Danmarks Breve

BREV TIL: Johanne Luise Heiberg FRA: Johan Ludvig Heiberg (1854-07-26)

Onsdag, 26. Juli 1854.

I Søndags, kjære Hanne, var det en rig Dag paa Breve. Thi efter at jeg om Morgenen havde modtaget eet, som jeg foreløbigt svarede paa i Efterskriften til mit sidste Brev, fik jeg om Eftermiddagen, henved Kl. 4, just som jeg stod i Begreb med at kjøre til Sølyst, et nyt, uagtet det første var to Dage ældre end det andet. Der maa være forskjellige s. 223 Postveie, som tage forskjellig Tid. Men det Vigtigste er, at jeg af disse Breve, og især af det sidste, seer, at Curen bekommer Dig godt. Jeg haaber imorgen at erholde ny Bekræftelse derpaa. Paa Sølyst bragte jeg Bang Din Hilsen til den fuldtro Ven, som glædede ham meget. Jeg var saa forsigtig at sige, at jeg havde læst hans Digt i en Afskrift af Din Broder, og Dette smigrede ham ikke mindre.

Nu gaaer det ellers forvidt med Morgengaverne. Iforgaars et deiligt Silketørklæde, og igaar en heel Vest! Pragten stiger. Med denne Vest er det ellers gaaet besynderligt til. Marie fortæller mig, at Du selv havde udsøgt noget Tøi hos min Skræder. Jeg, som ikke vidste herom, gik for nogen Tid siden hjem til ham, for at bestille mig en Sommervest, og valgte da netop det samme Tøi, hvoraf Du da forresten kan see, at det ikke er sandt, naar Du siger, jeg har en slet Smag i at vælge Veste. Jeg kan nu ikke nægte, at Skræderen gjorde mig opmærksom paa mange andre Tøier, som han raadte mig til hellere at vælge; og nu begriber jeg, hvorfor han saa gjerne vilde, at Vesten skulde syes med omfaldende Krave, thi den af Dig bestilte var allerede færdig, og med saadan Façon. Han havde nu let kunnet indbilde mig, at det Tøi, jeg saae, var allerede bestilt af Andre, og jeg havde da maattet bestemme mig for et andet. Men saa diplomatisk var han ikke, og jeg fik derfor om faa Dage den bestilte Vest paa den bestilte Façon. Da Marie saae denne Vest, og hørte Forklaringen derover hos Skræderen, var hun, efter sin egen Forsikkring, nær sunken i Jorden. Hun gik da til Skræderen, og bestilte en anden Vest, der ogsaa er lysegraa, men figureret og af Silke, men som ogsaa derfor har været dyrere. Du kommer saaledes til at betale en Mulct for den Ære, jeg har havt at træffe sammen med Dig i Smagen.

Endelig kjender jeg nu ved Hjelp af Din Tegning, Kikkertens Dimensioner. Længden var omtrent rigtigt angiven, men hvorledes har Du kunnet ansætte Tykkelsen til 2 Tommer og s. 224 2 Linier, hvorved ogsaa Formen vilde være temmelig ubeqvem? Tykkelsen er 1 Tomme og 3 Linier i dansk Maal, og jeg kan deraf slutte mig til, at Objectivet er 1 Tomme og ½ Linie i Gjennemsnit, i Parisermaal, som er det, hvori Glassenes Diameter pleier at bestemmes. Disse Dimensioner ere meget passende og gode, og da Kikkerten er fra Pløssi, er den vist et udmærket lille Instrument. Har Du ikke seet Jupiters Drabanter i den? Men saa maa den skrues fast, og det stærkeste Ocular bruges. Husk endelig, ikke at aftørre Glassene med Lommetørklædet.

Fra gamle Collin fik jeg igaar et høist elskværdigt Brev, hvori han gjør sin Undskyldning for ikke at have inviteret mig, efter Aftale, men Glæde og Sorg have vexlet i Familien, idet først Jonna Stampe har født en Søn, i hvilken Anledning Fru Drewsen strax reiste til hende, men derefter indløb Efterretning om, at Barnet var dødt. Jeg har idag svaret ham paa Brevet. 1) — Du faaer Ret desværre, hvad Francisca Ryge angaaer; hun er nu saa daarlig, at hun er sendt til Broderen i Jylland, for at komme under hans Cuur. 2) Kommer hun sig, hvad nok er meget tvivlsomt, vil hun ialfald ikke kunne gjøre Tjeneste i Begyndelsen af Saisonen, hvilket generer ikke saalidt. Heller ikke Madam Nielsen kan der være Spørgsmaal om; hun har tilbragt nogle Dage hos Wiehes paa Fredensborg, men er umaadelig svag. 3) Hun skal, efter hvad Kühl fortalte, være i høi Grad indigneret over Mandens Opførsel i den sidste Tid, og tillader ham ikke at nævne et Ord om disse Affairer, eller bringe sin Afsked paa Tale. — Liebe er engageret for i Sommer hos en svensk Greve i Nærheden af Ystad, hvor han skal give den efter Sigende meget smukke Datter Underviisning i Sang. 4) Jeg har spaaet ham det lykkeligste Udfald af denne Expedition. — Ferslew have forleden et ret morsomt Indfald: han mente, at jeg burde straffe Nielsen for Overtrædelse af Forbudet mod at give dramatiske Scener paa Aftenunderholdninger, thi Niel s. 225 sen har virkelig spillet Comedie paa disse Aftenunderholdninger. — Mantzius har skrevet mig til fra Paris. Han har virkelig, efter en Anbefaling, som jeg medgav ham, faaet fri Entree paa de første Theatre, hvilket er meer, end jeg havde ventet. Han bedømmer Théâtre français ret fornuftigt. Kun undrer det mig, at Samson 1) skulde staae tilbage for Rosenkilde i »Kammeraterne«. At derimod ingen af Damerne kan komme Dig nær — »hvilket han sandelig ikke siger, fordi Du er min Kone« — det undrer mig naturligviis ikke. — Naar man i Bladenes Fremstilling af den Lykke, Bournonville har gjort i Wien, læser mellem Linierne, bliver dog Resultatet, at han ingen Lykke har gjort, og de Ængstelige kunne da berolige sig men Hensyn paa hans Engagement. — Jeg skal hilse fra Geheimeraadinde Adler, 2) som jeg har havt et Brev fra i Anledning af en Controleurpost, og fra Julie Sødring, som idag kom til mig paa Theatret for at omfavne mig, da jeg havde gjort hende en lille Villighed. — Hertz boer iaar hos Bageren ved Sølyst; jeg kjørte ham forbi paa Veien, han saae medtagen og melancholsk ud. Tscherning var paa Sølyst; han saae, efter min og Fleres Mening, ud som sædvanligt, og hvad der siges om ham, er sikkert Overdrivelse. — Endelig har jeg faaet en af de smaa Bismere til Dig; man kan veie indtil halvandet Lispund paa den, uagtet den er saa let som en Fjer og ikke større, end at man kan have den i Lommen.

