Danmarks Breve

BREV TIL: Johanne Luise Heiberg FRA: Johan Ludvig Heiberg (1855-06-14)

Torsdag Aften, 14. Juni 1855.

Min kjære Hanne !

Jeg havde ventet at faae Brev fra Dig idag, men der kom intet, og jeg maa nu haabe paa imorgen. Sagen foruroliger mig vistnok ikke, thi der er intet Besynderligt deri, s. 320 men man bliver lidt utaalmodig, naar det Forventede opsættes. Marie fandt idag, at jeg saae daarlig ud, og vilde dutte mig paa, at jeg ikke befandt mig vel. Hun sagde, at naar Du reiste bort, begyndte jeg altid at befinde mig ilde og see daarlig ud ; og det forekom mig, at hun tilføiede halv sagte : » Naar man har saadan en Etatsraad, skulde man heller ikke reise bort. « Men det kan være, at jeg hørte feil, og jeg vilde ikke spørge hende derom. Jeg sagde hende, at hvis jeg allerede saae daarlig ud, saa kom det maaskee af, at jeg var bleven sulten, hvorpaa hun gav mig en holsteensk Sild, og glædede sig over Curens Virkninger.

Da jeg havde modtaget Dit første Brev og strax efter afsendt mit Svar, kastede jeg de Blomster bort, som Du gav mig den Morgen, Du reiste. De vare naturligviis ganske visne, men jeg havde besluttet at gjemme dem, indtil jeg havde faaet det første Brev fra Dig. Da jeg nu ikke vilde kaste Blomsterne ud af Vinduet i den Bouquetform, hvori Du havde bundet dem, løste jeg Bouquetten op, og opdagede nu den lille Kunst, at Rosen var bunden til en kunstig Stilk. Stilken og Baandet har jeg gjemt. Men jeg hører, at Du inden Din Afreise har viist Dig som det Modsatte af en lille Jøde, nemlig ved at give min Moder 30 rd. Det er jo meget nobelt af Dig. Gid hun nu blot maatte kunne skaffe sig nogen virkelig Fornøielse for dem! Hendes Tilstand er ganske som sædvanlig, afvexlende bedre og slettere. Idag har hun været meget angreben, men der har ogsaa hele Dagen været Torden i Luften, og det har regnet dygtig paa de store Sangforeninger ved Skydebanen og deres Publicum. 1) — A propos af Publicum, man siger, at Wiehe har iaften sin Aftenunderholdning paa Hoftheatret. 2) Averteret har den ikke været, ligesaalidt som Amalie Prices i Mandags, hvor dog Huset var fuldt, og baade Nielsen og Høedt lønnedes med stort Bifald og fremkaldtes, hvis man kan troe Berlings Tidende, thi jeg kjender Ingen, som har været der. At Wiehe nu er frisk igjen, er s. 321 imidlertid vist, thi Walsøe har mødt ham paa Gaden. Det hedder sig nu ogsaa med Bestemthed, at baade han og Høedt ere engagerede hos Lange.

Et andet Rygte, som man ogsaa tidt har hørt, men som synes at ville blive til Sandhed, er at Kongens Ægteskab med Grevinden nu skal officielt bekjendtgjøres ved alle Hoffer i Europa. 1) Derved bliver hun da anerkjendt, og jeg indseer da ikke, hvorledes de første Damer kunne undslaae sig for at omgaaes hende, uagtet Prindsesse Caroline skal have erklæret Scheel, der forberedte hende paa hvad der forestod, at hun aldrig vilde sætte sine Been hos hende. Studenterne have forleden tracteret hende med en Concert paa Frederiksborg, og hun eller Kongen igjen tracteret dem med en Sexa. Men i Kjøbenhavnsposten har hun i disse Dage faaet et andet Tractement. 2) Den har indeholdt et Par bidende Artikler om Grundlovsfesten i Tivoli, i hvilke der staaer, at der ingen Damer var ved Festen, men derimod en stor Masse Fruentimmer af den Sort, som Holberg kalder Ane Hattemagers Bataillon, og at Dette jo var meget passende, eftersom Krage søger Mage. I en Anmærkning tilføies, at Ane Hattemagers var et berygtet Fruentimmer, som for noget over hundrede Aar siden blev kagstrøgen og sat i Spindehuset. » Saaledes «, hedder det, » behandlede man dengang det Slags Qvindemennesker. « Man siger, at alle Ministrene, med Scheel i Spidsen, ere enige i at fremme den omtalte Plan, kun med Undtagelse af Andræ, som skal være derimod, men det kan naturligviis ikke hjelpe, han bliver nødt til at give efter.

