Danmarks Breve

BREV TIL: Charlotte Ibsen FRA: Julius Henrik Lange (1895-01-13)

TIL FRU C. IBSEN (i
Sorø
).
Kbhvn., 13. Jan. 1895.

Kære Tante Charlotte!

Du maa ikke tro, at det elskværdige og morsomme Brev, som jeg fik fra dig paa Rejsen — var det ikke i Florents? — har været spildt paa mig. Jeg besvarede s. 318 det ikke strax, og jeg var i det hele taget ikke videre tilbøjelig til paa min Rejse at skrive egentlige Breve. Grunden var ganske simpelt den, at der ikke er nogen Fornøjelse ved at skrive Breve — og heller ikke nogen Fornøjelse ved at læse Breve, som ere skrevne — i en kold Stue. ved Skinnet af ét Lys (eller en Lampe, der ikke brænder bedre end ét Lys) og med Papiret liggende paa et Bord, der vakler ynkeligt paa sine Ben. Saaledes og ikke anderledes ere Forholdene paa italienske Hoteller — i alt Fald paa Hoteller af den Bang, som passe for mine fiejsepenge. »Naar Taaen er kold og Byggen vaad, kun lidet Tankerne due.« Ved Dagens Lys ere mine Tanker spilvaagne, naar jeg rejser i Italien, men saa ere de rigtignok ogsaa optagne af mange Ting; om Aftenen maa jeg saa finde mig i at vegetere, spise og drikke, læse Aviser paa Kafeer og kede mig, hvilket man ogsaa finder sig i, naar man skal være saa extra aarvaagen, saa længe Solen er paa Himlen. Godt Selskab falder der jo kun ganske sjældent af; men træffer man Folk, man kan passiare med, modtages de ogsaa som Engle fra Himlen.

Senere tænkte jeg paa at besøge Sorø; men det blev der nu intet af. Og nu sidder jeg til Halsen i Forberedelser til alle de Forelæsninger, jeg skal lyksaliggøre Folk med i Foraarshalvaaret — »Foraar«! ja det lyder saa kønt i Midten af Januar.

Jeg har forresten læst Poul-Møller-Bogen, som du skrev til mig om, og moret mig meget godt over den. Den er unægtelig skrevet med Aand og Talent. Dog finder jeg — og jeg fik det Indtryk, at det ogsaa er din Mening —, at Forfatterens Granskninger over, hvad og hvem Poul Møller paa ethvert Punkt har ment, undertiden ere altfor superfine. Fremfor alt, hvad han skriver om Poul Møllers Digt: »Bevuen«, der forekommer mig, uden at jeg kan bevise det, saa temmelig at være en Efterklang af tysk Romantik. Overhovedet var nu Poul Møller vist ikke saa forfærdelig selvstændig og bestandig »ud af sig selv«, som Forf. vil gøre ham til. Men vist er det, at Bogen er fin og morsom.

Har du sét Fru Sødrings Erindringer? Det er virkelig ogsaa en morsom Bog, uagtet der er saa meget Smaasnak i den; den ligner akkurat sin Forfatterinde, og hun var morsom og »gediegen«. Deri overgik hun da Fru Hei- s. 319 berg til Trods for sin baade i Bredde og Dybde ringere Begavelse.

Skriv mig nu engang, naar du har Tid og Lyst, et lille Brev!

Venlige Hilsener til Ibsen og Sigrid.

Din hengivne
Julius L.