— Det Ovenstaaende er, som Du seer, et Pulterkammer. Nu gaaer jeg i Seng, og haaber, at jeg imorgen tidlig skal rydde bedre op i mine Tanker. God Nat, min kjære Hanne!

Torsdag 27. Juli.

Jeg har betænkt, at naar jeg iformiddag afsender dette Brev, maa det komme i Dine Hænder paa vor Bryllupsdag, eller maaskee Dagen forinden; men jeg vil dog hellere risquere, at det kommer en Dag for tidligt end en Dag for silde. Lad mig da sige Dig, kjære Hanne, at naar denne Dag kom s. 226 mer, skal jeg paa den leve i Tanken om det meget Gode, Du har skjænket mig i vort allerede lange Samliv, og i Haabet om, at dette Samliv maa blive forlænget til Begges Glæde og Gavn. Der er nu kun to Aar til vort Sølvbryllup, og jeg tænker tidt paa, hvorledes vi, dersom vi opleve denne Fest, skulle helligholde den paa en ret glædelig og opbyggelig Maade, saa at man undgaaer al den profane Tummel og Snakken, som klynger sig til saadanne store Mærkepunkter i Livet. 1) Det store Selskab paa Skydebanen, hvortil jeg for Spøg inviterede for endeel Aar siden, duer naturligviis ikke. Taler, Sange, Festdeputationer og hvad alt det indtil Latterlighed forbrugte Kram hedder, maa undgaaes. Det er ikke let her at finde paa en passende Form, men vi have jo endnu Tid at betænke os derpaa. Hvor gjerne havde jeg ikke idag givet Dig et lille Mindetegn for Dagen, men hvad skulde jeg finde paa, som kunde lægges i et Brev? Alt, hvad der faldt mig ind, syntes mig intetsigende, og isaafald hellere Intet end det Intetsigende, thi det gjælder her, hvad Du siger om Blomster: hellere ingen Blomster end visne. I Anledning af Blomster maa jeg berette, at den egenlige Rosenpragt nu er forbi, endskjøndt der vel findes nogle Roser endnu, og udentvivl flere komme. Da nu saaledes Haven ikke har saa stor Tillokkelse som før, har jeg nu besluttet mig til at faae Reparationerne i og ved Havestuen iværksatte. Paa Mandag (vor Bryllupsdag) bliver Værelset rømmet, og paa Tirsdag komme Haandværksfolkene for at gipse og anbringe den nye Trappe, som allerede længe har været færdig. Saaledes vil Alt rigeligt kunne være istand til Din Hjemkomst.

Angaaende den Ting at skrive godt, da passer Lignelsen om Sangen uden Stemme ikke. Godt skrevet er det, som, naar det læses op, har en god, indtrængende, tiltalende, velklingende Form. Bogstaveringen er jo mere for Øiet end for Øret, den er kun en Veiledning for den Læsende, og har forsaavidt Intet at gjøre med Stilen. Saa besynderligt som det nu virke s. 227 lig er, at Du ikke kan komme efter hvad enhver lille Skoletøs kan lære, saa kunde jeg dog ikke ønske at bytte, og faae kjedelige Breve, godt bogstaverede. Næsten Enhver, undtagen Du, bogstaverer rigtigt, men næsten Ingen, uden Du, kan skrive Breve, som man har sand Glæde af at læse. Nu vel, Du har altsaa faaet det Bedste, det Ringere har Du ikke villet tilegne Dig, og det er mig for min Part det Samme, men det indskrænker Din Correspondance med Fremmede. Dog, det kan jo ogsaa have sine Fordele. 1)

Der er endnu Adskilligt i Dine sidste Breve at besvare, men ikke saa meget Papiret, som Tiden er forbi, og Brevet maa nu afsted. Farvel da, min gode Hanne! Paa Mandag trykker jeg i Tanken Dine Hænder i mine, og Dig selv til mit Hjerte.

Din hengivne
J. L. Heiberg.

I Tirsdags var det 5 Aar, siden vi i Suhrs Vogn holdt udenfor Madvigs Port, og jeg fik Efterretning om min Udnævnelse til Theaterdirecteur. 2) Kan Du huske, jeg gik hen paa et Caffehuus og skrev det til min Moder? Tiden gaaer, jeg kan nu ikke længer kaldes ny eller uerfaren i Embedet. Overskou har leveret mig en Oversættelse af et fransk 4 Acts Lystspil, men jeg har ikke læst det endnu.