Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Ludvig Heiberg FRA: Johanne Luise Heiberg (1855-07-07)

Løverdag, d. 7. Juli 1855. Franzensbad.

I Haab om, min kjære Ludvig, at jeg i Aften eller i Morgen faaer et Brev fra Dig, vil jeg begynde min Epistel i Dag. Det var altsaa vor Bolig her, som jeg lovede Dig en Beskrivelse af. Da vi ankom hertil, tog vi ind i de første Hoteller, vi vilde dog ogsaa en Gang bo elegant. Ja Gud hjælpe os. Overalt lød det : Alt er besat, og vi saae os alt i Aanden ligge paa Landeveien under aaben Himmel. Nødlidende af Sult og Tørst, besluttede vi nu i vor Fortvivlelse at tage ind i et Hotel for at tilfredsstille denne Trang. Da vi vare blevne mætte, blev vi aabenhjertige og beklagede vor Skjæbne for Opvarteren. Følende Medlidenhed med vor usle Tilstand sagde han, at der vel var et Par Værelser i Baghuset, ifald vi vilde tage tiltakke, indtil der blev noget ledigt i For-Huset. Jeg besaae nu de os tiltænkte Værelser. Mit er en stor Sal hvori der kunde staae ti Senge, men der stod dog for Øieblikket s. 370 kun tre. Senge var her altsaa i Overflødighed, men derimod saa godt som ingen Møbler, imidlertid da jeg traadte hen til Vinduet, slog en Nattergal, eller Drossel, jeg kan ikke komme paa det rene hvilket det er, sine skjønne Triller, og dette bestemte mig til at blive. Ligesom jeg selv er en Værtshusdatter, saaledes troer jeg, det er Himlens Styrelse, at jeg allevegne skal komme i Kast med Gjæste-Stuer, thi under min Sal er den egentlige Kro-Stue, og over vor Opgang staaer skrevet over Døren : Skjænkestue, saa jeg er i Stand for at komme i Ry for Sviir, naar Folk saa ofte seer mig træde ind af denne Dør. » Det er ikke nyt i Folkestue, at man lyver en ærlig Mø noget paa «. 1) Jeg har nu pyntet op i min Sal med hvad jeg kunde, sat de faae Møbler, her vare, midt paa Gulvet for at give den et fornemt Præg, sat en stor Bouquet af Mark-Blomster paa Bordet, og nu forsikkrer Anthon, at her er nydelig, men jeg har en Mistanke om, at det især er den billige Betaling han finder nydelig. Vinduerne vender imidlertid ud til en Landevei med grønne Træer og det er jo meget heldigt ; havde de vendt ud til en Ko-Stald, maatte jeg dog blevet her, saa mange Reisende er her og saadan en Mangel paa Plads. Den største Færdsel paa min Landevei bestaaer imidlertid af Stude og Tyre, saa dersom jeg var Dyremaler havde jeg nu Anledning til at gjøre et fuldstændig Studium. Dog Fuglen med sine Triller bestemte mig, og den trøster mig for alle Savn. Af Danske er her en Stivstikker af en Major, Hr. Mosiin, ved Artilleriet. 2) Han har gjort mig en Visitte og derved truet mig med oftere at skulle underholdes af ham. Han seer skikkelig og god ud, men jeg vilde hellere — Gud forlade mig — at han havde været morsom og uskikkelig. To danske Damer, som ligeledes seer skikkelige ud, men som jeg vil lade nyde deres Skikkelighed i Enerum, kjedelig kan jeg selv være, dertil behøver jeg ingen Hjelp. Du seer altsaa, at vi ere til Dato mutters ene, og naar jeg undtager den Glæde Dine Breve forskaffer mig, lever jeg s. 371 et temmelig Krageliv, og skal slet ikke græde den Dag, da vi siger Franzensbad Farvel. Veiret er atter slet, og det regner det meste af Dagen. Jeg sover ikke godt om Natten, » alt for de stærke Drømme «. 1) Lever jeg uden Begivenheder om Dagen, da veed Gud jeg har nok af dem om Natten, men da Du ikke kan lide at høre Drømme fortalte vil jeg forskaane Dig for dem, uagtet de nok vare værd at høre, maa Du tro.

