Danmarks Breve

BREV TIL: Emil Viggo Hannover FRA: Julius Henrik Lange (1886-04-12)

TIL KUNSTHISTORIKEREN EMIL HANNOVER (i
Paris

).
Kbhvn., 12. April 1886.

Kære Hannover!

Tak for Deres venlige Brev! Hermed haaber jeg at kunne sende Dem Exemplarer af min Bog 1 til Dem selv, Plon, Jacquemont og Soldi — men jeg er ikke vis paa at kunne faa saa mange af min Forlægger.

Det glæder mig, at De fik Kassel og Frankfurt at se paa Udrejsen, og jeg sympathiserer ganske med Deres Begejstring for det lille Frankfurter-Galleri, jeg har ogsaa s. 220 interesseret mig meget livlig for det de to Gange, jeg har været der. Det v. Dyckske Portræt vil forresten ikke behage at stige frem for mit Minde af Forglemmelsens Mørke — derimod Massys (eller hvem det er), v. Eyck, Holbein, Memling, Rembrandt og ypperlige Ting af Italienerne og Spanierne. Det Portræt af »Sebastian del Piombo«, som De nævner (det smukke Dameportræt i den grønne Dragt) er af Lermolielf bestemt som Soddoma, hvilket tiltaler mig.

Ja, ikke sandt? Louvre er en meget stor Indretning, lige fra de gamle Kaldæere og Ægyptere til Watteau — eller endnu halvandet Hundrede Aar længer ned. Med Undtagelse af le Musée de la Marine — og jeg havde nær tilføjet Collection Thiers — har man nok at gøre lige fra Stuen op til Skorstenen i alle Fløjene. Jeg tror ogsaa, at det kan være godt for Dem at have den brave Watteau at holde Dem til, skønt han midt ude paa Søen kan være et temmelig skrøbeligt Anker, og det altid bliver noget vanskeligt at opfatte hele den øvrige Verdenshistorie som Forspil eller Efterspil for Watteau. Men hellere ham end Poussin, som var en kedelig gammel Tante af et noget eftermørknet Temperament, og som netop i Louvre opfører sig meget langtrukkent og tvært. Har De ogsaa indgaaet Forpligtelser med Watteaus »contemporains«? Det forekommer mig snart altfor heroisk og minder om et advarende Sted i Faust, som her ikke er Plads til at citere. Med Undtagelse af Watteau selv forekommer i det hele Louvresamlingen af fransk Kunst fra Ludvig XIVs og XVs Tid mig temmelig uudholdelig, skønt jeg pligtskyldigst har tilbragt adskillige Dage af mit Liv i den. Saa ere Billedhuggerne dog i Grunden bedre end Malerne: Coyzevox, de to ældre Coustou’er (en Terrakottabuste af en Præst) m. m. interessere mig temmelig meget. — Aa det er sandt: Hils Houdons Buster fra mig, og fortæl mig ved Lejlighed om, hvad Fornøjelse De har af Tro-cadéro-Samlingen, og hvordan det sidste Compartiment i den tager sig ud.

Her hjemme fra véd jeg knap noget nyt at fortælle Dem. In rebus publicis synes der at være Vindstille, ligesom Blæsten lykkeligvis ogsaa netop idag er ophørt i Vejret, den Foraarsblæst har somme Tider næsten gjort mig halvtosset. Hvad det private angaar, har jeg ikke s. 221 havt det rigtig godt i de senere Dage. Jeg har havt, hvad Jens for et Aars Tid siden endnu kaldte »daarlig Feber i Maven« og derfor kun været lidet arbejdsdygtig. Men nu gaar det bedre — ligesom med Vejret.

Lev vel, skriv engang igen, naar De er godt oplagt, og anslaa et langsomt Tempo i Deres aandelige Marche!

Deres hengivne
Jul. Lange.