Heiberg, Johanne Luise BREV TIL: Heiberg, Johan Ludvig FRA: Heiberg, Johanne Luise (1854-07-09)

Min kjære Ludvig!

For at forsone Dig med den Tanke, at jeg skal drikke Brønd, sender jeg Dig Billedet af det Væld fra Dybet, hvor Heidler 1) vil, at jeg skal hente Kraft og Sundhed. Jeg synes denne Bygning ligner det kongelige Theater i Kjøbenhavn, og dette anseer jeg for et godt Omen, thi der er jo paa en Maade et Hjem for mig. Lægen siger, at det er aldeles nødvendig,s. 176at jeg drikker naar jeg vil bade, og da tvivler han ingenlunde om den heldige Virkning. Jeg skal efter hans Villie hver anden Dag bruge Slambad og hver anden Dag Staalbad. I Morgen begynder jeg at drikke, dog ikkun faa Glas, og i Overmorgen tager jeg det første Bad. I Dag har jeg for første Gang seet mig om her paa Badestedet. Naturen er meget smuk her, og jeg føler Trang til strax at meddele mig til Dig derom. Jeg havde næppe sat min Fod uden for Døren, før jeg fandt en Firekløver. Denne min Lykke sender jeg Dig herved, thi en Lykke jeg ikke kan dele med Dig er for mig ingen Lykke. Der er rigtignok nogle Fluller i denne Lykke, som Du seer, men ganske uden Huller kan nu engang ikke Lykken være i denne Verden, ellers vilde man aldrig bort herfra. Min Gang gik da allerførst i Kirken, hvor jeg fornyede min Bøn for Dig, min kjære Ven. Nei, Gudstjenesten behager mig ikke her. Efter at Præsten et halvt hundrede Gange havde knælet for Altaret og ligesaa mange Gange kysset derpaa, vente han sig til Siden og spyttede en stor Klat, som var ham til Hinder i at messe; sligt gjør dog et altfor uhyggeligt Indtryk, og kunde dog umuligt skee hos Een der var grebet af sin Handlings Høitidelighed. Dernæst blev en smuk Composition ganske græsseligt udført, hvilket undrede mig i Bøhmen, hvor Musikken, som jeg troede, havde sit Hjem. Derfra spaserede vi atter her omkring, gik derpaa hen og spiste til Middag taalelig godt, spaserede atter ud til et smukt Sted hvor man drikker Caffe, og derfra hjem, thi jeg længtes efter i Eensomhed at tænke paa Hjemmet og skrive til Dig, og nu sidder jeg ene her i min lille Stue, hører smaae Vandfald bruse, medens Solen, der har været saa god at skinne i Dag, »skriver sit Godnat« i Skyerne og glider ned bag Bjergene. 1) Jeg tiltræder mer og mere Din Mening om Bjergene; der er noget trykkende ved disse stive Masser, de staae der saa uforanderlige og gjør een ganske beklemt tilmode. Du har Ret i dette som i mere. Min Trøst er, ats. 177der i et af de høie Træer, som staaer paa den Bjerg-Ryg, der viser sig lige uden for mine Vinduer, er anbragt en Veirhane der viser hvad Vinden er; kommer da Vinden fra den Kant, hvor Du, min Ludvig, færdes, da synes jeg, at jeg er Dig nærmere og føler mig mindre beklemt. Et lillebitte Lam, som græsser udenfor mit Vindue hver Morgen, er ogsaa en af mine Glæder. Det seer saa uskyldigt og sorgløst ud, at dets Velværen meddeler sig mig beroligende; thi, hvorfor skal jeg skjule det, jeg længes, længes meget og føler mig saa eensom! Den Dame Du seer paa Billedet af dette Papiir, der gaaer op ad Trappetrinene ganske ene, det er mig. Mine Morgenture vil jeg gaae ene, uagtet Anthon endelig vil følge mig, men han maa give efter, jeg trænger til denne Eensomhed, bedre at være virkelig ene, end ene i Selskab. Her er ikke dyrt ved Marienbad. Vi giver 10 Guiden for vor Leilighed, det er omtrent 1 Rbd. dansk 3 ß for hvert Værelse. Og Mad og Drikke er ogsaa billigt, saa Anthon, hvem Pengene ligger tilbørligt meget paa Hjertet, er beroliget. Her opholder sig ved Badet en Etatsraad Dahl fra Kjøbenhavn som skal være en net Mand. 1) Han har bedet Phister om at presentere ham for mig, han kommer her i Morgen for at hilse paa os; vi faaer da at see, om det bliver til Sorg eller Glæde, mine Forventninger ere i al Fald ikke store.

Professor Heidler sagde det samme som Skoda, at han slet ikke troede, at Sminken havde mindste Deel i mit Ildebefindende. Hundrede og hundrede lider af det samme som De, og disse have aldrig havt Sminke paa dem, det er snarere den Nerve-Spænding, som Deres Stilling fører med sig, der er Skyld deri, sagde han, vogt Dem for alle Slags Sindsbevægelser, dem taaler De ikke. Det er af disse rare Raad, som Læger giver Een og som kunde bringe Een til Fortvivlelse. Romeo siger i Romeo og Julie: Lær mig, hvorledes jeg glemme skal at tænke. 2) Naar Lægerne siger dette til mig, som de ofte have gjort, har jeg en uimodstaaelig Lyst til at svare dem:s. 178Hvor kan De nu sige saadan noget Sludder, ingen kommer vel i Sindsbevægelse med sin gode Villie.

Her er en forunderlig let og behagelig Luft og fuldkom- men fri for Fluer og andet Kryb, man trækker Veiret en Gang saa let som hos os; her maae være godt for Brystsyge at aande. Og nu God Nat, min egen kjære Ludvig! Vær ikke bange, fordi jeg skal drikke af Vandet; føler jeg, at det er mig imod at drikke det, holder jeg strax op dermed og bader uden videre Vrøvl, og det mærker jeg strax. God Nat, sov sødt og tænk med kjærlige Tanker paa Din

Hanne