Heiberg, Johanne Luise BREV TIL: Heiberg, Johan Ludvig FRA: Heiberg, Johanne Luise (1854-08-21)

Løverdag den 19de. Morgen.

Da jeg vaagnede imorges havde jeg flere tusinde Erindringer om Dig og Dine Hænders Gjerninger, nemlig de utallige Knu¬der og Masker i det filerede Overtræk i Sovekammeret. Det har været aftaget for at vaskes, men var nu kommet paa, og overraskede mig, da jeg slog Øinene op.

DAS PREMQNSTRATENSSER. STIFT TEPL.«

Min kjære Ludvig!

I Gaar havde jeg den Glæde, da jeg kom hjem efter Slam¬badet, at modtage Dit Brev af 16. August. Din Retfærdiggjørelse over, at jeg ikke ved min Ankomst her fandt Brev,s. 280er jo fuldkommen, og min Længsel efter at høre fra Dig maa undskylde min Anklage. Det er jo en gruelig Beskrivelse af Uveiret i Kjøbenhavn, sligt hører man ellers kun fra Syden. Jeg troer, at naar jeg reiser fra Norden, saa reiser Norden til Syden, thi vi have her de saa meget bekjendte Regndage med Blæst og Slud fra Norden og ikke et eneste lille Tordenveir, som ellers her skal være almindeligt. Jeg sagde ogsaa til Köstler at det var reent Snyderi, thi — das haben wier alles beqvemer undt besser zur hause. Dette sidste skal være tysk, at Du veed det. Vandet og Slambadene, som jeg ikke kunde taale i Marienbad, bekommer mig meget godt her. Slammen her er overordentlig kraftig. Köstler siger, at der i ethvert saadan Bad er 25 & Salt. Smerterne i Maven og Siderne har aldeles ikke indfundet sig i de sidste Dage, saa det lader virke¬lig, at Slammen har faaet Bugt dermed. Köstler siger, at mit Ophold her kun kan betragtes som et Fingerpeg, hvor jeg skal hen næste Sommer. Men den Tid den Sorg. Det kan nok være, at jeg burde forlænge mit Ophold her, men Du maa ikke bede mig derom! Jeg maa hjem, min Længsel er for stor og jeg bliver ved min Beslutning. Efter Dit Ønske har Anthon forhørt sig om, naar Dampskibene gaaer, og da vi kan komme med Skirner fra Lybæk om Onsdagen, saa indtræffer vi i Kjøbenhavn om Torsdagen. Hvad Tid Skibet ankommer, faaer Du nok at vide. Jeg vilde rigtignok gjerne have seet Kiel og Neumünster istedet for det kjedelige Lybæk, men som Du ønsker det, skal det skee.

Fra det Heibergske Hjem

17

Vi lever her i fuldkommen Eensomhed, spiser hjemme, thi her er ingen almindelig Table d’hôte, spaserer vore Ture Morgen og Aften ganske ene. Af Landsmænd have vi her kun en Justitsraad Tang og hans Frue. Han er en Godsejer fra Jylland og Landstingsmand. 1) Det er to meget uappetitlige Folk, men meget artige og godmodige. De gjorde os Visitte i Gaar, og i Morgen kommer jeg til at gjøre Gjengjæld. Deres Tjener, en rigtig jysk Jens, er den behageligste af de tre. Den stakkelss. 281Karl er ulykkelig over at være her, hvor, som han sagde, ikke engang kan faaes en Dram. Anthon og jeg converserer ham imellem, hvilket lader til at behage ham meget. »Disse Folk her«, sagde han en Dag til os, »er slet ikke moersomme, da man ikke kan tale med dem, og kunde man tale med dem, var de vel heller ikke moersomme.« Jeg maatte tænke paa Mikkel i »De Danske i Paris«. 1) Anthon kan ypperlig tale med ham og faaer ham til at lee, saa det klukker i ham. Jeg kan forresten ikke sige, at jeg kjeder mig her, jeg syer pæne Kra¬ver og Kapper, hvormed jeg skal pynte mig for Dig, min Lud¬vig, naar vi atter sees. Men den stakkels Anthon, som ikke kan tye til slige Beskjæftigelser er ilde faren her, han tilbringer forresten dog sin Tid paa en lignende Maade, thi han sidder hele Dagen og vinder Traad, af hvilken jeg har kjøbt en heel Mængde her, da den er saa udmærket. Vor eneste Ad¬spredelse er at gaa lidt i Laderne og kjøbe et og andet, som man ligesaa gjerne kunde undvære, men lidt Fornøielse maa man jo have.

Jeg tænker meget paa den Forandring Du foreslaaer i vort Hus, men det er vanskeligt, thi Hovedsagen var at komme tidlig til Sengs, og Du veed, at for det meste ingen Fremmed, men vi selv sidder oppe til langt ud paa Natten og er Skyld i den Nattevaagen som er saa skadelig for mig; og dette seer jeg ingen Mulighed i at faae forandret uden at tage een af vore bedste Nydelser fra os, disse Nattetimer er saa deilige. Men man kommer vel ud af det. Naar Du kun er rigtig god imod mig til Vinter, bliver jeg nok rask. Köstler siger, at enhver Sindsbevægelse er Gift for mig; nu veed Du, hvad Du har at rette Dig efter, thi der er Ingen, der har Magt til at forgive mig paa denne Maade uden Du, men jeg skal nok være fornuftig og ikke lade mig forgive saa let. Vi reiser nu herfra, den 16. istedet for den 25., saa kan jeg faae et Slam¬bad til her, men saa siger jeg Farvel til Slam og Vand og alle de stygge tyske Billeder, man maa gaae her og see paa,s. 282thi en saadan Samling af stygge Mennesker, som her er, har Du ingen Idee om. Hvor glad vil jeg da ikke være, naar jeg fra Dampskibet kan øine Dine kjære Træk ved Told¬boden, trykke Din Haand, og sidde ene med Dig og tale, som man kun kan tale med den, der saa fuldkommen forstaaer, hvad man taler, som Du gjør, min egen kjære Ludvig! Saa vil vi sidde oppe til Kl. 3 om Natten — nei, det er sandt, det er jo det, der er saa skadelig, men jeg synes det er dog bedst at gjøre det alligevel. Din inderlig hengivne

17*

Hanne.