Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Ludvig Heiberg FRA: Johanne Luise Heiberg (1855-07-03)

Tirsdag Morgen, d. 3. Juli 1855. Marienbad.

I Haab om, min kjære Ludvig! at jeg i Dag faaer Brev fra Dig, vil jeg alt nu begynde mit Brev til Dig, thi denne er en travl Dag. I Morgen Kl. 9 reiser vi til Franzensbad. Vi ere indbudne til Middag til at spise hos Suhr og i Eftermiddag skal der pakkes ind. Forleden Middag, da vi ligeledes spiste med Suhr, bleve vi trakterede paa det pragtfuldeste. Bang, som dog virkelig er en godmodig Fyr, endskjøndt han er dygtig gnaven, foreslog Din Skaal som blev drukket i Champagne. Ved Bordet faldt Talen om de nye Valg af Rigsdagsmænd s. 360 mænd og derved paa Walther. 1) Bang sagde, at han var en lumpen Karl og en Vindbøitel, han ærgrede sig over at han havde faaet 100 Rbd. Tillæg, sagde at han skrev i Morgen-Posten, og jeg kunde nok mærke, at han i sit Hjerte dadlede Dig, fordi Du protegerede en saadan Æsel. Alt dette var Vand paa Anthons Mølle, som Du nok veed har den sletteste Tro om samme Mands Paalidelighed. Jeg er bange for, at Du troer ham for godt. Anthon paastaar, at det er reent personlig Hævn, at den Controlør, han har anbefalet Dig, ikke en eneste Gang er blevet tilsagt til Tjeneste, uagtet han har været constitueret over et Aar.

I Gaar vare vi ude med Suhr og Bang for at besee et Kloster et Par Miil herfra, kaldet Tepl. 2) Det er dette Kloster, som eier hele Marienbad med Omegn, og er følgelig en meget rig Stiftelse. Det er tillige en Slags Høiskole, hvorfra Videnskabsmænd tages i alle Fag. Det første vi besaae var Kirken, en pragtfuld og høitidelig Kirke, der unægtelig stemte til Alvor. Midt i Kirken stod en Ligkiste med et sort Tæppe kastet over, besat med fire Dødninge-Hoveder, og oven paa, laae en Sølvpude med et Dødningehoved, alt af Sølv. Der var nemlig en Broder af Ordenen død i Prag, og da er det Skik, at hele Ceremonien forgaaer i Klosteret, som om Liget var tilstede. Denne Høitid skulde skee i Dag. Loftet og Væggene i Kirken vare rigt prydede med herlige Fresco-Malerier. Klosterets Stifters Liv og Levnet vare afbildede i mange af disse Frescomalerier. Det var en mærkelig Historie, man her saa afbildet. Da han, der var af høi Slægt, blev født, bragtes han blind til Verden. Hans Moder, fortvivlet herover, anraabte den hellige Jomfrue om at skjænke sit Barn Synet igjen. Hun saae da den hellige Jomfrue i en Sky omgivet med Engle, og Barnet fik sit Syn. Da Drengen blev ældre, kjørte han en Dag for at besøge sin Moder, der i nogen Tid havde været fraværende. Vognen væltede og Hjulene gik over hans Hals, uden at han kom til ringeste Skade, hvilket atter tilskreves s. 361 den hellige Jomfrues Bistand. I en endnu ældre Alder druknede han ved et Ulykkestilfælde og atter blev han frelst, og han paastod, at han havde seet den hellige Jomfrue, og at hun havde baaret ham op af Vandet. Han giftede sig nu og fik en Søn, men Moder og Barn døde kort efter hinanden. Herover blev han saa fortvivlet, at han besluttede at drage i Krig for saaledes at ende sine Dage, men han fandt ikke Døden, som han søgte, og geraadede nu i en saa sort Melankoli, at det var ham uudholdelig. Han reiste nu til den hellige Fader og bad ham om Raad for sin Smerte, og denne raadede ham nu at grundlægge en Orden for derved at have noget, der ret kunde udfylde hans Liv, og han byggede Tepl-Kloster. Hans Slægtninge, forbittret over at al hans Formue skulde anvendes herpaa, overfaldt ham hemmelig, bandt ham og førte ham tillige med hans Tjener i et Fængsel, hvor de skulde omkomme af Sult. Da de havde siddet her i længere Tid, aabenbarede den hellige Aand sig for ham og sagde: Send din Tjener ud og lad ham underrette Verden om, hvor du er. Dette skete, medens han sov. Da han vaagnede, sagde han til Tjeneren, at han skulde gaae. Hvor kan jeg det, udbrød Tjeneren, jeg er jo lænket og Taarnet er høit. I [det] samme brast hans Lænker og Karlen forbauset herover vovede Springet ned uden at komme tilskade. Nu samlede Egnens Beboere sig og trængte ind i Fængslet, men Tepl-Herren laae død af Hunger. Nu blev han høitidelig begravet i den Kirke, vi saae, og hans Formue var testamenteret Klosteret. Dette er skeet i det tolvte Aarhundrede.

