Lange, Julius Henrik BREV TIL: Bentzon, Therese FRA: Lange, Julius Henrik (1890-11-27)

TIL FRU BENTZON (i
Skaane
).
München. 27. Novbr 1890.

Kæreste Therese!

Her sidder jeg i den Stad München og ønsker, at jeg maa kunne beregne Postens Gang saa godt, at jeg træffer det rette Øjeblik til at skrive, saaledes at du kan have det din Fødselsdag.

Jeg rejser paa Kultusministeriets Foranstaltning — og for dets Penge — paa lutter Gibs, for at samle Erfaringer til Bedste for et vordende Museum for Afstøbninger i København; der er noget af Opgaven, som interesserer mig selv meget, og som jeg er ret godt voxen, men andet, særlig Opstillingen af et kalkulatorisk Overslag over Omkostningerne, som jeg unægtelig endnu famler i et behageligt Tusmørke med; og Ulykken er, at det fra Ministeriets Side naturligvis er det vigtigste af det hele. Jeg vil haabe, at Kunstens og Videnskabens Genier ved Hjælp af de dem tilhørende Fakler — eller Tællepraase — ville bringe Lys i den Sag for mig; thi ellers er jeg temmelig ilde deran.

Nu haaber jeg af et godt Hjerte, kære Søster, at det kommende Aar maa blive godt for dig og din Mand, som du venligst maa hilse. I have jo paa det seneste oplevet adskilligt, som vi kunde ønske bedre; men I have s. 264taget Vanskelighederne som de to prøvede og udviklede Mennesker, I ere, saa at I kunne være en Lære for os andre ....

Her i München har jeg bl. a. besøgt Henrik Ibsen, som er faldet en hel Del af, synes jeg. Han er nu færdig med et Stykke, som paa én Gang udkommer paa Norsk, Engelsk, Tysk, Fransk, Italiensk og Ungarsk. Hans Øjne tindrede, da han fortalte mig det.

Og nu Farvel! Vil du gøre mig en Fornøjelse, saa skriv et Par Ord til mig poste restante, Paris; men du maa ikke vente for længe dermed og skrive tydelig uden-paa og frankere med 20 Øre. Kærlige Hilsener.

Din
Julius.