Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Ludvig Heiberg FRA: Johanne Luise Heiberg (1854-08-08)

Min kjære Ludvig!

Det meget forventede Brev af z. August modtog jeg med Glæde, da jeg i flere Dage forgjæves havde ventet et fra Dig. To Ting skal Du have Skjænd for, først, fordi du lader mig vente, men endnu mere fordi Du ikke en Gang veed, at Du har ladet mig vente, men først opdager det ved at see Datum efter. Du er en styg Hund! Din Anke over, at jeg har ladet Dig vente, retter Du tilsidst ligesom Heiberg den gamle gjorde, i sine Erindringer, hvor han sidst i Bogen retter det Angreb, han gjør først i Bogen. 1) De Heibergere ere et letsindigt Folkefærd. Ikke at skrive i otte Dage! og ikke at vide det! De Heibergere ere tillige et troløst Folkefærd. Nu burde jeg rigtignok gjøre Gjengæld, men jeg vil lade Naade gaae for Ret. Tak for Dit morsomme Brev og for Kritikken over Sommer-Forestillingerne. Lykkeskillingen bliver vel desværre ikke brugt til Din Reise, thi den er vel nu en Umulighed. Der kunde saa let indtræffe noget de sidste Dage inden s. 249 Sæsonens Begyndelse, og da var det jo slemt, om Du var borte. »Nei, Taalmodighed, det er bedst, Du passer Dine Klok¬ker,« ligesom Link. 1) Det gjør mig ondt, at Du og Hertz vexle spydige Breve med hinanden. Han er dog en gammel Ven, som Du maa holde lidt tilgode. Naar Du var rigtig elsk¬værdig, gik Du aabent til ham, og Dit Besøg vilde gjøre Alt godt igjen. Af hans første Bog lyste en saa stor Kjærlighed til Dig. 2) Det maa Du ikke glemme.

Anthon har igaar faaet et Brev fra Kellermann i Wien, hvori han efter Løfte giver os Underretning om Bournonville. Han skriver, at han af sikker Kilde veed 1, at B.s Balletter har gjort Lykke i Wien, 2, at B. er engageret for næste Aars tre Maaneder med omtrent 2000 Banknoter, men til et fast brilliant Engagement er der ingen Udsigt for B. Imid-lertid forekommer det mig mistænkeligt, at hans to Balletter, Toreadoren og Festen i Albano, i fjorten Dage kun ere givne to Gange. 3) Det tyder ikke paa stor Lykke, men med dette En-gagement vil B. vel nok gøre sig bred i Kjøbenhavn.

Det er dog fortvivlet med de syge Piger vi ere plagede med. Nu er vel Din Moder fortvivlet; at hun imidlertid er rask, seer jeg af Bemærkningen om Stjernerne og Snustobak¬ken; hils hende, at det glæder mig at see, at hun er ved Kræf¬ter. 4) Det er dog latterligt, at Nielsen bliver indbudt til de høie Fester og ikke Du, det er atter Kameraderi igjennem den store Digter Holst og den gamle Abekat Levetzov. Forresten ere disse Herrer unægtelig et mere passende Selskab for vort Hof, end Johan Ludvig Heiberg. »Verden er bindegal, kjedelig og fatal«, staaer i et berømt Værk. 5)

Hils Etatsraad Dahlerup og siig ham, at jeg godt husker vor Samtale, uagtet vi have ført mange mere interessantere Samtaler end den. 6)

Og nu, min kjære Ludvig, reiser jeg da i Overmorgen til Franzensbad for atter der i 14 Dage at drikke, bade, og gaa paa Vandet som vi kaldte det i Ems. Kunde min Sjæl blive s. 250 saa reen som mit Legeme nu er, indvendig og udvendig, da var det nok værd at anvende to Maaneder paa denne Tvæt. Jeg synes ellers virkelig, at ogsaa den er tvættet i Længsel og Savn, naar denne Tvæt bare vil være af Varighed. Hjelp mig med at holde den i Ligevægt, naar jeg kommer hjem; jeg er saa god, naar jeg er from, og saa ond, naar jeg er hæftig, gjør derfor hvad Du kan for ikke at sætte de sidste Kræfter i Bevægelse. Din Kjærlighed og Godhed imod mig gjør mig saa lykkelig, Din Kulde saa dødelig ondt. Jeg er nu næsten bange for at komme hjem. Har Du maaskee følt en Lettelse ved min Fraværelse? Er det kun Vanen, der har gjort, at Du har troet, jeg var Dig nødvendig? Har Du nydt Din Fri¬hed som et Gode, der nu snart er tilende. Dog lad mig tie med alle disse Tanker, og tro, at det er en daarlig Mave som fremkalder dem. Ak! det gaaer mig som Fru Rosløw, jeg vilde gjerne have en Romeo og betænker ikke, at jeg ingen Julie er. 1) Og dog synes jeg ærlig talt, at jeg ikke har saa lidt Lighed med den gode Pige. Ja! nu siger Du vist: Jo jeg takker.

15*

Det er for mig en underlig Tanke, at Sommeren er forbi naar jeg kommer hjem; saa skal den jo først begynde for mig. Gid vi maa faa et smukt Efteraar, at jeg kan nyde noget af Haven i Dit Selskab, thi forunderlig nok smelter Haven og Du sammen for mig i min Længsel. Hvor jeg glæder mig til atter at byde Dig en Blomst om Morgenen, atter at drikke Caffe med Dig, og vore Aftentimer — De var dog rare! ikke sandt? Og hvis jeg nu bliver rigtig rask til Vinter, saa bliver jeg jo endnu mere elskværdig end tilforn, saa kunde vi begynde vort Ægteskab forfra og blive to rigtig rare Hunde. Dog, Du er vist træt af alle disse mine Phantasier. I Søndags var jeg i en Luthersk Gudstjeneste her, som blev holdt i en Stue. Den var stille og høitidelig, og da Præsten bad for dem, som alle vi syge have ladt tilbage i Hjemmet, behøver jeg vel ikke at sige Dig, min kjære Ludvig, at mit s. 251 Hjerte og min Bøn var for Dig. Lad derfor Din Tanke stundom dvæle ved

Din
Hanne.