Danmarks Breve

BREV TIL: Johanne Luise Heiberg FRA: Johan Ludvig Heiberg (1854-07-18)

Tirsdag, 18. Juli 1854.

Tak, min kjære Hanne, for Dit nye Brev med den prægtige Kirke til Vignette. Jeg fik det i Søndags Morges, og ganske uventet, da jeg om Fredagen havde havt Brev, men det uventede Gode er det kjæreste. Brevene ere længere Tid underveis nu, end da Du var i Wien, hvilket maa komme af, at de ikke længere gaae blot paa Jernbanen, da der er en 20 Miil om Marienbad, hvor de befordres med sædvanlig Post.

Det er dog en lykkelig Omstændighed, at Dit nuværende Opholdssted, dets Beliggenhed og Clima behage Dig saa vel. En god Begyndelse lover en god Ende. Alle gode Varsler, lige til Bænken med L og H, som her ikke kan betyde Andet end Ludvig og Hanne, have jo ogsaa modtaget Dig ved Din Ankomst. Gid de nu maa holde hvad de love! Dog, det haaber jeg vist. Og det skal ikke skade Lykken, at jeg forleden Morgen fik Din Femkløver. Det er jo ogsaa behageligt, at Du er fornøiet ved Dit Logis. Det lille Vindue med Gardinet over seer jo ogsaa ret hyggeligt ud. Det er smukt, at Du lader mig vide, til hvilket Verdenshiørne det vender, og nu veed jeg det ogsaa, endskjøndt Du angiver det galt. Naar Du nemlig gaaer i Seng Kl. 9 om Aftenen paa denne Aarstid, og da har den store Bjørn lige udenfor Dit Vindue, saa vender Dit Vindue mod Nord-Vest, ikke, som Du troer, mod Syd-Ve st. Vendte det virkelig mod Syd-Vest, saa vilde Du have Arcturus lige udenfor Vinduet, og af Bjørnen vilde Du, hvis Du paa en halsbrækkende Maade lagde Dig ud ad Vinduet, idethøieste kunne see den yderste Stjerne i Halen. Faa fat i et Compas, glem ikke at tage Hensyn paa Misviisningen, og overbeviis Dig om, at det ikke forstyrres ved noget Jern i Nærheden, og Du skal da see, at jeg har Ret. Det er jo net med den blomstrende Hyld udenfor Vinduet. Her er Hylden saa godt som afblomstret. Rosenhoffs Datter s. 205 har faaet de sidste gode Blomster af den, fordi det er den Blomst, hun holder mest af. 1) Jeg kan ogsaa godt lide dens Lugt, kun ikke, som i den Bouquet, Rosenhoff selv valgte, i Forbindelse med Roser, thi da synes den mig næsten at stinke.

Jeg veed ikke ret, hvilken Etatsraad Dahl, det er, som opholder sig i Marienbad, thi der gives 2 med samme Navn og Rang, og ovenikjøbet ere de begge Departementsdirecteurer, men den Ene i Finansministeriet, den Anden i Indenrigsministeriet; den Sidste er først for ganske nylig bleven Etatsraad, er jydsk og skal være et Stykke af en Caricatur; altsaa er det vel den Første, thi Du synes jo ret godt om ham, og Du maa jo upaatvivlelig have seet ham med Hat paa, siden han har reist med Dig paa en Bjergtour. 2) Phisters Elskværdighed, som Du selv kalder den, maa nu vise Dig, at hans første underlige Fremgangsmaade maa have en særegen Aarsag, og Du maa derfor i Dine Tanker tage den slemme Titel tilbage, hvormed Du stemplede ham: En Æsel.

Det er jo ligeledes gode Tegn, at Vandet, som Du har begyndt at drikke, behager Dig. Nu længes jeg efter at høre Noget om Badene. — Tak fordi Du ikke kjøbte Sækkepiben af den rare Böhmer; den vilde have spildt mig megen Tid, og udentvivl gjort mig forhadt i hele Huset, hvor jeg nu er elsket og agtet af Alle.