Jeg har atter faaet et langt og rart Brev fra Marie Welding. Hun fortæller mig om Dit Besøg, hvilket hun er meget glad over. Gid jeg kunde gjøre noget for hende. Manden vil nu være Mægler, og hun, uagtet hun ikke nævner det, Jordemoder. Hun bøder nu haardt for sit tidligere Overmod og Stolthed. Ja Gud veed nok, hvor han skal ramme os, gid nu denne Ulykke maa blødgjøre hendes Sind, og hun derved forædles. Hendes Skjæbne ligger mig saa haardt paa Hjerte, at jeg Dag og Nat tænker paa hende. For første Gang har hun i sit Brev talt aabenhjertig med mig, og hun lover, naar jeg kommer hjem, at hun da vil lægge » al sin Sorg og Smerte og Tvivl ned hos mig «. Hun er saa rørt over mit Brev, som hun kalder : » et velsignet Brev der faldt som Dug paa hendes forpinte Sind «. Hendes Brev rørte ogsaa mig, og jeg vil gjøre mig Umage for at være noget for hende, om det maatte lykkes mig. Jeg har i Dag atter skrevet hende til, dog hvis hun ikke selv taler derom til Dig, skal Du ikke tale derom til hende. Hun er mistroisk og kunde let tro, at Du kjendte hvert Ord der stod deri, hvilket hun dog maaskee ikke ønskede. Fra Suhr har jeg ogsaa i Dag faaet et Brev fra Marienbad, hvori han sender mig et udklippet Stykke af Berlingstidene. En Afskeds-Præk af Bournonville til det danske Publicum, hvori han siger, at han endnu ikke vil hvile paa sine — Erindringer. 2) Det er vist en Trykfeil. Der skulde vist staaet Laurbær, i det mindste passede det bedre til Mandens sande Mening. Ogsaa han trængte til et Svar af Dig, men som han s. 372 til Lykke for sig, nok ikke faaer. Suhr skriver, at Bang er blevet aldeles forhippet paa at møde os i Dresden. Han skriver at Bang nu taler i høiere Toner om mig end han selv, saaledes, skriver han, at Samlivet med mig i Marienbad har indtaget ham. Han siger, jeg er et forskrækkeligt Menneske, der kan gjøre med Folk, hvad jeg vil — naar jeg vil.

Aften Kl. 9.

Der kom ingen Brev fra den stygge Hund ! God Nat ! Nu gaaer jeg i Seng, og Du er vel nylig staaet op. God Nat ! Jeg haaber nu paa i Morgen. God Nat ! Du glemmer mig reent, mig Stakkel.

Mandag d. 9.

I Aftes sildig havde jeg da den Glæde at modtage Dit Brev fra Fredag d. 6. Juli. Tak, min kjære Ludvig, for Rosenbladene og Forglemmigeierne. Da jeg aabnede Papiret, strømmede en frisk Rosenduft mig imøde. Jeg blev meget glad for dem. Kierkegaard siger et Steds (undskyld at jeg citerer det troløse Bæst), at i Gjentagelsen bestaaer vort rette Liv, og saaledes vil jeg ogsaa betragte denne Gjentagelse som noget nyt, som noget levende, frisk, og ikke som noget forældet. 1) Din friske Blomstersending skal blive lagt i den Kapsel jeg bærer paa mig, istedet for dem fra i Fjor, der nu næsten er Støv. Tak for at Dine Fingre har lagt dem saa pænt sammen. Tak for at Du tænker paa mig med Venlighed. Jeg havde ventet mig mere af Stykket i den Berlingske Tidene. Den flaue dumme Dadel som alle disse Faarekyllinger pipper ud imod Dig, min kjære Ludvig, er harmelig at læse om. Du kan sige som Pigen, der saae Svend Dyrings Hus : Det Theater er et slemt Hus at tjene i. Nu venter jeg med Længsel paa Dit Svar. Mon den unge Wiehe virkelig ikke vilde skamme sig, ifald han opnaaede en større Gage end nogen af os andre ? s. 373 Kunde jeg dog forstaae denne Ubeskedenhed og Overvurderen af sig selv, men den er mig ufattelig.

