Fra Faderen.
Fredericia, Onsdag den 26. April 1848.
.... Du veed formodentlig allerede, naar dette Brev ankommer, hvad der er skeet ved Slesvig første Paaskedag. Vore kjække Folk bleve angrebne af en overlegen Fjende, og kjæmpede fra Kl. 10 om Formiddagen med Løvemod uden at vakle, tre Gange førte Fjenden friske Tropper mod vore udmattede Folk, som dog afløste hinanden i Kampen. Indtil ud paa Eftermiddagen havde vore brave Folk slaaet Fjenden tilbage, men da Fjenden Kl. 5 førte nye Skarer frem, »blev Kampen staaende«, siges i Rapporten, og successivt ophørte. Vore Folk fik Ordre til Tilbagetog, som iværksattes uden at Fjenden foruroligede dem, altsaa maa han sikkert ogsaa have faaet nok for den Dag. Vore Folk bivouakerede i en Skov ved Isted Kro, omtrent een Mil fra Slesvig. De laae paa den bare Jord i Regnen, uden at have faaet Føde i deres store Udmattelse. Kampen har været meget blodig. Af vore Bekjendte ere faldne Capt. Obel og Frederiksen, saarede Capt. Mechlenburg (amputeret Arm og Been), Næraae, Ltn. Bie og Oberstlt. s. 27Krabbe. 13. Bat. blev opstillet mod et Batterie, det tredie Skud med Granater dræbte Obel og fire Mand, de styrtede over hinanden ....
Vi har sørget med Smerte over vore kjække Folk, der strede som Helte i den ulige Kamp. — Kongen er her endnu i Byen, men vil vistnok rejse idag. — Hele vort Artillerie kom velbeholden ud af Kampen, to Kanoner bleve tagne af Fjenden, men da gjorde Ritmester Würtzen Indhug med en Eskadron fynske Dragoner og tog dem tilbage, der faldt Ltn. Wedel 1), en Søn af Generalen. — 11. Bat. har lidt meget, den siges kun at have to Officerer tilbage. Da vore Folk om Aftenen trak sig igjennem Slesvig paa Tilbagetoget, skjøde forræderiske Borgere ud af Vinduerne paa dem, og da faldt mange. Men Gjengjældelsens Time kommer, naar Gud vil, over Skurkene.
Igaar Tirsdag bleve vi alarmerede her i Byen af nogle fortvivlede Rygter, at Natten mellem Mandag og Tirsdag var vor Hær bleven angreben og ødelagt af Fjenden, at Preusserne kom etc. Alt kom i Forstyrrelse, mange Koner og Børn bleve transporterede til Fyen. Jeg besluttede, at lade Moder og de fire mindste rejse til Ørbæk, Schatt og jeg vilde blive og tage Skæbnen af Guds Haand. Det nødvendigste blev indpakket i Hast, og de skulde rejse i Morges. Men, Gud være lovet, alt var blind Alarm af nogle dumme Flygtninge. Nu er vi rolige for Øjeblikket, men Tøiet staaer indpakket, thi man veed ikke, hvad den næste Time kan bringe. Jeg skal med Guds Hjælp blive paa min Post, og virke, hvad jeg kan, troligen indtil Enden baade som Præst og Dannemand .... Holck er modig og flink, men Justitsraad .. er en Stymper ....