Herfra er forresten kun meget Lidet at fortælle, saavel om mig selv som om Byen og dens Tildragelser. Tro kun ikke, at jeg har begyndt at skrive paa Noget; der er et stort Spring fra at have et Indfald om Noget, der maaskee kunde udføres smukt, til Udførelsen selv. Skulde denne nogensinde komme istand, skeer det vel snarest til Vinter, naar jeg enkelte Aftener kan blive fra Theatret, og ialfald anvende Lidt af Natten, siddende ved min Gaslampe. — Endelig har jeg igaar, især paa Christensens gjentagne Anmodninger, som jeg længe nødigt vilde gaae ind paa, fundet mig i, at det saakaldte Hul blev gjort reent, Teppet aftaget, Gulvet vasket s. 206 og alle Bøger afstøvede. I Søndags Eftermiddags lod jeg nogle faa Gjenstande, som ikke kunde blive staaende under disse revolutionnære Bevægelser, bringe op i mine Værelser ovenpaa. Dagen efter begyndte Revolutionen tidligt om Morgenen, og da Klokken var 3, flyttede jeg allerede tilbage, da Alt var tørt og istand, og jeg var nu ligesaa glad over at Sagen var skeet, som Den, der har faaet en Tand trukken ud, efter foregaaende langvarig Skræk over det Forestaaende. Det Læs af Støv og Snavs, som laae under Teppet, er ikke til at beskrive. Luften er nu meget bedre, og om jeg maa raade, skal Teppet aldrig mere lægges paa. Du veed, jeg er en Hader af Gulvtepper, saavelsom af Bjerge, og da Du nu har givet mig Ret i det Sidste (uden at tale om min Mening om Burgtheater), saa kommer Du ogsaa nok til den Erkjendelse, at jeg har Ret i det Første. Hvad der nu rigtignok meget forsødede mig Pinen ved denne Leilighed, var — hvad jeg aldrig kunde have ventet — at uagtet alle Bøger havde været ude af Hylderne og vare blevne afstøvede, stode de ikke desmindre efter Rengjøringen alle paa deres rette Plads, endog nøiagtigt efter Nummerne uden paa Bindene, saa at jeg øieblikkelig kunde finde enhver af dem, og det var, som Intet var skeet. Det er Christensens Fortjeneste, og jeg kan aldrig rose ham nok for denne Gjerning. — Paa Fredag er jeg buden til Middag hos Martensens, i en lille Kreds, som det hedder i Invitationen. — Imorgen (Onsdag) har derimod Lene Møller inviteret sig selv til Gjæst hos mig; hun og Familien reise Dagen efter til Neumünster og blive der i Ferien. Hun skrev mig til igaar, at hun ønskede at spise her imorgen, og vilde, dersom hun intet Svar fik, betragte Taushed som Samtykke. Jeg svarede hende, at man ogsaa kunde samtykke i Ord, men bad hende lade sin Moder og sine Søskende vide, at ogsaa de skulde være velkomne, dersom de ikke havde andre Planer. Jeg formoder nu, at Sophie Møller kommer med, muligviis ogsaa Johannes; men Søsteren s. 207 kommer vist ikke, thi hun skal vel være sammen med Kjæresten, og ham tog jeg mig vel iagt for at nævne. 1) — Du spørger til Frøken Løvmand; hende har jeg ikke seet, men hun skal have været her forleden Eftermiddag, uden dog at spørge efter mig, saa hun ikke blev meldt, hvorimod Caroline gav hende Efterretninger om Dig og Din Reise. — De omspurgte Lagener ere komne for længe siden. Hvad de høie Træer angaaer, da har Gartneren sagt til Christensen, at vel skulde de have meget Vand, men ikke megen fri Luft, og det Samme har han sagt om Pommeranstræet, hvorfor Christensen, som jeg seer passe Urtepotterne meget omhyggeligt, kun holder det ene Fag i den gule Stue aabent, det andet derimod, hvor de omtalte Planter ere hensatte, lukket. I Haven blomstre Lilierne i denne Tid paa det Prægtigste. — For ikke at glemme det, jeg har lovet at hilse Dig fra Elers Koch, som var her i Formiddags og fik til sin Kjæreste et Par Mosroser, thi nu endelig begynde først Mosroserne at springe ud. Elers er her paa et Par Dage, i Anledning af et Præstekald, han søger. 2) Du veed jo, at hans Broder, den længe savnede Christian er paa Falster, men han reiser uden at komme til Kjøbenhavn; jeg tænker, det er fordi Du ikke er her.

Din Svigerinde Jane er virkelig næsten som vanvittig over at savne Breve fra Din Broder. Hun kan ikke komme fra den Tanke, at han maa være død eller ialfald farlig syg, og Alt hvad jeg fortæller hende om Indholdet af Dine Breve, hvori han stedse omtales, hjelper ikke det Mindste. Igaar havde Din Moder Bud hos mig, for at spørge mig, om jeg ikke kunde trøste Jane med nye Oplysninger. Jeg skrev da idag til Jane og meddelte hende hvad Du i Dit sidste Brev fortalte om Bjergreisen med Din Broder, Phister og Etatsraad Dahl. Medens jeg endnu skrev paa Brevet, kom en mig personlig ubekjendt Mand, Havnecontroleur Roede, 3) ligeledes for at spørge mig, om jeg ikke kunde gjøre Noget for at trøste Jane, der var fortvivlet, vilde hverken spise eller s. 208 drikke eller sove, havde opgivet Touren til Usserød, som skulde gaaet for sig imorgen, og hvor hun vilde blive en Deel af Ferien. Han sagde, at hun sad og jamrede over sin ulykkelige Tilstand som Enke med saa mange Børn. Det er dog egenlig Mangel paa Dannelse at være saa hurtig til at ringe med alle Stormklokker og lade Allarmtrommen gaae, og benytte sin Sorg til at gjøre Staahei. Jeg sagde Roede, at jeg just var i Begreb med at skrive hende til, og sagde ham desuden, hvad jeg allerede havde sagt hende selv, da jeg talte med hende, at jeg frygter for, hun selv har foranlediget det Hele. Sine to sidste Breve til Anton har hun nemlig uden videre kastet i en Fodpostkasse, og jeg troer ikke, det gaaer an med Breve til Udlandet, undtagen til Hamborg og Lübeck, naar der ere Firskillings-Postmærker paa dem. Isaafald ere Brevene vel slet ikke afgaaede, og hun faaer da ikke Brev, fordi Anton først venter paa Brev fra hende. Roede lovede, at han vilde forhøre sig paa Posthuset om Sammenhængen.

