Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Ludvig Heiberg FRA: Johanne Luise Heiberg (1855-06-28/1855-06-29)

Fredag Morgen.

God Morgen, min kjære Ludvig! Jeg har sovet deiligt i Nat, jeg havde jo faaet Brev. Suhr har bragt det gode Veir med. Himlen er blaa, Luften let, som kun i Marienbad, Varmen s. 348 overbeviser Een om, at det dog virkelig er Sommer. Jeg gik her og phantaserede om i den sidste Tid, at Suhr maaskee havde overtalt Dig til at følge med ham hertil. Dette Haab slog feil. Det er kjedeligt, at han reiser med den Tværdriver, 1) men herved er nu intet at gjøre. I Eftermiddag skal vi kjøre ud sammen til Metternichs Land-Slot 2) og drikke Caffe der. Jeg glæder mig til at kjøre, det er saa længe siden jeg kjørte paa en aaben Vogn. Gid Du dog skulde med ! Onsdag eller Torsdag reiser vi herfra til det kjedelige Franzensbad. Det er dog vist det rigtigste, at Du sender Svar paa dette Brev til Franzensbad. Naar man kommer paa et nyt Sted, længes man altid efter Brev og derfor er det bedst at jeg faaer det saa hurtig som muligt. Dine Skjorter ere blevne saa smukt syede. Jeg er saa glad for dem, gid Du nu ogsaa maae blive det.

Fra det Heibergske Hjem

21

Ak ! den Vinter ! Den ligger for mig som en Bussemand, der indgyder mig Angst og Smerte. 3) Theatrets Skjæbne — de lange Aftener, hvori jeg sidder saa eensomt og venter paa Din Hjemkomst — mit eget urolige Sind — Alt indgyder mig Forsagthed, og Du synes kun om glade Mennesker, og ikke om mismodige. Men hvem kan tvinge Glæden frem, og en tvungen Glæde er der heller intet rart ved. Jeg har ret tænkt paa, at jeg virkelig ikke har leet af Hjertet i de sidste 3 à 4 Aar. Det er dog tungt ! Dog, min kjære Ludvig ! Jeg vil ikke som i Fjor love Dig saa meget, men jeg bearbeider i mit Inderste de bedste Forsætter for Dig og mig ; gid jeg nu blot maa faae Kraft til at holde dem. Viis mig lidt mere aabent den Godhed for mig, som Du siger, at Du bærer i Dit inderste, og Alt vil da nok gaae godt. Jeg er desværre en mistroisk Natur, men jeg vil bekjæmpe denne Mistro, det er mit faste Forsæt, men hvad nytte vore Forsætter ? Jeg hører saa ofte af Folk, at de rose mig for en fast Caracteer, og jeg har i Grunden en jammerlig svag, hvilket volder mig en stor Ærgrelse. Hav derfor lidt Taalmodighed med mig og see ikke s. 349 mine Feil fra den værste Side, og Du skal see ! Meget kommer i Grunden af en Mistillid til mig selv, og i Mangel af en vis Stolthed, som man aldrig burde opgive, men som sagt, jeg haaber at blive mere stolt og faae mere Selvtillid. Farvel, min egen kjære, kjære Ludvig! Jeg klapper og kysser Dig i Tankerne! Tænk kjærligt og godt paa Din fraværende Veninde.

Din inderlig hengivne
Hanne.

Jeg reiser ikke herfra, før dette Brev er besvaret.