Suhr var et Øieblik hos mig forleden Dag, og sagde, at han og Bang 3) reiste til Marienbad enten Mandagen den 25 de eller Torsdagen den 28de Juni. Saa bliver det nok om Mandagen. Jeg har ikke talt derom til Andre, men hører det nu fortælle fra flere Kanter, f. Ex. fra Fru Martensen, som jeg besøgte i Eftermiddag, og hvis Mand nu er kommen tilbage fra Visitazen. Nogle have villet formaa Bang til at opgive s. 322 denne Reiseplan, fordi det ikke synes passende, at Premierministeren er fraværende paa den Tid, da Fællesforfatningen skal afgjøres ; men det har ikke hjulpet. Han skal virkelig trænge til en Badecuur, og han har vel tænkt, at fik han den ikke iaar, maatte han beqvemme sig til den næste Aar, men da var det ikke vist, at han fik den gratis. — Paa Søndag skal jeg til Sølyst, jeg skal kjøre med Rottbøll, hos hvem jeg spiste igaar i et lille Selskab, bestaaende af Justitsraad Schjern, Krøyer, Andreas og Camillo Buntzen. Din Skaal blev drukken ved Bordet, og jeg har lovet Rottbøll at bringe Dig mange Hilsener fra ham. 1)

Fru Martensen fortalte mig, at hun i Søndags havde været i Vartou Kirke for at høre Grundtvig, og der havde hun ved samme Leilighed været Vidne til, at Plougs Førstefødte, en lille Datter, blev døbt. 2) Fru Martensen agter at leie Sommerværelser i Vedbek fra Midten af Juli til Midten af August, paa hvilken Tid Martensen skal tiltræde sin anden Visitaz.

Det er morsomt at see, hvor hurtigt Noget kan sættes i Circulation i Kjøbenhavn. Min Vittighed om Gnavspillet, som jeg har fortalt et Par Mennesker som en Anecdot, der var kommen mig for Øre, fortaltes mig igaar hos Rottbøll, som Byens nyeste Witz, og den tillagdes Eisen. 3)

Hos Din Moder var jeg i Mandags, for at lade hende vide, at jeg havde faaet Brev fra Dig, men hun var ikke hjemme, og jeg sagde Pigen Besked.

See, dette var nu et Brev i den fortællende Stiil. Jeg venter nu imorgen, at et Brev fra Dig giver mig Anledning til at fortsætte det i en anden Retning. Nu er det Sengetid, jeg vil derfor gaae til Ro, efter at have sagt Dig et Godnat paa Papiret, og det andet, som Du veed nok, naar jeg er kommen i Sengen.

Fredag Formiddag Kl. 11.