Igaar kom jeg ind i en Boutik paa Amagertorv, for at kjøbe et Par Sigarer. I Boutiken var kun en smuk Dreng paa 15 Aar, som stod og beskjæftigede sig med at sætte 5 til 6 Roser i et Glas Vand. Mere for at sige Noget, end fordi Gjenstanden interesserede mig, sagde jeg: »See hvilke smukke Roser. Hvorfra har De dem?« — »Jeg har just bragt dem fra Frederiksborg; maa jeg byde Dem een?« sagde han med en udenlandsk Accent, idet han gav mig en hvid Rose. Jeg gav den tilbage og sagde, at jeg ikke vilde berøve ham Rosen, især da han havde saa faa. »Maaskee De hellere vil have en rød?« sagde han, og gav mig en saadan, som jeg da beholdt og takkede ham. Jeg fortæller denne ubetydelige Begivenhed, fordi den dog frapperede mig, thi det er sjeldent, at man dog i Boutiker, især i de ringere, som Tobaksboutiquer, træffer paa saadan Forekommenhed. Jeg tænkte ved mig selv: det er godt at mærke, at denne Dreng ikke er dansk, s. 209 selv om man ikke kunde høre det paa hans Tale; han er sikkert Italiener eller Schweitzer. Jeg spurgte ham nu, hvorfra han var, og kan Du tænke Dig, hvad han svarede: »Fra Kiel.« Jeg blev næsten ærgerlig derover, men til min Trøst erfoer jeg, at han dog ikke var født i Kiel, men i Rendsborg, den gode gamle Stad. Jeg kunde have Lyst til at bringe ham nogle Roser til Gjengjeld, naar jeg var vis paa at træffe ham i Boutiquen, hvor jeg, naar jeg før har været der, aldrig har seet ham, men Andre. — Papiret er forbi, jeg faaer kun Plads til at sige: Lev vel, min egen kjære Hanne.

Din

J. L. Heiberg.

[Paa et vedlagt Stykke Papir:]

Jeg har indrettet dette Brev til at være uden Convolut, og maa derfor tilføie denne Lap for at faae Plads til hvad jeg endnu har at sige. Med Hensyn paa Orienteringen: Dit Vindue i Marienbad vender mod samme Himmelegn, som Vinduet i vort Sovekammer paa Søqvæsthuset. Hvis nu Dit Hovedgjærde er saaledes, at Du, naar Du ligger i Sengen, har Vinduet paa venstre Side, saa staae vore Senge endnu ligesom før, kun med et betydeligt større Mellemrum (af 150 Mile). Men det bliver ligesom før: Naar vi Begge vende os mod Vinduet, vender jeg Ryggen til Dig; og naar vi Begge vende os fra Vinduet, vender Du Ryggen til mig; men naar DU vender Dig mod Vinduet, og jeg fra Vinduet, have vi Ansigterne mod hinanden. Jeg bør dog ikke fordølge, at det er, som om Din Seng stod omtrent 1 Miil længere hen i Retningen af Norups Have, 1) men forresten med samme Mellemrum i Breden. Er det ikke interessante Anvendelser af Astronomien? Mig synes godt om dem.

Dahlerup er ikke længere vred. Han troede, at Prof. Skoda havde beholdt Brevet, og at Prof. Heidler ikke havde faaet det. Nu er Alting godt.

s. 210 Iaften forefinder jeg Brev fra Lene Møller, at jeg maa tage tiltakke med hende allene, da Familien først kommer iovermorgen Formiddag, for at gaae med Dampskibet. God Nat, min kjære Hanne! Klokken er nu henved 11½. Kl. 5 om Morgenen, naar Du staaer op, kan Du være vis paa, at jeg endnu ligger i Sengen, enten med Ryggen eller med Ansigtet vendt mod Dig.

DER KIR.CEPLATZ IN MLRIENBAD.