Synes Du ikke, at det dog er bedst, at Overskou tænker paa en Anden til Capriciosa end mig ? 1) Der er jo baade Md. Holst og Jmf. Andersen. Folk har nu engang saa store Fordringer til mig Stakkel, og uagtet Stykket er gammelt og bekjendt, skulde det ikke undre mig, om de med eet fordrede, at denne i sig selv Birolle da skulde ansees som en Hovedrolle. Dog det er vel tids nok at tale derom, naar jeg kommer hjem.

Anthon, der virkelig er rar og i godt Humør i Sommer, og jeg, have besluttet at give en Forestilling i min store Sal her. Programmet er: Emilies Hjertebanken. Lob der Kleinen, for ogsaa at have noget paa Tysk, og: Seer Jer i Speil. 2) Vi mangler kun Onkelen, dog den overtager nok Major Mosiin. Paa Plakaten skal staae : Alle Slesvig-Holsteinere komme ikke ind, med mindre de har Tegn og Mundkurv paa. Maaskee jeg paa denne Maade kunde blive europæisk berømt, ellers skeer det vist aldrig. Jeg er aldrig ved et Bad uden at ønske at Mad. Sødring var tilstede, thi en saadan Samling af Menneske-Dyr seer man dog intet Sted paa eet Bræt; de fortjente virkelig at udødeliggjøres paa Bræderne.

Jeg kan glæde Dig med, at mit Udseende virkelig alt er bedre. Mine af Sorg og Modgang indfaldne Kinder have atter faaet lidt Kjød paa, saa mit Ansigt næsten er rundt. Jeg troer, at jeg vil lade mig male strax, naar jeg kommer hjem, thi venter jeg et Par Maaneder, bliver jeg vel atter huulkindet og bleggul. Jeg troer, Gud bedre det, at Hertz ogsaa bliver Dig utro, siden han intet har indleveret endnu af Nyt til Opførelse. Maaskee han ogsaa vil vente til Din Bortgang er iværksat. Ja det er i Nøden, man skal kjende sine Venner, det er et sandt Ordsprog. Vilde dog Vor Herre være paa Din Side og gjøre al den Indbildskhed, Forfængelighed og Troløshed tilskamme. Ifald mine Bønner kan udrette noget hos s. 374 ham, da bliver der intet forsømt. Læs dog det franske Stykke! det var dog muligt, at det kunde bruges, og hvis saa er, tager det er jo Tid at oversætte. Gjør det, min kjære Ludvig!

Theatret bliver vel næppe færdigt i rette Tid, og det glæder jeg mig over, uagtet det vil komme til at gaae ud over mig til næste Aar; men saa er der dog længere Tid til Forberedelsen i Aar, og jeg synes, at det ikke kan skade, at Folk faaer deres Nysgerrigheds-Lyst styret paa Hofteatret inden vi begynde. Den sidste er altid den nyeste hos et Publicum. Jeg maae nu afbryde for at gaae i Slambad ; naar jeg kommer hjem slutter jeg mit Brev. Farvel saa længe !