Jo, Anledningen kom. For en halv Time siden modtog jeg Dit kjære Brev fra i Mandags, hvoraf jeg med Glæde saae, s. 323 at Du allerede var kommen til Din Bestemmelse, hvilket jeg ikke havde ventet, da jeg troede, at der vilde medgaae meer end to Dage for at komme fra Berlin til Marienbad. Det var jo en slem Historie med Bulerne, men siden det er overstaaet, faaer det være. Det glæder mig ret, at Du er kommen til at boe hos de samme Folk som ifjor, og endda har faaet bedre Værelser. Men hils den lille Anna fra Gemalen, og siig hende, at hun ikke maa bedømme ham efter de Erfaringer, hun kan have gjort med Andre, enten Gemaler eller Uformælede, og gjør Afbigt for Dine Ord, at jeg er et Skarn. Gud veed, hvorledes jeg skulde kunne være fraværende i denne Tid. Hver Dag bringes Portefeuillerne, undertiden to Gange, mellem Contoret og mig, frem og tilbage. Hver Dag eller de fleste er der Brevvexling med Ministeriet om de tusind Ting, i hvilke dog ingen Substitut kunde tage Bestemmelse i mit Navn. Det hører ogsaa med til Fru Halls løse Snak, at hun har sagt til min Moder, at det var skammeligt, jeg ikke var reist med Dig; det kunde jeg gjerne, naar jeg vilde, thi efter Saisonen havde jeg ingen Forretninger. Min Moder spurgte ganske naivt, om det var sandt, at jeg ikke havde Noget at bestille.

Det Sted, hvor vi, i Selskab med hinanden, saae flyvende Sanct-Hans-Orme, var i Slotshaven i Weimar. 1) Andre Steder mindes jeg ikke at have seet dem med Dig, idetmindste aldrig i saa store Sværme. I Taarbek saae vi af og til nogle faa.

Hvad Du skriver om Davidson, har interesseret mig, thi jeg har længe ønsket at erfare noget Paalideligt om ham.

Naar Du nu, min kjære Hanne, skriver, at Du er melancholsk, at Dine Tanke-Variationer, forsaavidt som jeg er deres Gjenstand, antage snarere Characteren af Moll end af Dur, saa lad dog denne Hang til at see Meget i det værste Lys, fare, og betænk, at Du selv raader, langt meer end jeg, for Tonarten af Dine Tanker. Og du behøver ikke at bede Gud om at indgive mig venlige og gode Tanker om Dig, thi s. 324 andre har jeg aldrig og faaer jeg aldrig, om jeg end undertiden kan føle mig plaget og besværet af Din overdrevne Mistænksomhed og Dine mange unødvendige Skrupler ; og den værste Plage heri er dog ikke den, som Du umiddelbart tilføier mig, men den som Du derved tilføier Dig selv, og som jeg bedrøver mig over paa Dine Vegne, saa meget mere, som det altid faaer Udseende af, at det er mig, som forvolder Dig den, medens det dog i Virkeligheden er Dit eget Sind, som skaber den. Nyd nu med frit Sind, med let Hjerte den smukke Natur, det behagelige Opholdssted og den heldbringende Cuur, og tvivl aldrig noget Øieblik paa, at jeg er Din stedse trofaste og hengivne Ven, hvem ingen Anden kunde erstatte Tabet af min sande, ja i Grunden eneste Veninde, til hvem jeg ved et langt Liv og saa mange Erindringer er uadskillelig fastgroet. Men denne Overbeviisning skal Du ikke allene have i Marienbad, men ogsaa her. Og naar jeg ikke mundtligt siger det med ligesaa bestemte Ord, som i dette Brev, saa kommer det meget af, at Du selv støder mig bort med Dine smaa Plagerier, hvorimod Afstanden og det skriftlige Ord mildner Udtrykket, og derfor ogsaa indgiver mig et mildere og oprigtigere Svar. Hvad der ogsaa gjør megen Skade, naar Du er her, det er de mange Øretudere, som Du lytter til, og som Du nu er fri for, thi om Din Broder troer jeg ingenlunde, at han hører til dem.

Og nu Farvel, min kjære Hanne ! Brevet skal afsted i Formiddag. Gid det maa træffe Dig ved god Sundhed og god Sindsstemning !

Din trofast hengivne
J. L. Heiberg.