En af Munkene førte os om. En net Mand med et klogt og polisk Ansigt. Men blege seer de dog Alle ud. Da vi kom ind i en stor pragtfuld Spise-Sal sagde han til mig : Nu maae jeg et Øieblik berøve Dem Deres Herrer, thi videre end hertil tør ingen Dame komme, men for at De ikke skal kjede Dem saalænge, saa, og nu aabnede han et stort Flygel, kan De underholde Dem med Musik saa længe. Han gik nu med s. 362 de Andre, og jeg satte mig til Claveret og sang Din Gadevise : » Nu vandrer jeg atter i Haven her « , og derpaa — Den tapre Landsoldat og adskillige andre Sange. 1) Dine Gadeviser, min Ludvig ! er altsaa sjunget i et Kloster ; det var ikke sjunget for deres Vugge.

Da Munken kom tilbage med Herrerne, sagde jeg til ham, at man nok ikke i Klostrene kjendte Damernes Nysgerrighed, thi ellers vilde man vel betænke sig paa at sætte dem paa saa haard en Prøve. Han lo og trak paa Skulderen.

De Andre havde seet Bogsamlingerne, som skal være storartede, og det allerhelligste Sted, hvor de udøve deres Gudstjeneste, og have Helgenerne liggende. Det værste var, at jeg ikke fik et Maleri at see, som skal være verdensberømt formedelst dets mageløse Perspektiv, selv Bang var forbavset herover. Munkene komme alt ind som Børn; til deres 24. Aar kan de endnu betænke dem, i det 25. Aar aflægge de Løftet, og kan da ikke mere træde tilbage. Alt hvad de eier eller kommer til at eie ved Arv eller deslige, hører da Klosteret til. Dog jeg har vist alt skrevet for meget herom og vil derfor nu afbryde.

I Dag har jeg reddet en Skolopender, de Dyr som Du siger, at Du saa godt kan lide ; 2) den Stakkel var kommet ind i et mørkt Hul og kunde ikke finde ud igjen. Siden Ludvig saa godt kan lide Dig, sagde jeg til den, skal jeg redde Dig ud af din Nød, og den takker nu Dig for sin Frihed. Nu vil jeg høre op at skrive længer, indtil jeg seer, om der kommer Brev i Dag.

Ja, min kjære Ludvig, jeg har intet Brev faaet, nu den er tre qv. til 1 og Kl. 1 skal mit Brev være paa Posten, altsaa maae jeg nu slutte, desværre i en Fart. Lev vel, min rare kjære Ludvig ! Gid jeg nu maae faae Brev i Franzensbad. Der er ogsaa Haab, at jeg kunde faae i Aften, skjøndt det er ikke rimeligt. Tusinde Farvel ! Nu maa jeg lade det rare s. 363 Stykke Papir staae tomt, det er Din Skyld. Alligevel kysser jeg Dig i Tankerne. Lev vel!

Din inderlig hengivne
Hanne.

Jeg kan ikke engang faae Tid at læse igjennem, hvad jeg har skrevet, saa Gud veed hvorledes Din Stakkel vil komme ud af det. Men da jeg veed, hvad det vil sige at vente paa Brev og ingen faa, sender jeg det som det er.