Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Ludvig Heiberg FRA: Julius Henrik Lange (1895-01-08)

TIL DB. PHIL. J. L. HEIBEBG.
Kbhvn., 8. Jan. 1895.

Kære Ven!

De husker vist, at jeg inden min Bejse talte med Dem om den antike Kunsts Fremstillinger af den voxne Kvinde med det lille Barn, som interessere mig særdeles meget, og som jeg ogsaa i min Bog om Menneskefigurerne gerne vilde behandle fra et overvejende menneskelig-kunstnerisk Synspunkt, kun med sekundært Hensyn til det mythologiske 1 . Paa Rejsen har jeg samlet mere — og betydningsfuldt — Stof til dette vigtige Æmne, i Bom, Neapel, Pisa og Capua (Capua gjorde De mig jo opmærksom paa i denne Sammenhæng, hvilket jeg er Dem meget taknemlig for). Idet jeg nu tager mine Notitser frem til rent foreløbig Behandling og Sammenarbejdeise, kommer jeg til at tænke — med lidt Vemod — paa mine sædvanlige Mangler med Hensyn til den litterære Undersøgelse af antike Æmner. Jeg mener vel, at jeg ved egne Kræfter kunde udrette noget, der ikke var rent overflødigt for Opfattelsen af Oldtidens Kunst; men jeg maatte dog i en saadan Sag være ængstelig forsigtig og kunde kun naa til et meget mangelfuldt Besultat Jeg formoder, at Forholdet mellem Moder eller Fostermoder og det lille Barn s. 317 maa være berørt — muligvis behandlet — paa mange spredte Steder i Oldtidens Litteratur ligesom i dens Kunst; men jeg kender ikke disse Steder og har ikke Forudsætninger til at finde og udnytte dem. Med Hensyn til denne Opgave handles der om meget mere end om at yde mig lidt venskabelig filologisk Hjælp. En saadan kunde jeg i dette Tilfælde ikke engang modtage — dertil er Opgaven fra den litterære Side for stor og vanskelig, da den vel ikke engang fra filologisk Side er forberedt og tilrettelagt. Derimod vil jeg tillade mig at spørge Dem, om De maatte have Tid og Lyst til et virkeligt Samarbejde til Opklaring af denne Sag baade fra litterær og kunstnerisk Side. Hvorledes Udbyttet af et saadant Samarbejde engang skulde publiceres, maatte vi jo nærmere tale om ; men i hvert Fald maatte det da fremtræde lige meget under begges Navne. Jeg véd nu for det første ikke, om De fra Deres Side anerkender Opgavens Betydning — hvad jeg dog efter tidligere Udtalelser af Dem formoder — ; dernæst véd jeg heller ikke, om De har Tid at ofre paa den. Jeg véd kun, at De, hvis De overtog den, vilde tage den med fuldt Alvor og være den bedste Mand til at faa noget ud af den, i alt Fald fra den litterære Side, og at De ogsaa kunde gavne den fra den kunstneriske. Opgaven berører jo ogsaa de attiske Gravmæler.

Betænk Dem paa, om De vil gaa ind paa et saadant Samarbejde, og meddel mig det en Morgenstund paa Skolen! Med Sagens Udførelse har det jo ikke stor Hast; foreløbig har jeg fra min Side kun liden Tid at ofre paa den, da jeg skal holde Forelæsninger baade her og der om ganske andre Æmner. Men jeg vilde imidlertid blive glad og stolt, om De vilde svare ja paa dette Frieri.

Deres hengivne
Jul. Lange.