Løverdag, d. 21. Juli 1855. Franzensbad.
» Iforgaars fik jeg Dit Brev, min kjære Flanne ( altsaa Søndag ) og nu vil jeg skynde mig med at besvare det i Dag ( Tirsdag ) «. Saaledes begynder Dit sidste Brev til mig. Det kalder Du at skynde sig. Nu vil jeg gjøre Gjengjæld og sige : I Forgaars (Tirsdag) fik jeg Dit Brev, min kjære Ludvig, og nu vil jeg skynde mig med at svare derpaa i Dag Løverdag. Du seer, at ogsaa jeg kan skynde mig, hvilket jeg haaber, at Du er lige saa taknemlig for mod mig, som jeg mod Dig. At Du havde skyndt Dig, kunde jeg imidlertid godt see af Dit Brev, saa det er jo den rene Sandhed Du har sagt. Dog Sult er den bedste Kok, siger Ordsproget, og jeg har virkelig i denne Tid været saa forsulten ( hvilket Du kan see af mit sidste Brev til Dig ), at jeg var nær ved at omkomme deraf ligesaa [ ligesom ] de stakkels Bøhmere imellem Bjergene, saa jeg nød Dit Brev med stor Appetit og takker Dig oprigtig for, at Du ikke lod mig mangle Næring i endnu længere Tid.
Jeg har fyldt mit Brev med Rosenblade, for at det paa denne Maade kunde have nogen Duft for Dig.
Nu da jeg i længere Tid maa skrive uden at kunne vente Svar her fra Dig, er det ligesom mine Tanker staar stille, og jeg synes, at jeg intet har at skrive om, især intet som jeg synes er godt nok til, at Du kan bryde Dig om at læse det. Jeg er desværre endnu bestandig forhindret fra at bruge Badene her, af den Grund som jeg meddelte Dig i mit sidstes. 399Brev. Köstler vil ikke alene have, at jeg i Aar skal tage Slam hjem med, men ogsaa Vand, som han vil at jeg skal drikke 4 Uger efter at jeg er kommen hjem. Saalænge maa Legemet være i Ro, siger han, for at Vandet kan gjøre sin Virkning. Han mener, at jeg dog alligevel kan begynde paa mine Forretninger som sædvanlig. Jeg havde forleden en ganske interessant Samtale med ham, men som jeg er bange for, at jeg ikke kan gjengive skriftlig. Hertil hørte Din Pen, og Din Kraft i Udtrykket. Han paastaar, at Mennesket har i Hjertekuglen, eller hvad man kalder Mellemgulvet, en Nerveknude der har megen Lighed i sin Bygning med Hjernens, og som han derfor kalder Mave-Hjernen. Alt hvad der berører os smertelig, føles især af denne Mave-Hjerne, fra hvilken en utallig Mængde Nerver gaae ud til hele det øvrige Legeme, og virker især skadelig paa Underlivet. Enhver Sorg opfanges først med Hoved-Hjernen, men den er en stor Egoist, og sender hele Byrden ned til Mave-Hjernen. Sætter Sorg og Lidelser sig ret fast i Hoved-Hjernen, bliver Mennesket ofte først tungsindig og dernæst ofte gal, da gaaer det ud over Sjælen. Men gaaer Lidelserne ned i Mave-Hjernen, da gaaer det ikke ud over Sjælen, men over Legemet. Derfor har han opfundet dette Udtryk at kalde mig og mine stakkels Medmennesker for Mavegale. Dette burde jeg nu være saa klog ikke at fortælle dig, thi jeg veed forud, at Du nu herefter vil gjøre Dig lystig over min Svaghed, men jeg vil dog fortælle det, stolende paa Din Delikatesse. Han paastaar, at mangen en Gjerning, som Mord og deslige kommer fra denne Mave-Hjerne. Hovedhjernen siger: »Dræber du dette Menneske, da bliver du selv dræbt«, det viser, at Hovedhjernen er i sund Tilstand, men Mave-Hjernen er afsindig og den har i de fleste Tilfælde Overmagt over Hoved-Hjernen. Og derfor mener han, at det staar sig daarligt med den menneskelige Frihed. Hvis en Morder blev aareladt fem Minutter, før han begik Mordet, vilde Mordet maaskee aldrigs. 400skeet. Nu veed jeg ikke, om Du kan samle Alt dette? Mig har det interesseret. Min Hoved-Hjerne kan ikke begribe det, men derimod kan min Mave-Hjerne føle, at der er noget sandt i Alt dette. Du skal imidlertid ikke fortælle Dahlerup dette Ræsonnement, thi han vil skoggerlee deraf, og det vil vel Alle, som kun opfatter det med Hoved-Hjernen, og ikke som jeg og mine Lige have to Hjerner at kjæmpe mod, og med.
