Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Ludvig Heiberg FRA: Johanne Luise Heiberg (1854-07-01)

Wien, Løverdagen, d. 1. Juli 1854, Morgen.

I Aftes var vi da for sidste Gang i Bourg-Theatret, hvor vi saae Romeo og Julie. En taalelig Romeo, en græsselig Julie var Udbyttet. Vi have nu seet alle Bourg-Theatrets første Kunstnere og Kunstnerinder. Der er Talenter der imellem, men de bedste ere gamle ligesom hos os. Romeo og Julie blev her spilt i to Timer og tre Qvarteer, hvoraf Du kan tænke Dig hvor forkortet Stykket var. Det kan nok være at Stykkerne her i det hele taget er bedre sat i Scenen. Masserne bevæger sig med Lethed, her fægtes uden at opvække Latter som hos os. De mindre Roller blive bedre udførte, da Personalet her er betydelig større end hos os, og gode Skuespillere ikke vægre sig for at overtage mindre Roller, men dette fraregnet har Bourg-Theatret viist sig for mig som temmelig vissent. Her gives Stykker, baade alvorlige og s. 147 muntre, som ikke vilde opleve meer end een eneste Aften hos os, og knap to i Casino. Du faaer altsaa Ret i Din Mening om dette Theater, og hvad jeg har opnaaet ved at see det er, at jeg nu kan tale med derom, men det er ogsaa det eneste Udbytte jeg har deraf. Staaer vort ikke over det, under det kan jeg umuligt tro at det staaer.

Min kjære Ludvig! ved atter at gjennemlæse Dit sidste kjære Brev, som vist var femte eller sjette Gang, thi naar jeg længes al for meget, da læser jeg Dine Breve, skriver Du om de mørke Nætter vi have i Wien. Jeg veed slet ikke, hvorledes Nætterne see ud i Wien. Husene her er saa høie, at Gaderne ere som høie Værelser, hvor Loftet mangler, man seer en smal Strimmel Himmel foroven, hvor intet Stjernebillede er at gjenkjende, dernæst er Gas-Belysningen saa stærk, at den forhindrer Een fra at see om Natten er lys eller mørk. Naar jeg om Aftenen slukker mit Lys for at gaae i Seng, er min Stue ganske oplyst af Gas-Lygten paa Gaden. Det var noget for Dig, ikke sandt? Forleden gik jeg hen paa et Torv for dog en Gang igjen at see de bekjendte Stjernebilleder, saaledes længtes jeg efter dem. Jeg saae op paa den store Bjørn, og tænkte paa hiin Tid da min Gave af den lille Stjerne gjorde Dig saa glad. 1) I Gaar vare vi atter i Schön-Brunnen, der er udmærket smukt, men atter bleve vi overfaldede af en Tordenbyge, hvormed fulgte en vidunderlig Orkan, som brak store Grene af Træerne, rev Løvet af, saa hele Jorden var som oversaaet med Blade. Det maae ikke være noget ualmindeligt her, thi det lod ikke til at gjøre stort Indtryk paa Folk. Vi vare akkurat komne ind i Hus, som vel var. Det lille Græsstraae plukkede jeg derude til Dig. Det er hvad man kalder Hjerte-Straae. Det er en Trøst paa et fremmed Sted og i et fremmed Land at finde de velbekjendte Planter og de søde smaae Blomster. Saalænge man seer disse gamle Venner, synes man dog at staae i Forbindelse med sit Hjem; græsseligt maae det være, at være eensom s. 148 i et fremmed Land, hvor der er andre Stjerner, andre Blomster, hvor eensom maatte man føle sig. O! til Fortvivlelse eensom! dog det er ugudeligt sagt. Ham! den gode Gud har man jo overalt, med hvilken forunderlig Sikkerhed føler man ikke at han gjør Afstanden intet. Han er os lige nær hjemme og ude; hvor forladt og eensom vilde jeg ikke føle mig i denne Sommer, hvis jeg ikke havde Ham, til hvem jeg kan klage, bede for Dig og mig, og alle der er mig kjær. Ja, min kjære Ludvig, eensom føler jeg mig i denne Sommer. Din Omgang er mig uundværlig, naar Du ikke hører der- paa, har jeg intet at sige, og jeg er bange for, at den stakkels gode Anthon finder mig inderlig kedsommelig. Vi var da ogsaa forleden i Kirken og overværede en højtidelig Gudstjeneste. Den opbyggede mig mindre end jeg havde troet. En Præken blev holdt som var reen historisk. Hvis jeg havde læst lidt over derpaa, synes jeg at jeg kunde have holdt en lige saa god. Der blev røget i den Grad med Røgelse-Kar for at rense Altaret og Kirken, at de røg mig ud af Kirken inden Gudstjenesten var forbi; jeg vil ikke haabe, at der laae et Symbol deri, at for at Kirken kunde blive tilgavns renset for alt ureent, maatte jeg ud deraf. En ung geistlig Mand med et fromt klogt Ansigt, der i en meget ung Alder lod til at have en høi Grad imellem sine Brødre, var det der gjorde meest Indtryk paa mig. Cantaten, som jeg havde ventet mig en Deel af, blev slet og profant sjunget.

