Lange, Julius Henrik BREV TIL: Andersen, Vilhelm Rasmus Andreas FRA: Lange, Julius Henrik (1894-12-27)

TIL CAND. MAG. VILH. ANDEBSEN.
Kbhvn., 27. Dec. 1894.

Hr. Vilhelm Andersen!

Læsningen af Deres højst interessante Bog om Poul Møller giver mig Anledning til en lille Bemærkning, som s. 315ikke gør Krav paa videre Betydning, men som en Mand med Deres Kundskab til og Interesse for alt, hvad der vedkommer Poul Møller, dog ikke vil ringeagte.

Det er ikke nøjagtigt, naar De (S. 318) siger: ogsaa Lange — var borte (nemlig da Poul Møller i Maj 1831 vendte tilbage til Danmark). Min Fader boede dengang i København, giftede sig Aaret efter (April 32) med Louise Paludan-Müller, boede som nygift Mand paa Vesterbro i Poul Møllers Nærhed og flyttede først 33 til Vordingborg som Overlærer ved Latinskolen.

Det har glædet mig af Deres Bog at erfare (S. 278 ff.), at min Faders Venskabsforhold med Poul Møller var dybere og fortroligere, end jeg havde vidst eller man af Olsens Biografi skulde formode. Men sikkert har et Par Aars fornyet venskabelig Omgang havt mere Betydning for min Fader end for Poul Møller, der jo var den ældre og betydeligere. For min Fader var Poul Møller vistnok den kæreste og ypperste Mand, han havde fundet paa Livets Vej.

Jeg lægger særlig Vægt paa Aaret 1832–33; thi derfra skriver sig min Moders meste eller hele personlige Bekendtskab med Poul og Betty Møller. De to unge Familier besøgte hinanden. Min Moder holdt meget af Betty (som var et Aar yngre end hun). I det væsentlige har hun sikkert ogsaa sat stor Pris paa Poul Møller; men hun fandt dog, at hans Person lignede »en Slagter«, og hun følte sig trættet af hans idelige og — som hun har fundet — smaalige Hang til psykologiske Iagttagelser over sine Omgivelser. Dette har hun udtalt og, hvis jeg ikke husker fejl, med en Bibetoning af, at han blærede sig lidt med denne Observationsgave. Da min Moder nu ikke var »den første den bedste«, tillægger jeg hendes Vidnesbyrd nogen Værdi. Men mulig har hun havt et »lille Horn i Siden« paa ham Hvorfor? En nidkær ung Kone er maaske ikke tilbøjelig til at sværme for sin Mands beundrede Ven og Orakel. Heller ikke har hun maaske været til Behag for Poul Møller, som turde have fundet, at hun med sin stærke og dristige Reflexionsevne, der gik i Lag med alt i Himmel og paa Jord og mellem Himmel og Jord, betydelig overskred de Grænser for Kvindelighed, som han — lidt bornert — havde behaget at afstikke. Dette er dog fra min Side kun en Hypothese, om end s. 316en rimelig. Mere paaviseligt er det, at han maa have saaret hende noget ved sine kritiske Udtalelser over hendes yngre og højt elskede Broder Frederik Paludan-Müllers første Arbejder. De berører selv dette Punkt (S. 351 f.), idet De med Hensyn til hans Dom om Fred. Paludan-Müller mere synes at føle Dem frem til det rigtige end at have Dokumenter for Dem. Men jeg erindrer at have hørt af mine Forældre, at Poul Møller har udtalt sig ringeagtende om »Kærlighed ved Hoffet«, hvori han blot saa en Efterklang af Shakespeare og Gozzi — hvad der vel forresten ikke var saa uretfærdigt endda. (Snurrigt nok, at Christian Winther netop roste »Kærlighed ved Hoffet« stærkt og erklærede det for sin Forfatters bedste Arbejde — hvad der visselig var meget uretfærdigt!)

Deres ærbødigste
Jul. Lange.