Danmarks Breve

BREV TIL: Alfred Christian Larsen FRA: Julius Henrik Lange (1878-03-12)

TIL CAND. THEOL. A. C. LARSEN.
Madrid, 12. Marts 1878.

Kære Ven!

Jeg lever roligt og muntert her, saa lunt i Jordklodens anden Ende, og jeg lever i den Grad udenfor alle københavnske, ja fast udenfor alle Verdensforhold, at jeg først for nylig har opdaget, at Leo XIII har besteget St. Peters Stol, og først en Ugestid efter, lige i disse Dage, har erfaret, at hans Pigenavn var Joachim Pecci. Jeg hører naturligvis ogsaa engang imellem noget om mine allernærmeste gennem min Hustru; men da hun aldeles ikke er Politiker eller deltager i det større Samfundsliv, strækker hun ikke sine Meddelelser ud over det allermest familiære. Nu er det vel sandt, at man ikke rejser udenlands for at have det akkurat ligesaa københavnsk, som naar man er hjemme, og gennem mine Rejsekammerater, der faa fyldigere Efterretninger, erfarer jeg ogsaa et og andet om H. Drachmann og København; men jeg synes, at du engang imellem skulde forbarme dig over mig og skrive mig et Ord til. Allerhelst vilde jeg egentlig, at du vilde afslutte en Gensidighedskontrakt med mig: at vi ganske regelmæssig, hver 14de Dag, skulde sende hinanden et Brev. Er der Stof, saa skrive vi Stof; er der intet Stof, saa skrive vi Sludder.

Jeg har nu været en god Maaned borte og har allerede s. 101 havt godt og rigt Udbytte af min Rejse. Jeg har været 1 Dag i Löwen, 2 Dage i Brüssel, 2 i Paris, 1 i Burgos, 2 i Valladolid, c. 3 Uger i Madrid og derfra en Afstikker paa 3 Dage i Toledo, som, hvad det skønne og morsomme og underholdende angaar, ubetinget er det bedste paa denne Rejse. Men Madrider-Galleriet er jo foreløbig mit egentlige Æmne og giver mig nok at tænke paa og nok at bestille. Jeg tilbringer der regelmæssig 6 Timer om Dagen ; de smelte hen som Dug for Solen, og naar Døren lukkes Kl. 4 og jeg staar udenfor, længes jeg efter at komme derind igen. For den, som arbejder med nogen Fornuft og Sandhedskærlighed, er der Svar paa mange Spørgsmaal, om hvilke jeg gaar og bilder mig ind, at det endda ikke er saa ligegyldigt at faa dem besvarede. Det er min Plan at blive her en Maanedstid endnu.

Spanien er et uhyre tørt Land; den kastilianske Højslette maa antages at kunne tage det op med hvilketsømhelst andet Land, Sahara ikke undtaget, i Tørhed. Den har lidt tørt Græs og enkelte tørre Træer, hvilket Sahara ikke engang har. Men naar man ser ud over den fra en Højde, saa at den omtrent ligner et stort Hav, kan den tage sig storartet og skøn ud, især i Morgenog Aftenbelysning. Og da baade Madrid og Toledo ligge meget højt i Terrainet, kan man se mange store og prægtige Udsigter. Her er et sydlandsk blændende Lys, her er skarpt koldt Aften og Morgen og somme Tider julivarmt ved Middagstid. Træerne begynde at springe ud, forsaavidt her er nogle, og forsaavidt de ikke ere immergrønne. Madrid er en tør By med Tilbøjelighed til det fine og stadselige; Spanierne ere et tørt og smukt og tækkeligt Folkefærd med en svag Tilbøjelighed til Optrækkeri. Men Provinsbyerne og Galleriet ere brillante. Tyrefægtning har jeg endnu ikke set. Forleden Dag spurgte jeg en skikkelig Opvarter, vi have, en ung Italiener fra Turin, om der dog ikke snart kom en Tyrefægtning. Han sagde, at der ventedes nogle i April; han havde set én før, men skulde aldrig komme der mere. Han havde set et Menneske blive flænget op af Tyrens Horn; »men man kan jo se det som et Exempel paa det spanske Barbari«.

Kunsten giver adskillig Lejlighed til at blive lidt fortrolig med den ejendommelig spanske Katholicisme fra s. 102 det 17de Aarhundrede. Det er interessant, men ikke opbyggeligt.

Jeg er meget glad over mit Rejseselskab. Det vilde have været lidt surt at undvære Landsmænds Selskab her. Henningsen beder mig venligst at hilse. Ser du aldrig noget til mit Hjem?

Farvel, skriv en Smule!

Din
Jul. Lange.