Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Ludvig Heiberg FRA: Johanne Luise Heiberg (1854-07-11)

Min kjære Ludvig!

Du skal ikke blive bange over de mange Breve jeg skriver Dig til, naar jeg faaer Svar paa hvert tredie jeg skriver, er jeg fornøiet. Det hører nu til min Glæde at skrive Dig til saa ofte som muligt. Jeg har i Dag havt den Glæde at modtage Dit Brev fra 8. Juli, hvori jeg med Glæde seer at Din Moder har det efter Omstændighederne godt. Forlovelsen s. 188 overraskede mig ikke saa meget; vi maa nu see, hvad herved er at gjøre, naar jeg kommer hjem. 1) Marienbad behager mig meer og meer, her er udmærket smukt. Det at leve i et Klima, hvor der ingen Blæst er, har noget meget velgjørende. Det deiligste Veir har begunstiget os, og vi have gjort nogle Ture heromkring. Den første Høi jeg kom op paa, hvorfra var en deilig Udsigt, stod en Bænk »Hvori saa vakkert stod L og H« saa friskt skaaret, som om det var skeet i samme Øieblik til Ære for mig, eller rettere sagt for Dig. At jeg overtroiske Menneske blev glad derover, behøver jeg vel næppe at tilføie. Phister, som er Elskværdigheden selv, tiltrods for hans Keitethed, kom i Forgaars med Etatsraad Dahl, som er her for en Øien-Sygdom. Samme Dahl er en ret net og beleven Mand imellem 40 og 50 Aar. Det er dog ganske godt at træffe en Landsmand, man føler sig dog ellers saa forladt imellem de mange stygge Billeder. Med ham og Phister have vi i Dag gjort en udmærket smuk Tur imellem Bjergene. Vi besteeg et Bjerg, hvorfra der var en Udsigt over Landet som gik i det uendelige, men henrivende at skue. Der var en rar Bøhmer der oppe, der spilte paa Sækkepibe, og første Gang i mit Liv saa og hørte jeg dette forunderlige Instrument. Jeg havde en stor Lyst til at kjøbe en saadan Sækkepibe til Dig, men Tanken paa Harmonikaen, som Du nok husker, afholdt mig derfra. Vandet, som jeg nu har drukket i to Dage, behager mig. Det er styrkende og stærkt afførende. Om et Par Dage begynder jeg at bade. Disse Bade gaaer jeg til som til en Fest. Jeg staaer op om Morgenen Kl. 5. Nei, Du læser ikke feil: Kl. 5. Drikker derpaa et Par Glas, gaaer ene en Tur i denne yndige Egn, kommer hjem og drikker den med Længsel ventende Caffe med ypperligt Brød til. Kl. 9 om Aftenen gaaer jeg i Seng, og er da saa søvnig, som naar vi hjemme gaaer i Seng Kl. 2. Jeg spørger mig selv saa ofte paa denne Reise: Hvor mon Ludvig nu er? Hvad mon han nu foretager sig? Men nu er der s. 189 dog et Øieblik i Døgnet, hvor jeg med Vished veed, hvor Du er, naar jeg nemlig staaer op og begynder min Morgentur, da veed jeg med Vished, at Du ligger i det velbekjendte Kammer i den velbekjendte Seng og sover. Det er dog altid noget. Nu ligger Ludvig og sover, siger jeg hver Morgen, og min Tanke veed da, hvor den skal søge Dig. Stjernerne vise sig meget tidlig her paa Himlen, da her tidligere bliver mørkt. Den store Bjørn staaer lige uden for mit Vindue, hvilket er mig meget kjært. Saaledes ligger mit Vindue

i Øst og Nord kan jeg altsaa ikke see. Du leer vist over min Barnagtighed, men jeg synes Du skulde vide, hvad Himmelegn jeg fra mit Kammer kan betragte. En blomstrende Hyld uden for mit Vindue erindrer mig om Haven hjemme. I Prag var jeg saa heldig at faae Retzschs Skisser af Goethes Faust at kjøbe, hvilket ogsaa sætter mig tilbage i Hjemmet fra en længst forsvunden Tid. 1) Du mærker nok, at jeg i Grunden er hjemme, uagtet jeg er ude. Det er da ypperligt, at Du virkelig tænker paa at skrive noget, begynd endelig derpaa, er Begyndelsen gjort, kommer nok Enden. Gjør det, min kjære Ludvig, det vil gjøre mig saa lykkelig. Det er paa Tiden, sagde Dahlerup engang, da vi talte om at Du intet skrev. Skriv heller sjældnere til mig, jeg skal ikke klage derover, naar det er af den Grund. Tak fordi Du drak min Skaal ved min Ankomst til Prag. Jeg erindrer ikke, at jeg har klaget over Mangel paa Nyheder, faaer jeg kun noget rigtig at vide om Dig selv, er Brevene altid indholdsrige for mig, vær vis derpaa. Farvel for denne Gang. Jeg skriver snart igjen. Hils Suhr. Og sig Martensen, at jeg har mange Spørgsmaal at gjøre ham, naar jeg kommer hjem om Catolicismen. Seer Du intet til Frøken Løvmand? 2) Spørg Caroline, om de nye Lagener, s. 190 som bliver syet ude, ere komne, og bed Christensen passe mine Blomster med Vand. De høie Neriummer maa svømme i Vand, ellers faae de ikke Blomster til jeg kommer hjem; megen Luft maae de ogsaa have. Farvel endnu en Gang, min Ven! Den halve Tid er snart gaaet, indtil vi sees. Gid Du da maa blive lige saa glad ved at see mig, som jeg vil blive ved at see Dig.

Din
Hanne.