Danmarks Breve

BREV TIL: Johanne Luise Heiberg FRA: Johan Ludvig Heiberg (1855-07-17)

Tirsdag, 17. Juli 1855.

Iforgaars, min kjære Hanne, modtog jeg Dit Brev fra i Torsdags i forrige Uge, og skal nu skynde mig med at besvare det, for at mit Svar kan komme bort idag.

Jeg læste igaar det franske Stykke, der virkelig har sine gode Sider. Det er af Alexandre Dumas, den Yngre, og har den besynderlige Titel : Le demi-monde, hvilket, ordret oversat, betyder : den halve Verden. 1) Meningen er : den Halvhed, som findes i saa mange Forhold i Selskabet, Halvdelen i hvad der udgiver sig for den store Verden, Sietheden i hvad der kalder sig det gode Selskab, den indre Raahed i den saakaldte fine Verden. Ideen er god, men i Opfattelsen og Fremstillingen er der Noget, som selv maa kaldes raat. Her findes unægtelig nogle nye Characteerskildringer, men det er tidt, ligesom Handlingen stod stille for lutter Tale. Det Naturlige, som man nu i al Kunst begynder at lægge an paa som det Første og Eneste, gjør sig gældende i hele denne nye Art af franske Skuespil, hvoraf jeg tidligere har læst et Par andre, og dette Naturlige viser sig ogsaa deri, at Dialogen ganske er formet efter den daglige Conversation og ofte er ligesaa resultatløs som denne. Scribes hurtige Udviklinger finde ikke Sted her, det er mere med Sneglefart end en Jernbanefart; og dette gjælder især om de første Acter af dette Stykke, siden gaaer Handlingen raskere. Lene Møllers Mening, at Stykket ikke kan anvendes hos os, fordi disse Forhold ere os fremmede, kan jeg ikke dele ; der er hos os meget Tilsvarende, og selv om denne halve fine Verden ikke er saa skarpt adskilt fra den, som maa kaldes den hele, vil man dog have let for at opfatte og forstaae Skildringen. Men der er en anden Vanskelighed, og det er egenlig Dig selv. Thi den vigtigste Damerolle kan ikke spilles af Andre ; men Publicum kan nu engang ikke lide at see Dig i den Art af Characteerfremstillinger. Det er en ung, elskværdig, aandrig Dame, men s. 388 som lidt efter lidt aabenbarer en skjult Immoralitet, der tilsidst viser sig som en indre Raaddenhed ; Mindre kan man ikke kalde det. Denne Omstændighed kan let bevirke, at Publicum bryder Staven over hele Stykket. Man kan sige, som Madame Holst engang sagde : » Man har hele Tiden en Følelse, som om man befandt sig paa en B — «. Og dog er Stykket ikke uanstændigt, ikke gemeent. Mange af Scribes yndede Stykker gaae meget videre i denne Retning. Der er en Dame i Stykket, der er som et Portrait af Fru Nielsen ( født Schack ), 1) og til den kan Ingen have større Adkomst end Madame Phister. Der er en ung Pige, som har den nuværende Ungdoms kjække og hensynsløse Væsen, men som kommer galt afsted dermed hos en ung Mand, der spørger hende, om hun er en ung Pige, han troede, hun maatte være Kone ; den unge Pige gaaer i sig selv og omvender sig, og bliver gift med den unge Mand, der fornærmede hende. Der er to ret interessante unge Mænd i Stykket, og jeg troer nok, at det kan besættes ret godt, naar jeg undtager, at Prækehesten Holst maa være en af disse unge Mænd ; den Anden maatte være Hultmann eller Nehm. 2) I dramatisk Henseende er der forresten Adskilligt at udsætte paa Stykket, og Noget maatte vist modificeres i Oversættelsen. Jeg vil nu lade Overskou læse det, og høre hans Mening. Skal vi have det, kommer dog han til at oversætte det, da det neppe kan oversettes ordret, men maa undergaae endeel Forkortelser og Forandringer.

Dyveke skal jeg nu een af Dagene betænke og meddele Dig Resultatet. 3) Jeg har læst andre Ting i denne Tid, i Haab om at finde noget Nyt, men endnu forgjæves.

