Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Ludvig Heiberg FRA: Johanne Luise Heiberg (1854-08-16)

Franzensbad, Onsdag d. 16. August 1854.

Min kjære, kjære Ludvig!

Da jeg i Aftes kom hjem efter vor sædvanlige Spadsere¬tur, paa hvilken jeg atter fandt en Fire-Kløver, der spaaede mig Lykke, haabede jeg ikke at denne Spaadom saa hurtig skulde gaae i Opfyldelse. Dit inderlige, kjærlige, velsignede Brev gjorde mig virkelig saa glad, saa at den lille Lykkes-Profeth fuldkommen opfyldte det Haab den vakte hos mig, og jeg vilde kun ønske, at jeg havde mit sidste Brev uaabnet tilbage, hvori jeg bebreider Dig, at Du ikke læser mine Breve rigtig igjennem og ikke svarer saaledes, at jeg faar et Ekko af dem tilbage, thi dette rare Brev igaar er Beviis paa det modsatte. Kunde jeg dog sige Dig, hvor glad og lykkelig Dine kjærlige Ytringer i dette Dit Brev har gjort mig. Du længes efter mig! Du finder Behag i min Omgang! Du har været melancholsk i Sommer, og glæder Dig til at vi atter skal samles! og vil modtage mig med aabne Arme! Siig ikke, min inderlig kjære Ven, at jeg er exalteret, jeg var intet mindre end exalteret, da jeg skrev hiint Brev. Tro mig! jeg har virkelig en dyb Følelse af mine Mangler og Feil; selv om jeg ikke altid i Øieblikket vil tilstaa det for andre, bærer jeg dog ofte en Braad i mit Indre og ofte gaaer lange Perioder af mit Liv, hvor jeg synes, at det er umuligt, at noget Menneske, som lider under mine Svagheder, kan holde af mig eller have mig kjær. Min Ytring om at begynde vort Ægteskab forfra har Du imidlertid misforstaaet. Aldrig har jeg tænkt at slaa en Streg over tre og tyve Aars Samliv med Dig, nei, min kjære Ludvig, aldrig. Min Tanke var, at vi gjensidig atter skulde blive saa glade ved at være sammen, som da jeg sad i Lyst¬huset ud til Veien i Lyngbye og skrev mit første Vers: »Bærhei! kommer Du inte snart.« 1) Gjentagelsen heraf, mente jeg, skulde blive endnu fuldere, sikkrere, netop fordi der er en Basis af 23 Aar at bygge paa. Tro ikke, at jeg kunde glemme s. 264 det gode og skjønne, disse 23 Aar have bragt mig; det er jo egentlig først i disse 23 Aar, at der har været en indre Væxt i mig under Din aandelige Omgang, hvad havde jeg været uden denne? Netop disse samme Ord erindrer jeg engang at have sagt i en Samtale med Fru Kellermann fra Neumünster, 1) saa det er ikke Fraværelsen, der nu paa engang gjør mig saa beskeden, det er en længe følt Overbevisning af Dit Værd, og mine egne Mangler. Kunde Du spørge hende derom, vilde hun vist kunne bevidne Sandheden heraf. Jeg erindrer ogsaa at hun svarte: »Nei, hør kun, hvor hun taler!« Vel have disse 23 Aar ogsaa bragt Smerter, uforglemmelige Smerter, men, ogsaa for disse takker jeg Gud, thi de have ikke været uden god Frugt for mig, og have de end efterladt en veemodig mørk Krog i mit Hjerte, saa have de tillige ført mig ind paa Re¬signationens Vei, en Vei, som det er bedst at begive sig ind paa saa snart som muligt, thi den skal og maa betrædes. Da jeg for to Aar siden var saa syg, da havde jeg en Tid, som er uforglemmelig for mig. 2) Jeg var saa vis paa, og havde en, jeg kan næsten sige, salig Glæde over, at Døden nærmede sig. Jeg bad ofte i de lange Nætter, at Gud ikke vilde op¬sætte at kalde mig til sig, og uforglemmelig for mig er de lykkelige Fornemmelser, jeg da følte. Da kom Du, min Lud¬vig, som jeg dengang troede vilde bære dette Tab som et let Tab, en Dag ind til mig, saa bedrøvet og opløst i Taarer, og klagede saa rørende Din Sorg, at jeg inderlig bebreidede mig selv min Bøn og min Glæde over snart at være et Sted, hvor jeg haabede paa en roligere Tilværelse. Fra dette Øieblik er jeg bunden fastere til Dig end nogen Sinde. Ifald Du nu vil spørge: hvor kunde Du dog nogen Sinde tro, at Tabet vilde være mig let at bære? Da maa Du tro, at det ikke var saa urimeligt, at den Tanke ofte opstod hos mig. Der er i Din daglige Omgang, hvor elskværdig den end er, noget koldt, Dine venlige Tanker blive sjælden til Ord. Du har en vis Undseelse for at give Din Følelse tilkjende og føler næsten s. 265 aldrig Trang til at vise Kjærtegn mod dem Du holder af, og dog troer jeg, at Du vilde savne de Tegn som bestaar i Ord og Miner, hvis de udeblev hos Din Omgivelse, men da Du har dette Gode, veed Du næppe selv, hvor smerteligt det vilde være Dig, hvis Du maatte savne det. Jeg derimod har ofte følt denne Smerte. Jeg veed meget godt, at i alt væsent¬ligt har Du altid viist mig Din Hengivenhed og altid været mig en trofast Ridder, men det daglige Brød har jeg tidt maattet savne, og deraf er min Tvivl opstaaet. Tildeel mig derfor dette lidt rigeligere, hvis Du kan; men kan Du ikke, haaber jeg nok, at jeg alligevel herefter skal kunne holde fast paa Troen om Din Godhed for mig, og sige som Konen i »De Uafhængige«: Gid Alt maa blive, som det er. 1) Men endnu engang, tro ikke, at der er mindre Exaltation i alt dette, det er tænkt og følt fuldkomment rolig.

