Danmarks Breve

BREV TIL: Holger Frederik Rørdam FRA: Conradine Engelbreth (1849-11-26)

Fra Moderen.
Fredericia, den 26. Nov. 1849.

Min kjæreste Holger! Det er meget længe siden, jeg skrev til Dig, men nu har Du jo haft den kjære Faders Besøg, som formodentlig ogsaa var Dig til stor Overraskelse.

s. 63 Vi gaaer saadan saa smaat og lader Tiden gaa bort, saa jeg veed ikke rigtig, hvor den bliver af, og kan slet ikke faa den til at slaae til. Skat og Maria er stadig i det skjønneste Humeur, de spiller og dandser, taler om de Baller, de har været til, og dem, de har i Vente; saaledes i dette Øjeblik disputeres her stærkt om, hvem Skat skal dandse første Dands med paa Onsdag, da her er Assemblee og Bal i Klubben. Han vil ikke dandse med Maria, og det vil hun endda tilgive ham, da vi har en ung elskværdig Lieutenant Rovsing i Qvarteer, som hun gjør lidt Regning paa, men heller ikke med Sophie H., og det er en stor Forseelse. Her har været et Bal, medens Fader var i Kjøbenhavn, hvor Maria gjorde stor Lykke ....

Jeg sender med Din Ven Skipperen fra Ærøe en Fjerding med nogle Æbler, en Ost og 2 Stkr. røget Kjød. Jeg vilde ikke sende Brevet med ham, da han muligvis vil faa en meget langsom Rejse; maa han blot ikke forlise, det er jo et frygteligt Vejr. Nu vil jeg haabe, at dette Kjød maa være ligesaa behageligt og ligesaa drøjt som det, I fik i Sommer ....

Der er ogsaa en Ting, som jeg vil tale med Dig om, som har gjort mig meget ondt. Skat fortæller mig, at Du nu saa godt som slet ikke omgaaes ***, at han er blevet saa besynderlig o. s. v. Det er ret bedrøvelig; jeg vilde saa gjerne, at I skulde blive ved at holde af ham. Du maa tale kjærligt med ham og see, at Du kan fjerne det, som er Eder i Vejen, det er dog Din ældste Ven, og jeg troer ikke, han er paa en god Vej, naar han ikke kan komme ud af det med Dig. Skat fortæller ogsaa, som ligeledes smerter mig meget, at Dine Strømper begynder at ældes; det er mig næsten et Hjærtestød; imidlertid skal jeg gjøre, hvad jeg kan, men det s. 64 vil vare lidt, da baade Spindekoner og Farvere her i Byen ere langsomme som Snegle .... Levvel, min elskede Søn. Skat, Maria, de smaa Piger og Drenge hilse Dig kjærligst.

Din elskende Moder.

Den Fjerding, Æblerne er i, kan Du brænde, naar Du har spist dem.

s. 65

s. 66