Danmarks Breve

BREV TIL: Alfred Christian Larsen FRA: Julius Henrik Lange (1878-06-30)

TIL SAMME.
Auteuil, 30. Juni 1878.

Kære Ven!

Hvorledes kan du sige om mig, at jeg omgaas med den Plan at støde Rafael og Antiken fra Tronen og sætte Fotografien i deres Sted? Ligesaa lidt, som det kan nytte at nægte Attentatet paa Kejser Wilhelm, Socialismen eller Dr. Nobiling Existens, ligesaa lidt kan det nytte at nægte, hvad man af andre Slags ser for sine Øjne. Du gør mig den ikke ualmindelige Uret at slaa alle paa Tapetet værende radikale Standpunkter i Hartkorn, og da du véd mig skyldig — Sagen er in confesso — i et eller to af dem, saa ogsaa at drage mig til Ansvar for de øvrige, navnlig for »Fotografismen« i Kunsten, som om jeg hyldede den. Ja — vil du maaske sige — man kan ikke saaledes efter Behag pille et eller to Standpunkter ud at være radikal paa : aut Cæsar aut nihil. Jeg vil dertil svare, at jeg slet ikke anser »Radikalisme« som saadan for noget reelt; den er en foreløbig og journalistisk Benævnelse; hvad der i Virkeligheden hører sammen med Hensyn til Standpunktet, er det en meget vanskelig Sag at undersøge. Jeg tror, at jeg er i Ordets egentlige Forstand en Kunstven; jeg kan ganske godt lide baade Antiken og Rafael; ja jeg holder endogsaa en Klat af Plato — som Kunstner. Jeg finder endnu, at der var noget i, hvad en Yngling paa Ehlers’ Kollegium i sin Tid skrev om Fotografi og Kunst, skønt Ynglingen nu — Gud bedre det! — er bleven en gammel Karl. Men Ynglingen vidste dengang ikke rigtig, hvad den gamle Karl har lært paa 3 Verdensudstillinger, at den Distinktion, som han søgte begrebsmæssig at definere, har en stor historisk Betydning og en omfattende Anvendelse paa vor Tid.

Hvad skal man gøre, naar man ser den Kendsgerning, at Fotografismen trænger ind i Kunsten? Skal man sætte sig under en Terebinthe og græde, eller skal man fare ind i Byen og begynde midt paa Place de la Concorde at prædike for de Niniviter? Terebinthen har jeg aldrig holdt af; det kan ikke nytte at være muggen og skænde paa en hypothetisk overjordisk Chikanør, som ikke vil lade Tingene i Verden gaa for sig efter vor Smag. Og hvad det angaar at fare ind i Byen og prædike, saa vil s. 132 jeg forudsætte det bedste Tilfælde, nemlig at nogen vilde høre paa Prædikenen, ja endog at Niniviternes Konge vilde iføre sig Sæk og Aske og falde ned i Støvet og begræde sine Synder og love Bod og Bedring. Det er et Tankeexperiment, men jeg vil alligevel gøre Experimentet. Hvad vilde Følgen blive? Man vilde endnu mindre kunne gøre Kunst end tidligere. Kunsten tager ikke Udgangspunkt og Fart fra Forsæt og Villie og Bod og Bedring. Dyden og Heltemodet maaske, men Kunsten ikke. Jo flere Omvendelser i Kunsten, des flere Svækkelser. Det i Sandhed vederkvægende ved Rafael og Antiken og Tizian og Rembrandt bestaar i den naive og ubrudte Begejstring; men hvor kan man gaa hen og bede en æret Tidsalder som vor, om den behageligst vilde være naiv? Hele Paris’s Demi-monde vilde slaa en skraldende Latter op, og dens »Monde« vilde trække paa Skuldrene med et fint Smil. Og de vilde have Ret. Det vilde være en endnu mere mislykket Opfordring end den, Bournonville som Danselærer i forrige Tider stillede til en lille Grev Moltke : »Klogt Ansigt, lille Moltke!« Hvis jeg nogensinde skulde høre Rafael og Fidias om Natten synge for mig: Vi komme igen! saa vil jeg rejse mig op i Sengen — ikke kaste Nathuen i Hovedet paa dem; det vilde min store Pietet og Kærlighed til dem forbyde mig —, men sige til dem: Gamle Gutter! eders uforlignelige Styrke bestaar i eders Naivitet. Den er god for Kunstnere; men den duer ikke for Folk, som drive Historiens Filosofi. Derfor er det altfor naivt af eder at tro, at I komme igen. Det gode er, at vi have eder, og vi have eder ikke forgæves; men produktive blive I ikke mere — hverken paa den ene eller paa den anden Maade.

