Danmarks Breve

BREV TIL: Alfred Christian Larsen FRA: Julius Henrik Lange (1878-04-26)

TIL CAND. THEOL. A. C. LARSEN.
Paris, 26. April 1878.

Kære Ven!

Regelmæssighedens Gudinde, udstyret med Passer, Lineal, Kronometer, Almanak og andre kedsommelige Instrumenter, være mig arme Synder naadig! Jeg har aldrig hørt til hendes flittige Dyrkere, og nu i Aften er det Fredag og ikke Torsdag; og mit sidste Brev skrev s. 113 jeg til dig en Torsdag Aften fra den gode Stad Poitiers, højlovlig Ihukommelse; den staar for mig som en Drøm, forresten meget tydelig. Det er det besynderlige ved Rejselivet, at man i et givet Øjeblik ligesom magasinerer sine Indtryk og Erfaringer, pakker dem ned i en Kuffert eller Kasse og hænger foreløbig Hængelaas for, idet man paa det næste Sted stopper ned i en ny Kasse. Det var mig i Særdeleshed paafaldende i det Øjeblik, jeg forlod Madrid. Jeg havde været meget ivrig for at samle ind baade i min Hukommelse og i mine Notebøger, for bestandig at korrigere og rektificere mine Indtryk af den store Mængde af store Kunstværker, som fandtes dernede. Nu vel, en skøn Middagsstund Kl. 3 hører det hele op, nu faar jeg saa at sige extraderet Boet, foreløbig nedpakket i en Kasse, for at det lettere kan transporteres paa Rejsen, forresten til fri Raadighed som min ubestridelige Ejendom. Naar nu blot ikke Erindringer vare flydende og flygtige Varer, som havde den slemme Egenskab altid til en vis Grad at fordunste til Trods for den omhyggeligste Tilpropning og Tillakning.

Jeg har faaet dit Brev og finder, at du ikke alene er en regelmæssig Korrespondent, men at du ogsaa har alle en god Korrespondents øvrige Egenskaber i fuldt Maal; det var en fornuftig Tanke af mig at invitere paa A. C. Larsen.

