Fredag Formiddag, 6. Juli 1855.
Min kjæreste Hanne!
Efter igaar, temmelig sildigt, at have modtaget et Brev fra Dig, som jeg just nu vilde sætte mig til at besvare, overraskes jeg allerede ved et nyt, skrevet Dagen før Din Afreise til Franzensbad. Uagtet der er 3 Dage mellem begge Breve, ere de dog komne lige efter hinanden, og det maa hidrøre derfra, at det første er gaaet over Land, det andet med Dampskib, eller ogsaa hænger det anderledes sammen, hvilket gjerne kan være. Igaar er Du altsaa kommen til Franzensbad, og har formodenlig ogsaa faaet mit sidste Brev. Jeg skriver nu igjen for ikke at lade Dig vente paa Brev, men det Meste af hvad jeg havde at sige, maa jeg gjemme til en anden Gang, thi det er blevet noget sildigt. Jeg var igaar beskjæftiget meds. 367mit Svar til Berlings Tidende, som jeg først fik færdigt sildigt ud paa Aftenen. Jeg var da træt og ikke opsat til at skrive igaar Aftes. Tag altsaa idag tiltakke med disse faa Linier. Til Erstatning lægger jeg den Berlingske Artikel 1) i Brevet, og allerede af den Grund skriver jeg idag paa mindre Papiir, for ikke at gjøre Convoluten for tyk; thi jeg vedlægger ogsaa, som Du seer, Forglemmigeier og Rosenblade, hvilken Sammensætning Du fandt Behag i for et Aar siden. Denne Gang have disse Blade dog en større Betydning, thi det er de første Forglemmigeier i Haven, og Bladene ere af den første Rose. Efter et Par Dages Regn stod nemlig Haven iforgaars fuld af Forglemmigeier, og den første Rose var næsten udsprungen. Næste Morgen, inden jeg var staaet op, saae Caroline den og klippede den af tilligemed et Par andre, mindre udsprungne, og overraskede mig med at bringe mig den første, hvilket dog just ikke var efter mit Ønske, da jeg heller selv havde klippet den af. Nu staaer den i et Glas Vand, og jeg tager et Par Blade fra den. I hvad Tilstand den lille Green af Forglemmigeier kommer i Din Haand, kan jeg ikke vide, men for Øiblikket har den med sine Knopper en ganske ualmindelig Form, idet den ligner et Spænde eller en langagtig Broche.
Jeg var forleden hos Martensen og bragte ham Hilsenen fra Løwenthal, idet jeg ligeledes fortalte ham om det Svar, han havde givet Dig med et Suk og de Ord : Und wie ? — Martensen sagde, at hans Kone havde for endeel Aar siden været berømt for sin store Skjønhed, der havde tilfølge, at Lenau forelskede sig i hende, og var der tidligt og sildigt, og bragte sine Venner med sig i Huset, deriblandt ogsaa Martensen. Lenau havde saa stor Respect for hendes Dom, at han aldrig lod Noget trykke, før han havde læst det for hende og hørt hendes Mening. Om Manden sagde han, at det var en smuk Mand, men at han gjaldt for ubetydelig, og man tog ikke megen Notice af ham. Om der nu i disse Oplysningers. 368ligger nogen Forklaring af det sukkende Svar, skal jeg lade være usagt.
Naar Bang siger, at Walther er en Æsel, skulde han dog tillige sige, hvorfor. Det er det Mærkelige ved denne Mand, at Alle tale ilde om ham, men Ingen kan sige, hvori hans Slethed da bestaaer ; thi at han er et Stykke af hvad man kalder en Blære, og gjerne gjør sig vigtig, er dog endnu ikke Nok til at kalde ham en Æsel. Mange Gange er han jo bleven angiven hos mig for Underslæb og andre Feil, men ved enhver Undersøgelse har det viist sig, at man gjorde ham Uret. Da jeg antog ham, var han forsynet med talrige, glimrende Attester fra meget anseete Mænd, hvis Vidnesbyrd Bang neppe vilde forkaste. De 100 rd., han har faaet i Tillæg, er jo ikke Noget, der er gjort for ham personligt, men de blive herefter ved Embedet, og komme hans Eftermand tilgode.
At Frøken Andreasen raisonnerer à la Mantzius, er vistnok meget tactløst. Vel er Enkedronningen selv noget vaklende i sine Anskuelser, og hendes Selskabsdame, der naturligviis vil være af samme Mening, som hendes høie Herskab, kan have vanskeligt nok ved at finde denne med Sikkerhed. Men i Tvivlstilfælde kunde hun jo holde sig til Christian den 8des Meninger, og være vis paa, at hun ialfald, ved at bekjende sig til dem, ikke kunde falde i Unaade hos Caroline Amalie. Iøvrigt er hun i disse Dage udnævnt til Etatsraadinde med samme Rang som Du, men Du har Anciennitet, og kan derfor gaae først ind ad en Dør. 1)
Den yngste Wiehe besøgte mig Dagen før sin Afreise, og talte længe med mig. Han har Intet imod at komme hertil om et Aar for at lade sig engagere. Men han og hans Kone have i Alt en Indtægt af 2400 rd. ved Christianias Theater, og meget mindre kunde han ikke være tjent med her, ligesom han heller ikke kunde indlade sig derpaa, med mindre han strax blev Kongelig Skuespiller, med Udsigt til Pension. Dus. 369seer altsaa, at Tingen har sine store Vanskeligheder. Iøvrigt talte han meget sindigt og fornuftigt om sin Broder.
Tak for Dine rare Fortællinger om Klosteret og Elverhøis-Historien i Fyen.
Scolopendre holder jeg ikke af. Men Du tager vel ogsaa feil af Navnet, og det er sagtens et andet Dyr, som Du har reddet for min Skyld, hvilket jeg takker Dig for.
Der er Adskilligt i Dine Breve, som jeg endnu har at svare paa, og Adskilligt, som jeg selv har at meddele. Jeg skriver igjen om et Par Dage. Nu tør jeg ikke opholde disse Linier længere.
Farvel, min kjæreste Hanne! Jeg tænker daglig paa Dig, og ønsker Dig til Lykke med Din Cuur, Din Reise og Din Hjemkomst.
Din
J. L. Heiberg.