Fra det Heibergske Hjem

16

Tak for Dine kjærlige Raad om at forlænge min Reise, men endnu mere Tak, for at Du med Glæde imødeseer min Hjem¬komst. Dahlerup maa ikke tage det ilde op, men jeg forlænger den ikke een Dag. Alverdens skjønne Bjerge og Byer længes jeg nu ikke saameget efter som efter Dig og Haven og Hjem¬met, og kan nok finde den Hvile jeg behøver der. Visitterne har jeg slet ikke tænkt paa, og det kan unægtelig blive det værste, men jeg kommer alligevel, min kjære Ludvig; Dine søde og kjærlige Ord drager mig med dobbelt Magt hjem. Du maa ikke tro, at Anthons Penge-Fordele ere Grunden til, at jeg opgiver Dresden. Han siger ofte, at han følger mig med Glæde hvorhen og hvorlangt det saa skal være. Han er et rart, trofast Menneske, og Dig og mig inderligt hengiven. Hele hans Familie troer, at han kommer hjem den 3. Sept. Men vore egne Piger og Christensen kan let røbe det for min spør¬gende Moder. Betænk det, og tag Dine Forholdsregler der-imod. Suhr er vel, siden det er en Onsdag vi kommer, paa Sølyst, ellers vilde denne gode Ven vel blive bedrøvet over, at vi fortiede det for ham. Betænk ogsaa det, og bedrøv ham s. 266 ikke. Han har skrevet mig atter til og takket mig for mit Brev. Hils ham mange Gange fra mig og sig ham, at Köstler blev glad for den Hilsen jeg bragte fra ham og Frue.

16*

Det er jo meget rart med de mange nye Stykker, Du har faaet. Jeg har i de sidste Aar med et Suk tænkt paa at be¬gynde at spille igjen. I Aar har jeg derimod Lyst til at spille, hvilket vel maa være Tegn paa Livskraft. Gudskeelov at Bang er bedre, gid han maa være det i dette Øieblik, da jeg skriver dette ned. Hils ham, at jeg tager oprigtig Deel i hans Sygdom, som han tog i min. Hils ogsaa min Moder og sig hende, at jeg har erindret hendes Bryllupsdag. Det er jo deiligt, at min store Nerium blomstrer hjemme, ogsaa den glæ¬der jeg mig til at see. Jeg har i Dag faaet det første Slambad her og befinder mig vel derefter. Köstler bygger meget paa disse Bade netop for mit Onde. Han kommer til mig hver Dag, hvilket jeg næsten synes er for stor Artighed. Her er Alt dyrere end i Marienbad. Men vi kommer dog godt ud af det med Pengene, uagtet min Hu staaer til meget i Laderne i Hamburg. Du skal nok faae det altsammen, siger Anthon, naar Du ikke bryder Dig om at bringe Penge hjem med. Der vil blive en Conto i hans Regnskab, som vil hedde Hanne til Stads, som vil blive frygtelig at skue, men saa faaer Du ogsaa en peen Kone hjem, som Du kan faae Ære af. Jeg har alt faaet mange pæne Stykker og haaber paa flere. Naar jeg nu vidste om det er Dame-Roller jeg skal spille i de ny Styk¬ker, om de skal i Baldragt etc. etc., saa kjøbte jeg noget rigtigt fiint dertil i Hamburg, som ret kunde stikke Damerne i Øinene, og som jeg lod Theatret, ved Directeurens Hjælp, siden be¬tale uden at tage ringeste Profit derpaa.

Den Brevpost kan dog Pokker blive klog paa. Dit sidste kjære Brev fra 12. og 13. August fik jeg hertil to Dage efter, og andre bruger y til 6 Dage. Gudskelov at dette kom saa hurtig, da dets Indhold har gjort mig saa glad, og skrev jeg i mit sidste Brev, at Du var en fæl Hund, saa skriver jeg i s. 267 dette Brev, at Du er en rigtig god Hund og tager alle mine Bebreidelser tilbage. Lev vel, min egen kjære, kjære Ludvig! Snart sidder jeg hos Dig til langt ud paa Natten og spørger, naar Du sildig kommer ind i Sovekammeret: Hvor kommer Du fra? »Fra Hesten!«. 1) Bringer Dig om Morgenen en Blomst, drikker Caffe med Dig og pludrer Dig Ørene fulde om alt, hved jeg har seet og tænkt, idet Du omfavnes af Hjertensgrund af

Din
Hanne.

[En Seddel er vedlagt Brevet:]

Marie! Da jeg desværre hørere, at Caroline er syg, kunde da ikke Du og Christensen besørge Havestuen istand til Vin¬terbrug. Du kan tage en Kone til Hjælp, thi der maa godt sæbes af, da det ikke blev gjort paa det bedste ifior. Tak for Din Villighed i Carolines Sygdom. De andre Værelser kan vente, til jeg kommer hjem, men jeg vil nødig strax ligge i Reengjøring, og det er dog koldt først 1 September. Hils Caroline og ønsk hende god Bedring.