Jeg havde egentlig tænkt paa at skrive lidt Katholi-cisme til dig, for at du dog ikke bestandig skulde blive afspist med lutter Vrøvl og Gøgl til Tak for dine Breve. Men hvor uendelig overfladiske ere ikke Rejseindtryk, i alt Fald med Undtagelse af dem, som høre til ens specielle Fag! Paafaldende var det mig den samme Aften, da jeg havde skrevet til dig sidst, at gense til min Fornøjelse to rigtige Franciskanere paa Banegaarden i Poitiers; de sad i Ventesalen, og som alle Munke, der sidde i en Ventesal eller overhovedet paa offentligt Sted, affekterede de naturligvis at læse i nogle hellige Skrifter. Det er ellers saa uhyre sjældent nu at træffe Munke i denne Verden; paa mine to første Rejser til Syden vrimlede de endnu som Fluer i September Maaned. I Poitiers slog forresten den rigtige gode gammeldags Katholicisme mig i det hele i Møde paa en ganske anden Maade end i Spanien; i Madrid mærker man næsten intet til den, i s. 114 alt Fald naar man ikke udtrykkelig søger den, og endog i Provinsbyer som Burgos og Toledo generes man aldeles ikke af den. Men i Poitiers og overhovedet i de franske Provinsbyer er den meget livlig; der i Byen dyrke de den hellige Badegunde med en Iver, som var en bedre Sag værdig. Jeg var pligtskyldigst nede ved hendes Grav og vakte to gamle Koners Forbitrelse ved ikke at ville afkøbe dem Voxlys til at forære Helgeninden; de saa paa mig, som om de vilde sige: »Det vilde saamænd være bedst for din egen Skyld, om du gjorde det; pas du bare paa, hvordan det gaar dig i en anden Verden!« Fortæl mig ved Lejlighed lidt om Radegunde; jeg er ellers ikke helt uvidende i katholske Helgener, men hende har jeg aldrig været præsenteret for før. I Le Mans var jeg Palmesøndag; den var umaadelig katholsk; man gik ind i Kathedralen — som er et overordentligt Pragtstykke — med grønne Grene i Haanden. Da jeg, efter at have tilbragt Formiddagen der, atter gik derhen om Eftermiddagen, fandt jeg en ærværdig Kapuciner med Reb om Livet og et prægtigt langt graat Skæg paa Prædikestolen med en uhyre Tilhørerkreds uden om sig; da jeg holder meget af at høre katholske Prædikener, søgte jeg at arbejde mig hen i Nærheden af ham, men forgæves. Ved nøjere at betragte Tilhørerkredsen bemærkede jeg, at Kvinderne i samme stod i et Forhold til Mændene vistnok omtrent som 50 til 1 — jeg tror ikke, at det er overdrevent; af Mænd var der kun ganske enkelte. I Chartres saa jeg Dominikanere; jeg spurgte mig for, om de havde Kloster der i Byen, men fik til Svar, at der var der kun Nonnekloster; de vare komne fra Poitiers for at prædike i Paasken. Paaskeformiddag var jeg her i Paris inde i Nôtre-Dame: Kirken var fuld; hvor andægtig man var indvendig, skal jeg ikke kunne sige! Jeg saa en prægtig Procession derinde, hvor Ærkebispen bevægede sig med stort Følge og stor Pomp hen imod Kirkens Kor. Jeg fik en tør lille Velsignelse af ham. Det var en gammel Mand med et virkelig ærværdigt Ydre; han gik sin rolige Gang og gav sine Velsignelser, formodentlig tænkende: Jeg kender jer nok, mine gode Parisere; I bryder jer ikke meget om mig og æder mig formodentlig en Gang levende, men jeg velsigner jer nu alligevel, det er mit métier.

s. 115 Sidst jeg var i Paris, havde jeg den Fornøjelse at hilse paa Kejser Napoleon III, da han kørte med Sultan Abdul Medjid, og da han kørte med hele sin Familie hen for at uddele Medailler i Udstillingen. Tempora nuitantur! Nu er her ikke det mindste af den Slags Stads, skønt her er fuldt op af enhver anden Slags Stads. Af Ting, du ellers har omtalt i dine Breve, er Heegaards Bog om Intolerance mig slet ikke ubekendt. Inden jeg rejste hjemme fra, endnu samme Aften, sendte Heegaard mig den i løse Blade, forresten rentrykt, og jeg har læst den paa Vejen. Der er noget smukt og mandigt ved den Bog; og jeg synes ikke, at den er mat skrevet, den er snarere i theoretisk Henseende mat tænkt; der er et Element af Skepticisme i Heegaards Tankegang, som jeg slet ikke kan være med til, og som synes mig ikke at tjene til andet end at utydeliggøre Forestillingerne (saaledes f. Ex. hans Behandling af Begrebet Ensomhed, der ved at gøre det altfor omfattende aldeles tager Nerven fra det). Jeg tror nu ogsaa, du maa indrømme mig, at den Formel: vi véd slet ingen Ting (f. Ex. om Gud og Udødelighed) misbruges til en Stopper for Tanken, hvor den begynder at blive ubehagelig og føre hen, hvor man ifølge sine Præcedenser er bange for at komme. Jeg har virkelig gjort positive Erfaringer desangaaende med rent privatiserende Fritænkere.

Nu skal jeg snart tænke paa at børste mine sorte Klæder ordentlig til den første Maj. Foreløbig er jeg bedt til Middag i Morgen hos Kammerherre Wolfhagen — hvis han tror, at jeg gør Middag til Gengæld, tager han sørgelig fejl. —

Din
Jul. Lange.