I samme Grad som Kunsten gaar op i Fotografismen, i samme Grad hører Kunsten op, det vil sige det kunstneriske i den. Dette er ikke sket endnu; der lever endnu virkelige Kunstnere paa Jorden, man kan endog godt sige: store Kunstnere. Det vil formodentlig i det mindste vare nogle Hundrede Aar, inden det fotografiske Uhyre har slugt den skønne og varme subjektive Opfattelse af Verden — ja paa en vis Maade vil det vel aldrig ske helt. Men jeg vedkender mig den Tro, at det kunstneriske i Kunsten, naar det tages paa langt Hold, gaar tilbage og det fotografiske er i Fremrykning. Det er for mig saa sikkert s. 133 som Dag og Nat, at der i den Kulturudvikling, af hvilken vi ere Medlemmer — og om andre kunne vi ligesaa lidt tale som om Beboerne af Planeten Jupiter — ikke vil komme nogen Kunst, der i Værd og Betydning vil kunne svare til Antiken eller de store Italienere. Skulle vi saa græde derfor? Vi maa for alt i Verden se at gemme godt paa de Rester af den gamle Kunst, som vi have tilbage; men vi maa sige klart og tydelig til os selv, at de tilhøre Fortiden. Derover kunde man kun falde paa at jamre, naar man miskendte Kunstens Rolle og Betydning i Menneskeslægtens psykologiske Udvikling. Kunsten og Videnskaben handle om den samme Sag; det er to subjektivt forskellige Forhold til den samme Verden, to Forhold, som ikke kunne existere i stræng Forstand samtidig hos det samme Subjekt, men maa afløse hinanden, saa-ledes at Kunsten kommer først, Videnskaben bagefter. De svare til to forskellige Stadier i den menneskelige Bevidsthed! Kunsten til den sanselig opfattende, reproducerende. Videnskaben til den analytiske, kombinerende, Love uddragende. Bevidstheden har to Stadier: en billed-dannende og en begrebsdannende. Kunsten er det ene af disse Stadier, fremtrædende som en Verdensidræt, Videnskaben det andet. Psykologisk maa Billeddannelsen gaa forud for Begrebsdannelsen; man maa fastholde Sagens Fænomen, forinden man gaar ud paa at udpunktere den i Begreber, Love og Tanker. Deri ligger for det første, at Kunsten aldrig fuldstændig kan høre op, for det andet, at der kommer et Punkt, da dens principale Rolle i Menneskeheden er udspillet; og dette Punkt er efter min Formening allerede indtruffet for et Par Hundrede Aar siden i Menneskehedens Historie. Fotografismen vil ikke sige andet end Videnskabeliggørelse af Kunsten; man er sig bevidst den dybe Modsætning mellem Objekt og Subjekt; man véd, hvor haardt og koldt det objektive er; man betror sig derfor til den Læremester, der formaar at fastholde Tingenes Fænomen paa en objektiv garanteret Maade. Men man lader sig ganske vist i Virkeligheden narre; thi det, som giver den billeddannende Bevidsthed dens psykologiske Værd som et nødvendigt Led i Bevidsthedsudviklingen, er netop et subjektivt Element; det kan fedt nytte os, at der bliver gjort Billeder: det væsentlige er, at det i Sandhed er os, er Mennesket, s. 134 der helt og fuldt gør dem som Reaktion imod Indtrykkene af det objektive. Fotografismen ræsonnerer som saa: Malerier skulle gøres som Genbilleder af den objektive Verden; det er et gammelt og givet Krav, som den tager uden nærmere Kritik, saa meget mere, som det paa en glædelig Maade betaler sig at lilfredsstille det. Den ræsonnerer fremdeles saa : de hidtil gjorte Malerier tilfredsstille ikke Kravene til Gengivelsen, det lærer man af Fotografien, der med en naturnødvendig Korrekthed giver det naturtro Billede. Det er ganske rigtig ræsonneret, men uheldigvis i en forkert Retning; thi det er ikke det absolut naturtro Billede, som det væsentlig kommer an paa.

Ja, kære Ven! Det var nu en hel Forelæsning — du har gabet 7 Gange; du er 3 Gange falden i et kort Blund i dit Sofahjørne; du har 4 Gange strøget Svovlstikker for paany at tænde din Pibe, der paa Grund af det korte Blund var gaaet ud. Nægt ikke disse beklagelige Kendsgerninger! Men nu skal du ogsaa slippe og har Lov til at springe lidt omkring i Stuen eller gaa dig en Tur for at forfriske dig. Saadanne Forelæsninger er det nok ikke værd at holde for Kunstakademiets Elever, men for en saa gammel og prøvet og mosgroet Marmorblok som dig gaar det vel an. Vi ere begge to umedgørlige Karle, og des bedre kunne vi snakke ud af Posen til hinanden, da vi véd forud, at vi ikke bringe hinanden altfor meget ud af Folderne.

Dette Brev bliver det sidste, som du faar fra min Rejse fra mig. Jeg bliver her i Paris 10—12 Dage endnu, boende inde hos Börjessons ved Siden af min nuværende Bolig i Auteuil. Jeg haaber, at du endnu skriver et Brev til mig, i alt Fald for at tilgive mig min uregelmæssige, men ganske vist fuldkommen foranledigede Pause.

Din
Jul. Lange.

I Aften stor Fest i Paris: »La fête de la paix, du travail, de l’Exposition universelle«.