Danmarks Breve

BREV TIL: Emil Viggo Hannover FRA: Julius Henrik Lange (1888-03)

TIL KUNSTHISTORIKEREN E. HANNOVER (i
Dresden
).
Kbhvn., Marls 1888.

Kære Ven

Tak for Deres sidste Breve! Jeg er ganske enig i meget af, hvad De ytrer, jeg har ogsaa navnlig meget imod Tyskernes Videnskab i vort Fag, saa højt som jeg end skatter fleres, navnlig Bodes Viden.

Det fornøjer mig at høre om Deres Foretagender og Studier. Dog kan De nok forstaa, at jeg er lidt misfornøjet med, at De nu begynder at forsømme det vigtige Æmne Max Klinger: det bliver snart 3 Uger siden, at jeg læste Deres sidste Afhandling om denne Storhed, der for vort Publikums Bevidsthed dog vel nu udfylder de 9/10 af Europas Kunst. Vi ere af særdeles Himlens Naade aabenbart forud for hele den øvrige Verden i Opfattelsen af Max Klingers rette Proportioner. Tænk, om De, mens De gaar dernede i Dresden og ser paa Rembrandt og Tizian og Rafael osv., skulde gaa hen og glemme Max Klinger! Ja De mærker maaske, at jeg er ganske forelsket i Navnet: der er noget ved det af en Bjælde, som jo har den specielle Egenskab evig at minde om sin beskedne Tilværelse, hvilket kun kan falde vantro Mennesker lidt trættende.

Naa, nu er De nok gal i Hovedet for Alvor! Men jeg forsikrer Dem, at jeg egentlig er mere gal i Hovedet (i denne Sag) paa Dem end paa Max Klinger. Det eneste, jeg har imod ham — foruden, at hans Raderinger for det meste ere temmelig daarlige, — er, at han hører til de Nutidsflrmaer, som driver en ligefrem Geschäft med Originalitet. Lad ham det! Fejlen er hos dem, som bide paa Krogen.

Naa, nu er De nok endnu mere gal i Hovedet — og jeg forsikrer Dem, at det var ikke min Mening. Men naar jeg ser paa vor egen nyeste Udstilling, saa er jeg slet ikke henrykt over den yngste Slægts Bedrifter. Den unge Kornerup har malet et ældre Bybud eller Kontorbud i afmagret Tilstand og ganske afklædt, pattende sin voxne Datter, og man maa haabe, at han finder bedre Smag i hende, end jeg gør. Knaldende Virkning à la Bonnat — Gud ved, hvor han har lært den! Dagslys over Overkroppen, Maaneskin over Benene; vel under- s. 240 rettede Personer paastaa rigtignok, at det skal være Koldbrand i Benene, men jeg paastaar, at det er Maaneskin — hvilke uhyre og uforudsete Vanskeligheder Kritiken har at kæmpe med! Det gamle Kontorbud, som ingen Klæder har og derfor heller ingen Lomme, maa alligevel have skjult en Lommekam et eller andet Sted; thi hans Haar er nylig friseret tværs over den skallede Isse fra det ene Øre til det andet — saaledes som ældre Kontorbude gøre det. Jeg ved naturligvis meget godt, at Billedet med alt det kunde være et Mesterværk, eller i alt Fald et indholdsrigt Værk; men det er det bare ikke. — Saa er der en forloren Søn ude ved sine Svin, af Christiansen — en fuldkomment pænt vadsket og selv i godt københavnsk Selskab præsentabel Model i en bedrøvet Stilling. — Og saa er der Hammershøjs Job! Ja hvor ondskabsfuld man end er af Naturen, maa man jo indrømme, at dette Billede har en Del mere at sige end de andre, at der er malerisk Klang og Tone i det. Men jeg kan ikke lade være at hviske ganske sagte og ængstelig: Mon det dog ikke skulde være en lille Smule saadan af det, som man i min Ungdom kaldte affektert??? Ak, denne sagte Hvisken vilde løfte sig til et skrækkeligt Raab om en soleklar Kendsgerning: Geschäft und Originalitet! — hvis vi ikke vare saa bange for at blive spiddede paa Karl Madsens og Emil Hannovers spidse Penne. Men saa længe som disse Riddersmænd slaa Vagt om »de yngste« og ikke taale nogen Mukken om noget muggent og usundt paa den Kant, saa vove vi kun at hviske.

Nej lad os holde os til de gamle; der er f. Ex. Professor August Schiøtt, Medlem af Akademiet, R. af D., som har malet den skønne Imogen, der belures i sin Søvn af den snedige Jachimo. Hun er sød, kan De tro, som om hun var bagt af Kagcdejg. Jeg forsikrer Dem, at det er saa lidt usundt, at det kunde anbefales som den ferskeste og mindst hidsende Patient-Diæt.

Kære Ven! De maa ikke optage dette som første Levering af en gennemført Udstillingsanmeldelse, det kunde sikkert blive noget trættende for Dem. Men jeg har under mine Besøg paa Udstillingen tænkt en hel Del paa Dem og gjort Dem nogle Bebrejdelser, fordi De somme Tider er med til at se igennem Fingre med det affekterte og s. 241 overhovedet ikke gør den rette Forskel mellem det, som griber med den naturlige Tilskyndelses Magt, og det, som udklækkes af Trangen til at hitte paa etwasnochniedagewesenes, som kan være en Plakat for én selv.

Der er en ung Debutant, Seligmann, som har malet smukke Ting, — jeg ved ellers intet om ham, ingen kender ham. Den unge Poul Blochs Portræt af sin Fader kan jeg egentlig ikke vurdere saa højt, som mange gøre det. — Zahrtmanns nyeste Leonore Kristine holder jeg mere og mere af, alt som jeg ser paa det; dog er vistnok Hovedliguren her den ringeste.

Naa, nu har De nok af min giftige og galdesyge Passiar — behold nu ingen slem Smag i Munden efter den! Hils Prof. Treu, hvis De skulde se ham, og forsøm ikke at skrive til mig!

Deres hengivne
Jul. Lange.