig den høre — er det bedst, at jeg hidsætter strax til fornøden Orientering, og for at den kan være in confesso ved vort Samarbejde.« — et andet Brev (18/3 75):

»Tilgivelse! Tilgivelse! Anger og Fortrydelse! Sæk og Aske! Haarskjorter! Du kan foreskrive mig, hvilken Bod det skal være; dog frabeder jeg mig at staa i den blotte Skjorte og paa bare Ben i fri Luft, da jeg er meget forkølet«; — el tredje Brev (6/11 75):

»Jeg føler vel, at jeg ikke har fortjent din mageløse Overbærenhed og Langmodighed, saa upaalidclig og uordentlig som jeg har baaret mig ad. Men Herregud — »saadan er jeg jo mod alle Mennesker«, som gamle Molbech peb og sang, da Skuespiller Nielsen løftede Stokken mod ham, fordi han havde været grov. Mine udestaaende litterære Forpligtelser begynde snart at gøre mig det for broget.«