See saa ! Af Jord est du kommen, af Jord skal Du igjen opstaae, og jeg er nu opstaaet. Dog haaber jeg paa en bedre Opstandelse end denne. Du fortæller mig slet ikke i Aar som i Fjor om Dine Damebesøg ? Har Du maaskee en slet Samvittighed, eller maaskee slet ingen ? Jeg har en Anelse om, at det er af Troskab mod mig, at Din Moder absolut vil sidde i Havedøren eller i Haven, for at forstyrre Dine Rendezvous. Hvis saa er, da tak hende fra mig, men sig hende tillige, at den Dyd, der skal bevogtes, er ikke mange Sild værd. Hvorledes lever alle Dine Veninder — dog nei — dette Udtryk vil jeg ikke misbruge, Du har nylig kaldt mig Din eneste Veninde og det gjorde mig saa lykkelig. Jeg vil heller kalde dem Dine Flammer, thi Flammer ere bestemte til at slukkes. Er Jmf. B. s Forlovelse offentliggjort ? 1) Jeg blev meget forundret, en af de første Dage paa Reisen, da Anthon spurgte, mir nichts, dir nichts: Hvem er Jmf. B. forlovet med ? Er hun forlovet, spurgte jeg. Ja, svarede han: Een Aften i Farinelli betroede hun mig og Phister, at hun var forlovet og at Forlovelsen skulde deklareres saasnart Sæsonen var ude. Det seer daarligt ud med de Hemmeligheder Du har med dine Flammer. Mad. Schi-d 2) betroer Pyntekoner det samme som hun under Tavshedsløfte betroer Dig, og Jmf. B. betroer Phister sine Hemmeligheder. Phister ! — Phister havde spurgt s. 375 om hun elskede ham høit, og hun svarede: Ellers skulde Pokker tage ham. Jeg vilde ikke synes om i hendes Elskers Sted at blive saaledes omtalt — og med Phister. Jeg blev imidlertid ved at sige, at jeg intet vidste herom, til Anthon.

Jeg har faaet to Breve fra Frøken Løvmand. Seer Du hende, saa tak hende fra mig. I det ene fortæller hun, at der gaaer en Vittighed i Omløb i Kjøbenhavn og at den tillægges Dig, nemlig den gamle om Høedt, at Narren gik og tog Gjøgen med. 1) Saaledes er den nu forandret. Du seer altsaa, at Dit Forfatterskab er bekjendt. I Anledning af Vittighed ! hørte jeg af Bang en ganske morsom. Han siger, at i hele Cultus-Ministeriet gaaer den Talemaade fra den høieste til den laveste, naar der ventes paa en Sags Afgjørelse og man spørger hvor bliver den af, da svares der Aa! den er under-veis. Karl Weis skal virkelig være utrolig doven i Contorsager, derimod gjør han Violiner, som skal være saa gode, at Koch har spilt paa en af dem paa en Concert. 2)

Jeg sukker over, at jeg ikke er hjemme nu, da Du fortæller, Roserne blomstrer. Hele Dit Brev lugter af Roser, og forøger min Længsel. Jeg længes tidt meget efter Dig og Dit Selskab. Skulde jeg længe og ofte være skilt fra Dig, blev jeg ganske dum. Naar jeg her seer Roser, Stjerner, eller kun en god Hund, og her er mange gode Hunde, der trækker og slider for Føden, da tænker jeg strax hjem. Dit Billede staaer foran mig paa Bordet, og ved en særegen Belysning i denne Stue, synes det ofte naar jeg seer paa det, som om Du stod bag ved min Stol. Første Gang jeg saae det, blev jeg ganske underlig tilmode, en saadan Illusion var deri. Det er mig ubehageligt at tænke, at Du sover naar jeg vaager og omvendt. Kun om Onsdagen veed jeg, hvor min Tanke skal søge Dig imellem Himmel og Jord. Apropos om Jord. Vil Du lade sige til Gartneren, at han endelig maa vande de høistammede Roser, som blev plantet i Foraaret, ifald der ikke falder tilstrækkelig Regn. Og nu, min egen kjære Ludvig, da s. 376 alt maa have en Ende, maa følgelig ogsaa dette Brev have en. Hver Aften mellem 9 og halv 10 gaaer jeg til Ro og sover da ind med Bøn til Gud om at bevare Dig og være med Dig. Undertiden føler jeg saa tydelig, at han hører paa mig, undertiden er han mig fjernere, dog det er naturligvis min Skyld, naar det sidste er Tilfældet. Farvel altsaa endnu en Gang, min kjære Ven ! Bliv ved at tænke imellem paa mig og tænk da saa godt om mig, som Omstændighederne tillader det.

Bliver der virkelig intet af, at Du møder mig i Dresden ? Dog jeg vil ikke spørge, thi Du svarer mig næsten aldrig paa mine Spørgsmaal, Du glemmer dem lige saa hurtig som Du læser dem, og endda er jeg ikke vred men from og god og siger: Lev vel, min egen kjære Broder, Ven, og Ægteherre.

Din
Hanne.