Lange, Julius Henrik BREV TIL: Hannover, Emil Viggo FRA: Lange, Julius Henrik (1885-08-03)

TIL KUNSTHISTORIKEREN E. HANNOVER (i
Dresden
).
København, 3. Aug. 1885.

Kære Hannooer!

Jeg kommer uvilkaarlig ved at læse Deres sidste Brev tilbage til min Bemærkning i et tidligere om, at De burde s. 200»nyde Deres Ungdom« — en Bemærkning, som jeg tror, forargede Dem en Smule. Den var dog fra min Side virkelig ikke ment som et Raad til at gaa paa Dansebal hver Aften el. desl. Men jeg mener vedblivende, at De er noget uforsigtig med Deres Helbred; det mener jeg virkelig. At sidde i Hundedagene og arbejde med lutter ganske nye Ting, det stiller Krav til Kræfterne, som forudsætter, at man har nok af dem og endda noget tilovers. Hvorfor dog ikke hellere gøre en Bjergtur eller en Sørejse? saa kan De jo forfrisket komme tilbage til Arbejdet.

Naa, det ligger nu udenfor min »Kompetence«. Men De kan jo dog ikke være tjent med, at Maskineriet en skøn Dag nægter at arbejde.

Ellers finder jeg megen Smag i det Æmne, som De har taget Dem for at behandle, og finder Deres Foretagende meget prisværdigt. Jeg har altid været fortryllet af »Zwinger«; og jeg er vis paa, at det er gaaet enhver, der har set den, paa samme Maade, selv i Tider, da det var halsløs Gerning at sværme for Rokoko-Arkitektur. Hvis De har Kræfter, eller naar De faar Kræfter, saa vilde jeg raade Dem til at affatte Deres Arbejde paa Tysk: jeg ønsker somme Tider for mit eget Vedkommende, at jeg i Tide havde valgt mig en beskeden Plads i den tyske Litteratur.

Jeg har skrevet en Afhandling om Correggio i de to sidste Hæfter af »Tilskueren« — det sidste Hæfte er da ikke udkommet endnu. Det er egentlig ment som et Afsnit af mit store Arbejde. Kender De Lermoljeffs (Morellis) Bog om de italienske Mestere i de tyske Gallerier? Han har deri et langt »Bevis« i dramatisk Form for, at den lille læsende Magdalene i Dresden ikke er af Correggio, men af en »dem A. v. d. Werff nahestehenden Niederländer« (hvilken?). Jeg gad nok vide, hvad Tyskerne sige dertil. Mig forekommer Morellis Redegørelse — med al dens Vid og, hvad mere er, dens virkelige Lærdom — umaadelig svag; og i det hele taget bliver jeg meget irriteret af at læse denne Forfatter, som nu udøver en saa stor Indflydelse.

Spørg engang Prof. Treu, om han kan huske mig fra Begyndelsen af Sept. 1880 i Berlin, vi talte dengang flere Gange sammen i Olympia-Afdelingen og andensteds.

s. 201Lev nu vel, kære Hannover, og bær Dem fornuftig ad med Helbreden!

Deres hengivne
Jul. Lange.