Jeg lever i Haabet, at jeg en Gang i Dag faaer et Brev fra Dig, derfor vil jeg lade Resten af Papiret staae reent indtil videre.

Samme Dag Kl. 1.

I dette Øieblik fik jeg da Dit kjære Brev fra 25. og 26. Juni. Det foruroliger mig at høre at Din Moder er saa svag. Hvis det var Guds Villie, at Du skulde miste hende, hvor vilde jeg da være bedrøvet over ikke at være hos Dig, trøste s. 149 Dig og kjæle for Dig. Jeg kan saa sjeldent være noget for Dig, ved denne sørgelige Leilighed kunde jeg dog maaskee være noget. Dog hvad nytter al Klage, som Gud vil maae det skee, og saaledes er det vel bedst. Og nu kan jeg ikke faae Brev før i Prag; det er haardt at have Taalmodighed. Tak, min elskede Ludvig, for Din Længsel og Savn, det gjør mig godt, at jeg ikke bærer denne Byrde alene, uagtet det vel var ædlere om det ikke glædede mig, men til denne Højde kan jeg ikke stige. Din Stakkel! faaer Du nu Skjænd for Bournonvilles Grimasser, det er godt at Du har en haard Hud, siden der er saa mange der have Lyst at prygle derpaa. Det Dagblad er ret et uartigt Barn, og deraf kommer det vel, at det holder med andre uartige Børn. Du spiller jo ret den galante Gartner i Sommer, skjærer selv Bouquetter af til alle Tøsene, baade store og smaae, med de Blomster, som jeg har pleiet, indsmigrer Du Dig hos andre Damer og gjør Dig behagelig for dem. Men gjør det kun, min kjære Ludvig! jeg føler, at Du ikke glemmer mig for de andre, selv i dette seer jeg en Godhed for mig. Tager jeg vel feil deri? Det bliver ved Bestemmelsen som jeg skrev i mit sidste Brev, at vi reiser herfra paa Tirsdag Morgen, saa er jeg Dig saameget nærmere. Fra Dig kan jeg vel desværre ikke vente mere Brev her, men mit Haab staaer til Prag. Jeg selv skriver Dig endnu et Brev til herfra, inden jeg reiser. Det er mig en Trøst at skrive Dig til, selv om jeg intet Svar venter derpaa.

Jeg er saa glad for mit Indfald at sende Dig de smaae Morgen-Hilsener, og som Du optager ganske som jeg havde ventet; at Dagen begynder for Dig paa denne Maade er mig saa behagelig at tænke. Det er jo rørende, at Christensen slynger Blomster om mine smaae Gaver. Tak ham derfor og hils ham og Pigerne fra mig. Gid jeg var hjemme hos Eder Alle. Det er ellers noget krænkende, at Du naar jeg er borte gaaer tidlig til Sengs, og naar jeg er hjemme ikke kan træk s. 150 kes derind før langt ud paa Natten, men ogsaa dette vil jeg være saa forfængelig at udlægge som et godt Tegn for mig, uagtet Du selv maaskee ikke forstaaer, hvorledes det er mig muligt.

Hils Suhr og siig ham, at han maa daarlig have benyttet sin Tid i Wien, siden Byen og Omegnen ikke behagede ham. Siig ham, at jeg ofte tænker paa ham med Taknemlighed. Naar man er i en fremmed Bye, hvor man har den Følelse, at ikke et af alle de mange Mennesker, Øiet støder paa, bryder sig det ringeste om en, da føler man ret Værdien af sit Hjem og sine Venner.

Og nu Farvel, min kjæreste Ven! Dit Billede staaer her for mig paa mit Skriverbord, og jeg er ret glad over, at det har noget vredladende i sin Mine, thi saae det rigtigt mildt og især bedrøvet ud, saa vilde jeg blive endnu mere øm om Hjertet end jeg alt er ved at betragte det. Farvel, min søde Broder! jeg kysser Dig i Tankerne og beder Gud bevare Dig for

Hils Alle.

Din
Hanne.