Det franske Stykke kan altsaa dog bruges! 1) Det var jo rart. Om jeg kan bruges i det franske Stykke, vil Tiden vise. Indholdet forekommer mig interessant. Ideen er da egentlig ikke ny, men maaskee Formen er det. Bed nu Overskou ikke at søle med det, thi jeg synes, at Alt hvad Overskou faaer af slige Arbeider, trækker ud i det uendelige. Med Dyveke behøver Du nu ikke at skynde Dig for min Skyld, thi nu er jo Tiden omme, hvorfor jeg ønskede at kjende Din Beslutning, med Hensyn til Rollebesætningen. Hvis Theatret virkelig bliver færdigt til 1. Sep., da var det jo ganske rask, om man virkelig kunde begynde i rette Tid. Kunde man leie et Lokale — et Theater maatte det da være — til Prøverne, da var det jo ikke umuligt. Man vilde jo derved have den Glæde at ærgre en heel Deel Mennesker, som har glædet sig til det modsatte. Det er nu min Hoved-Hjerne som siger dette, min Mave-Hjerne siger det modsatte.
Det rørte mig, hvad Du skriver om den elskværdige gamle Tryde. Jeg fortjener saa lidt hans store Godhed for mig, og Gud maa vide, hvorved jeg har erhvervet mig den. Jeg har ofte tænkt, at der passende kunde staae paa min Grav-Steen: Overvurderet af de Fleste, undervurderet af de Faae, hun sluttede sig til.
Du har altsaa dog engang havt den Tanke, at man efterhaanden kunde elske den Alder meest, som den Elskede efterhaanden har! Ifald Du altsaa endnu erindrer Stedet i mit Brev, og mine Yttringer i den Anledning, da er det jo ikkes. 401meget behageligt, at Du nu skriver: Engang, ligesom Du en- gang holdt saa meget af Carri, men nu ikke mere. Det var den Gang! siger Du, ligesom den Vægelsindede siger i Slut- ningen af Stykket. 1) Men jeg trøster mig med, at man ofte vender tilbage til sine gamle Ideer, saa at de, just ved deres Ælde bliver unge igjen. Tak for det lille Vers! Det er næsten daarligere end mine, uagtet jeg vilde have ondt for at skrive et lignende, det maatte da være med Mave-Hjernen.
Et Compas til Andræ har jeg alt kjøbt i Marienbad. Det er altsaa behagelig for mig, at jeg nu veed, at han vil sætte Pris derpaa. Den rare Andræ! Ham holder jeg af med begge mine Hjerner.
Jeg finder mig i, at Du ikke kan optage min lille Alcor i Dit Signet. Men jeg ønskede dog nok at Du skulde betragte min Gave til Dig fra et højere Stade, end jeg ønsker, eller fordrer af Professor Hegel.
Og nu Farvel, min kjære Ludvig! For at efterabe Dit sidste Brev i hvad jeg formaaer, vil jeg for første Gang sende Dig et Brev uden Convolut, lige som Dit var. Det kommer af, at jeg har skyndt mig saa meget med at svare. Og jeg vil ende mit, ligesom Du endte Dit: Tak for Dit sidste venlige Brev! Imidlertid er Alt dette ikke sagt i Ondskab, men vær forsikkret om, at Du med Veemod og Godhed erindres af Din hengivne, eensomme
Hustrue.