Vor Minister i Paris er Grev Moltke, som Du jo kjender. 4) Han var tidligere Minister i Stockholm, og tilskrev Dig og mig en Anbefaling af Jenny Lind, da hun første Gang var i Kjøbenhavn. Jeg kunde jo gjerne i Balletsagen have henvendt mig til ham ; men jeg fandt det af flere Grunde bedre s. 389 at skrive til Delong. At han er intriguant og en Ven af Bournonville, kan gjerne være, men det Første kan gjøre, at han glemmer det Sidste, og ialfald troer jeg nok, at han her vil finde det hensigtsmæssigt at vise sin Tjenstagtighed. Iøvrigt har jeg nu ogsaa skrevet til Funck, som nu maa være i Paris, og som personligt kjender Albert. 1)

Theatermaler Lunds Mening om Theaterbygningen er, at den ubetinget vil være færdig 1ste September, men maaskee ikke før. Isaafald kommer Saisonen først til at begynde et godt Stykke ind i September, og Du faaer Dit Ønske opfyldt. Paa Logen til Skuespillernes Koner skal jeg nok i sin Tid være betænkt.

Igaar var den finske Professor her, en særdeles behagelig og dannet Mand, der talte meget fornuftigt om Krigen mellem Rusland og Vestmagterne, og forsikkrede mig om, at der i Finland ikke var Spor af de svenske eller scandinaviske Sympathier som vore Løgneblade paastaae. 2) Det var, som jeg nok tænkte, ikke Forfatteren til Stykket, uagtet denne ogsaa er Professor ved det finske Universitet. Overbringeren er Professor i Medicinen, og hedder Ilmoni. Han blev formelig forelsket i min Moders Portrait.

Tryde 3) besøgte mig i Søndags ; han reiser nu til Jylland. Han sagde, at han havde ingen kjærere Erindringer, end fra vort Huus, hvor han havde lært en saa ædel Characteer, som Din, at kjende. Dette lovede jeg ham at skrive Dig til.

Det glæder mig ret, at mit Svar til Berlings Tidende har behaget Dig saa meget. Hvad Du siger om min Stiil, er jo yderst smigrende. Dog det er ikke det rette Udtryk. Du veed jo nok, at jeg altid har sat meest Priis paa at skrive saaledes, at det fandt Indgang hos Dig. Men af Berlingerens Svar har Du nu seet, at det ikke er Alle, for hvem mine Ord have Præget af at være udhugne i Steen eller Metal. — Adresse-Avisen har idag et saa originalt Vers ( originalt i Galskab ), at jeg ikke kan lade være at sende det. 4) s. 390 Den Tanke, at foretrække den Alder, hvori en kjær Person til forskjellige Tider befinder sig, kan jeg vel have yttret, isæt da jeg engang havde et lille Novelle-Sujet, som dreiede sig derom, men som jeg, Gud bedre det, ikke kom til at udføre, ligesom saa mange andre Planer. Derimod gav jeg min Moder Ideen, og hun udførte den ( men meget for bredt og rørende ) i Novellen » Een i Alle «. 1) Det er dog vist herfra, at Du har faaet Ideen.

Dersom Du kan faae flere af de smaa Compasser, skulde Du kjøbe nogle. Andræ var forleden ganske henrykt over at see mit.

Jeg takker for Pericum, der sættes paa Brændeviin. Jeg husker meget godt den Rolle, den spillede i Hirschholm. — Hvad Hertz angaaer, troer jeg vist, at vi endnu staae paa den bedste Fod med ham. Det er kun Døvheden, der adskiller ham fra os, som fra den øvrige Verden.

Den lille Stjerne kan ikke staae i mit Signet, dertil er den altfor uforholdsmæssig lille og for nær ved de store. Signetet maatte da være ti Gange saa stort. Men derfor glemmer jeg ikke den lille Stjerne, som hedder Alcor, og jeg vil haabe, at Professor Hegel heller ikke har glemt sin. 2)

Og nu Farvel for denne Gang, min kjæreste Hanne ! Tak for Dit sidste venlige Brev!

Din
J. L. Heiberg.