Danmarks Breve

BREV TIL: Alfred Christian Larsen FRA: Julius Henrik Lange (1878-05-12)

TIL SAMME.
Auteuil, 12. Maj 1878.

Kære Ven!

Af enkelte Stænk i dit forrige Brev fik jeg det Indtryk, at du var lidt træt af vor Korrespondance. Du har jo unægtelig Bet i, at forsaavidt man kan sammenligne en Korrespondance med et Skakspil, saa har jeg nogle Brikker forud : den største hidtil sete Verdensud- s. 116 stilling, Staden Paris med Mysterierne og det hele, den franske Republik o. s. v. Men forsaavidt du tænker paa mig som Læser, beder jeg dig være overbevist om, at du bereder mig en sand Nydelse med dine Breve, og at jeg har megen Fornøjelse af københavnske Detailler, især naar de serveres af din ironiske Pen, eller i hvilken Stemning og Aand du forresten vil servere dem. Er du derimod virkelig ked af det Stof, som du har til Behandling, saa vil jeg naturligvis ikke plage dig med at tygge Drøv paa det. Men du er jo fuld af Theorier og indre Liv og Tænkning, du kan jo sende mig noget indvortes, hvis du skulde være ked af det udvortes. Det er kedeligt for dig, at du ikke kommer ud og lufter dig i Sommer blandt nogle Bjerge eller f. Ex. i Paris. Jeg har tidligere ytret den Mening, at du ikke gør nok for dit Navn, idet du ved en næsten udelukkende kritisk Virksomhed paa det religiøse Omraade har stillet dig frem i vor Litteratur som en Mand, der bestemmes ved en Bække egne Meninger, men ikke rigtig nedlader sig til den positive Meddelelse. Jeg mener nu, at du skulde vælge dig et Omraade, hvorpaa du kunde have Lyst til at give en positiv belærende Fremstilling, noget økonomisk, politisk, historisk, og at du saa ogsaa skulde kræve og tage din Løn derfor af det Samfund, hvori du lever. Jeg synes ikke, at det vilde være Forræderi mod nogetsomhelst, jeg synes, det vilde gøre Gavn ; og jeg synes, det er paa Tide, at du vogter dig for at blive kørt op i en Krog af det kongelige Bibliotheks Læsesal, hvor der ikke er altfor frisk Luft. Dertil er du for god og har for meget Talent. Men du er stiv som en Karriolhest og vil naturligvis ikke vide noget af, hvad jeg her skriver.

Jeg var forleden Dag i Selskab hos Mac Mahon og forfriskede mig ved at se »Dronning« Isabella af Spanien, »Dronning« Christine af Bourbon, »Kong« Frants af Assisi og »Kong« Amadeo af jeg ved ikke hvad; var Spanien ikke godt repræsenteret? Kronprinsen af Danmark vrimlede om mellem Prinsen af Wales og andre Prinser. Jeg synes, det er noget Vrøvl af Mac Mahon, naar han er Præsident i en Bepublik og paa alle oflicielle Dokumenter kalder sig saaledes, at han saa samler en saadan Buket af Royalisme med saadanne Bosenknopper som Dronning Christine — ikke at tale om Prinsen af Joinville, Hertugen s. 117 af Anmale o. s. v. Der florerede med Baand og Stjerner værre end ved noget Hof. Det glædede mig, at den franske Udenrigsminister Waddington foruden jeg, Pietro Krohn og ganske faa andre bar aldeles jomfruelige Knaphuller; saa stod man da ikke rent til Skamme. Jeg har faaet almindeligt Indbydelseskort til Mac Mahons Torsdags-Receptioner; jeg agter at gaa derhen endnu engang ved Lejlighed for at fortsætte mine astronomiske Studier. Forleden Dag var jeg bedt til Bal hos Agerdyrknings-ministeren og Madame Teisserenc de Bort, men gik ikke. Du fatter nok, at jeg er en meget stor Mand i de franske Regeringskredse; det hele beror paa, at Wolfhagen har ladet mit Navn trykke paa en Liste, som han kalder den danske Kommission paa Udstillingen; det er i Grunden noget Vrøvl og har intet at sige undtagen Invitationerne. — Verdensudstillingen er yderst prægtig, ubetinget det bedste, jeg har set af den Slags; alene et rent ydre Syn af den i smukt Solskinsvejr er virkelig saa storartet og livligt, at det virker som en halv Flaske Champagne. Du synes nu, at jeg er et Barn, som ikke forstaar mig paa Verdens Humbug. Men det er nu det samme! Der er alligevel noget ved at komme op paa et højt Bjerg og have Oversigt over al Verdens Herligheder, selv om man ikke lærer megen Geografi derved. Vor Kunstudstilling tager dobbelt saa megen Plads op som Grækenlands og Portugals tilsammen — tænk bare! — Men at arbejde derinde er en vidtløftig Sag; naar jeg har gaaet der i 3 Morgentimer, forekommer det mig altid som Myren, der p i Stranden. — Lev vel, hils alle gode Venner! Her er saa rædsomt mange Danske.

Din
J. L.