Lange, Julius Henrik BREV TIL: Werenskiold, Erik FRA: Lange, Julius Henrik (1894-05-18)

TIL MALEBEN E. WEBENSKIOLD (i
Norge
).
Kbhvn., 18. Mai 1894.

Kære Hr. Werenskiold!

Det er en Skam af mig, at jeg nu først kommer til at besvare Deres to venlige Breve; men det trøster mig, at jeg i alt Fald dog ikke derved har forsømt noget, der kunde have væsentlig Betydning eller Interesse for Dem. De har naturligvis »ad officiel Vej« faaet at vide, at vort Galleri har taget imod Byttet; jeg tror, at der herom har hersket Enstemmighed.

Naar De nu gør mig den Ære at spørge mig specielt om min Mening, saa slutter jeg mig til den almindelige (jeg maa dog gøre opmærksom paa, at Publikum endnu ikke har kunnet danne sig nogen Mening — hvis det ellers nogensinde kan det —, da Galleriet med alt, hvad dets er, for Tiden ligger i sit Sommerhi). De maa ikke tro, at jeg slet ikke føler mig tiltrukket af det forrige Billede ¹omtalt i Brevet af 25/10 91.; nu da vi skulle skilles fra det, har jeg en levende Følelse af, at der er et menneskeligt Mysterium i denne fortrolige, søsterlige Samtale henad Tusmørket, at det stille jamrer og vaander sig som af et skjult Saar. De vil maaske sige, at det havde været bedre, om jeg noget før havde tænkt derpaa, og deri har De vel Ret. Men jeg holder alligevel mere af det nye med dets friskere Luft, dets skønnere Farve og elskværdigere Motiv. Jeg kender s. 307niere heri den Werenskiold, som jeg sætter størst Pris paa. Jeg er meget indtaget i disse Børnefigurer, især maaske den forreste lille Gut.

Men en Maler som De bør ikke leve til evige Tider i en Sandørken, maaske ikke engang i Norge. Jeg er ellers Nationalist; men det kommer deraf, at jeg er en uforbederlig Idealist, der betragter Nationerne som de burde være, ikke som de ere. De smaa Nationer ere saa udsatte for at stille, hvad man kunde kalde Provinsfordringer, til deres Kunstnere; og endog de bedste Kunstnere kunne ikke være helt uafhængige af deres Milieu. Luften er dog altid lidt dorsk ude i Provinserne; og skal man bestandig søge Landets ypperste Kunstner ude paa Landet, saa vil det engang hænde, at man træffer ham slumrende paa sin Trone, »med Sceptret bagvendt i den venstre Haand«.

Men hvorfor henfalde i slige abstrakte Betragtninger? Med venlig Hilsen

Deres hengivne
Jul. Lange.